Jeg tror at folk som har spillet og kender spillene, vil kunne lide denne film meget mere end en som ikke har spillet spillet.

Jeg glæder mig utrolig meget til at se denne.

Er selv stor fan af spillene, og kunne nu meget godt lide filmen; uden tvivl den bedste spilfilmatisering til dato, selvom den heller ikke har den store konkurrence.
Men må indrømme at der var nogle steder hvor jeg enten rystede lidt på hovedet, eller grinede.
Jodelle Ferland's skuespil var hvert fald en bundskraber, og brød mig egentlig heller ikke specielt meget om Radha Mitchell; Syntes dog derimod at alle birollerne var rigtig gode.
Og som der også står i anmeldelsen, så var jeg flad af grin da sektmedlemmerne begyndte med deres "Burn the witch! Burn her!"

Men alt i alt, så nød jeg egentlig filmen, og skal da bestemt se den igen (når den kommer på dvd). Derudover var "gensynet" med Red Pyramid (eller Pyramid Head) en fryd for øjet.
Var nu også ganske overrasket over alle de makabre dødsscener - som jeg fandt ganske tilfredsstillende - og de var også med til at få mig til at glemme filmens mange fejler.
4/6 herfra.

#1, jeg har aldrig spillet spillene og jeg syntes det var en meget vellykket film!
Der hviler en trykkende depressiv stemning over hele filmen, som virker afsindigt godt. Effekterne er for det meste gode og lad os bare sige, at nogle af de måder folk dør på, er overordentligt blodige, men set i filmens sammenhæng, dejligt tilfredstillende!
Den får 4 ud af 6 herfra!

#6, jeg vil ikke sige direkte uhygge, men der er en del ubehagelige scener, der nok skal sikre dig, at din date ligger gemt væk under din arm :-)

Hej
Jeg er meget enig med de fleste punkter i den gode artikel og efterfølgende debat. Jeg vil dog lige smide et par tanker på bordet, uden at spoile. Mit indtryk af filmen var, at den satte publikum på en enorm prøve, ved både at henvende sig til kendere af spillende (+ tegneserierne) og et nyt publikum, og samtidig ved at forsøge at udfordre genere konventioner.

Akira Yamaoka tydeligvis ikke haft så meget at gøre med filmen. Man genkender musik fra spil-soundtrackende som separate stykker der ikke er lavet til filmen og passer ikke så godt til klipningen. Jeg er meget ambivalent til dette punkt, for det var nostalgisk for mig som kender, men det nye publikum vil sikkert opfatte dette som et dårlig timet lydspor.

Et andet af spillenes forcer har været isolation af spilleren (se featuren til Silent Hill 2). Men film kræver en løbende dialog til at skubbe plottet frem. Det er derfor en skam at der ikke er blevet gjort mere ud af dette. Der er klare tidspunkter i filmen hvor skuespillerne lige så godt kunne have sagt: ”The theme of this movie, is motherhood and faith”.

Publikum har typiske forventninger til film. Jeg tror dette er det største problem for filmen. Spillet Silent Hill brød med forventninger til sin genre, og manuskriptet forsøger at gøre det samme. Det giver kæmpe problemer undervejs. Som udgangspunkt kan man stille det meget simple sprøgsmål; I hvor mange af de 4 spil er protagonisten en helt/anti-helt?

Min konklusion er, at det er en lækker film på trods af dens medfødte småfejl. Men jeg vil sige til folk der skal ind og se den, at man bør tilsidesætte sine forventninger. Fans af spillende vil opleve en masse nostalgi og kunne nyde en dybere udpensling af universet, mens det nye publikum vil se en alternativ film især gennem den cimatografiske form.

Jeg foreslår derfor at alle der kommer forbi en Silent Hill plakat, resolut streger den dårlige tag line ”Not so silent anymore” over og i stedet skriver noget at la ”Expect Nothing”.

Lucas