“Mulholland Drive” kan varmt anbefales til alle som søger en lidt mere udfordrende biografoplevelse, og som ikke lader sig skræmme af koplekse mysterier. Det eneste svage punkt ved filmen er de mange åbne handlingsstrenge, der er et levn fra tilbage, da fortællingen var tænkt som en tv-serie. Der gabes over for mange individuelle skæbner, hvilket undervejs forekommer en smule frustrerende, uden at det dog undergraver filmens sublime stemning eller interessante temaer.
#21 El vez 20 år siden
#22 filmz-mdk 20 år siden
For at få linket til at virke, skal man slette mellemrummet mellem
"... drive_ana" og "lysis/..."
Su k!
#23 filmz-vassago 20 år siden
Klik her for at læse mdk's link :)
#24 El vez 20 år siden
#25 filmz-vassago 20 år siden
#26 Morbid 20 år siden
#27 coolflash 20 år siden
#28 El vez 20 år siden
#29 filmz-hha 20 år siden
Som inkarneret lynchfan føler jeg trang til følgende kommentarer:
1) Wild at heart og Dune er ikke 'rigtige' lynchfilm. Det er bogfilmatiseringer, der ikke giver det samme albuerum for en instruktør. De kan derfor ikke sammenlignes med Eraserhead, Blue Velvet, Twin Peaks (+Fire walk with me), Lost Highway (LH) og Mulholland Drive
2) Lost Highway og Mulholland Drive er Lynch's ypperligste værker. Allegorier og symbolik. Allegorier virker (ligesom reklame), hvad enten man vil være ved eller ej. Virkemidler kan påvirke een på bevidste eller ubevidste planer. I LH og MD er der ikke en overflade historie, der skal fortælles. Men efter man har set dem, har man bare fået en oplevelse alligevel. Man kan måske sige, at når man ser dem, skal de ikke forstås eller analyseres, men bare opleves. BAGEFTER kan man tage stilling til om man vil 'ødelægge' sin oplevelse med en analyse. En mindre dyb film, analyserer den intellektuelle simultant, hvilket instruktøren ved, og kalkulerer med, og derfor 'serverer' ahaoplevelser for dette puplikum, en det giver mere en positiv egooplevelse, hvilket er uheldigt, hvis instruktøreren vil implementere en dyb oplevelse af skyldfølelse i opleveren.
3) Kronologi: Film har ikke nødvendigvis kronologi, idet at Lost Highway og Mulholland Drive kan opfattes som et billede , hvor tiden står stille eller en tidsløkke.
4) Hitchcock filmen 'Vertigo' fra 1958 (ja, så gammel), rummer nøglen til forståelsen af både LH og MD. Det centrale som jeg ser det, er projektioner og identitetsskift
#30 filmz-ram roy 19 år siden