Efter endnu en kindhest til den stakkels Betta George i nutiden, tager Brian Lynch, med hjælp fra Fabio Mantovani, hul på sidste kapitel af perioden efter Angel og co’s oprør mod Wolfram & Hart og deres efterfølgende payback fra helvede. I første historie om Gwen bringer Lynch hendes traumer vi så tilbage i tv-serien om intimitet med det modsatte køn kontra sine superevner på banen igen. Da helvede slippes løs mister hun atter kontrollen over dem, (som den moderator hun fik opereret ind i ryggen i sæson 4 ellers hjalp hende med), og Gwen er nu derfor tilbage til status quo med katastrofale konsekvenser til følge for hendes nyeste flirt Naite. Man kan spørge sig selv om hvor interessant den fortælling er, men scenariet er helt i tråd med Wolfram & Harts psykiske tortur af sine modstandere, præcis som det også var tilfældet med f. eks Wesley’s retro watcher look og de negative minder det bragte frem for hans vedkommende.
Gwen der indtil nu har gået og simret, bliver således skruet op på koge punktet og givet motivation pga. sit mord til igen at gå i clinch med W & H, så hun på den måde kan gøre skaden god igen for sin egen mentale tilstands skyld. Ja, de er nogle luskede sataner folkene fra advokatfirmaet, det kommer man ikke uden om. Mantovanis streg virker på mig til at starte med noget uvedkommende og klinisk, men det synes jeg han får rettet op på med de sidste tre sider med hendes sammenbrud og forsøg på genoplivning af Naite, lavet yderst effektfuldt helt uden brug af ord. Til sidst synes Gwen næsten at være ved at miste sig selv, men får styr på sine fragmenterede tanker og sætter kursen mod Angel og co. med et determineret blik i øjnene og en afsluttende monolog, der perfekt går hånd i hånd med et af de evigt tilbagevendende problemer for Whedons helte :
”To not be alone. For a little while. Would A been nice.”
Historien ku’ dog sagtens ha’ været uddybet og gjort langt mere detaljeret, men det har man åbenbart ikke set nogen grund til og har i stedet valgt at bruge de næste sider, indtil den store finale om Gunn, på hvad jeg bedst kan beskrive som venstrehåndsarbejde fa Lynch med Civilians, hvis illustrationer, (minder om noget jeg har set i Mad, af Kevyn Schmidt er så hæslige at se på, at det ikke ku’ gå hurtigt nok for mig med at læse den igennem. Jeg fik nærmest lyst til at rive historien ud af bladet efterfølgende, så dårlig allround er den. Handlingen kort ; en ung sindsforvirret gut der er overbevist om at verden går under inden længe, prøver forgæves at overbevise pigen Alice, den eneste som behandler ham med bare en lille smule respekt, om at han taler sandt.
Da dommedagen pludselig bliver virkelighed, går han helt i selvsving og forstår ikke hvorfor hun ikke deler hans begejstring. Alice flygter og han står nu alene tilbage igen, som han også var det før apokalypsen. Sku’ man forsøge at finde en morale i denne historie, må det være noget i stil med at gribe chancen for kærlighed når den er der, hvilket hovedpersonen bestemt ikke gør her. I stedet la’ han sin fascination af dommedagen overskygge sit eget liv og opdager derfor alt alt for sent, hvad han kunne ha’ haft og efterlader sig selv som en ensom og ulykkelig kriger, hvilket dog, (og det er så også det eneste positive ved denne historie), så går fint i tråd med den whedon’ske heltemyte.
Så kommer der straks mere slagkraft tilbage i Lynch’s, der denne gang har fået selskab af Scott Lipton, sidste historie om Gunn’s turbulente tid oven på det store slag mod Wolfram & Harts tropper.
”I remember...overly friendly vampire telling me to calm down.” ”I remember the alley.” ”I remember the odds.” ”I remember not beating them.”
Hele battlen er flot og forrygende illustreret af en mand hvis imponerende streg kun overgåes af længden på ham, ( Mirco Pierfederici), og hans crew, (Fabio Mantovani og Michele Buscalferris), farverige navne. Kampen afslører både hvorledes dragen, (der jo stammer fra helvedes dimensionen, der blev åbnet i Buffy sæson 5’s finale afsnit The Gift), kommer under Angels dominans og hvordan Gunn bliver forvandlet til vampyr. Hvad der dog er mest interessant her, og som netop er grunden til hans had til Angel og den efterfølgende hævnplan, er at man nu får et indblik i det svigt Gunn har følt efter at være blevet efterladt. Angel ender dermed indirekte med at være skyld i Gunns nye tilstand, hvilket vampyren der forvandlede ham og værgede ham til sit team efterfølgende må ta’ straffen for som en slags substitut for Angel, da Gunn skal ud med sine frustrationer. Og således sørger Lynch for kort men alligevel effektiv, at få samlet trådende for team A’s individuelle eventyr, inden man som læser atter er tilbage i nutiden midt i det store opgør downtown mod de forskellige Demon lords...
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
”In a split second, Fred is back.” ”A split second later, she’s a target.” ”Reaching her however, seems to take an eternity.”
Ingen indledning er nødvendig så Lynch starter direkte hvor vi slap sidst midt i den drabelige og kaotiske duel. Fred har overtaget Illyrias sind og krop, så Wesley la’ derfor straks sine følelser ta’ over og går omgående i forsvarsposition for hende og glemmer i sit hastværk sin spøgelses tilstand, hvilket er godt set af Lynch, der på den måde understreger hvor meget Fred betyder. Dæmonernes tøven over Wesleys indblanding, gir dernæst Angel og Spike chancen for at overrumple dem, inden de får assistance fra Groo, (en karakter der aldrig imo burde være taget tilbage i ”Angel” regi). Den efterfølgende scene er rigtig god i sin beskrivelse af Spike, der viser tydelig bekymring for både Fred men også Wesley og understreger igen at hans medfølelse og menneskelige træk er holdt ved lige, alt imens Gunn og hans crew må se målet for at nå deres endgame og slippe ud af L.A.s magiske skjold, blive sværere at nå pga. Angel og de andres genfundne team spirit.
Via et objekt kaldet Hagans Shaft får Angel narret samlingen af demon lords til at gå i en fælde og afgør duellen med et enkelt slag, mens Connor, der i et øjeblik tror Angel vil begå selvmord, minder ham om hans betydning som leder og kommer samtidig ind på hans forhold til Gwen, der lider af samme forhindringer som Angel og Buffys hvad intimitet angår. Sejren over The Demon Lords er dog kun en forsmag, for nu bryder helvede først for alvor ud i laksegade i sådan en grad, at Spike må indkalde sin horde af ladywarriors, inkl. den wicca påvirkede mutant Spider, der alle synes at være forblændet af hans charmerende udstråling. Hehe, Spike må elske den her tilbedelse, han har opnået hos sine krigerinder.
”Let’s do this for Spike...All Bloody Hail!”
Mens Gunn filosoferer videre på sit endgame fra sin udkigspost ikke langt derfra, sørger Lorne for at få de almindelige mennesker i sikkerhed og Angel og co. gør deres bedste for at holde helvedes tentakler på behørig afstand. Selv om modstanden er for stor, bliver selve duellen og den efterfølgende retræte alligevel vigtig på sigt, da Angel fornemmer at teamet igen for alvor er samlet som i gamle dage.
”For the first time in a long time, we are reunited.” ”And each one of us want’s to stay and beat helle back into the ground.”
Der kræver dog først en omgruppering og en ny taktik, så hvad er bedre end at søge tilbage til der hvor det hele startede, nemlig Hyperion hotellet, for at samle kræfter. Den efterfølgende scene med Wesley og Fred/Illyria ved hans kiste er ret fascinerende set i forhold til hendes forståelse af den menneskelige sjæl. Noget som aldrig helt blev udforsket nok i sæson 5, men som der forhåbentlig kommer en afklaring på i løbet af de sidste numre. I scenen lige efter er jeg ikke helt klar over, om det er Fred eller Cordelia som Wes prøver at komme i kontakt med i sit forsøg på at løse sin kontakt med Wolfram & Hart. Jeg gætter på sidstnævnte, da hun jo befinder sig på et højere plan selv efter sin død i sæson 5. Interessant er også detaljen ang. Spike’s syn på Illyria’s skifte til Fred, som hun forklarer her :
Illyria : ”Spike doesn’t let it happen. He locks me away when I get weak. He say’s he lost me once, he won’t do it again.”
En kommentar der stammer tilbage fra da Spike, forelsket til op over begge ører, mister Buffy i The Gift og han efterfølgende må nøjes med at se på hende i form af den kunstige Buffy-bot, der konstant minder ham om at han fejlede i sit forsøg på at redde hende og i princippet sit forbillede til at blive mere menneskelig/et bedre menneske. Hvis han ikke kan ha’ the real deal, vil Spike hellere foretrække at undgå øjenkontakt, som med Buffy-bot’en, eller se på den følelseskolde Illyria frem for at blive mindet om Freds engle ansigt. Dermed ikke sagt at Spike har været forelsket i Fred for det har han aldrig, men hun har, som jeg også har skrevet way back i en tråd far far away, ligesom Buffy haft troen på, at han ku ændre sig til det bedre og deraf kommer forbindelsen imellem de to kvinder i Spikes liv.
Trods det at Illyria ikke vil vedkende sin menneskelige underbevidsthed, ja så taler det afsluttende billede vist helt for sig selv i direkte modstrid med tidligere ytringer fra hende. Et billede der også vækker minder direkte tilbage til finalen i sæson 5’s Not Fade Away.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Da jeg åbnede # 10 og så den første side var jeg lige ved sukke højlydt, men blev heldigvis kort efter klar over, at det kun var en drømmesekvens lavet i samme superhelte stil, som man kender det fra 70’erne/80’erne. Ikke just kønt at se på men indholdsmæssig ganske interessant ved det, at den klart udtrykker Angels manglende selvværd i forhold til Spike, hvis superevner jo stadig er intakte, og hans bekymring for om Connor nu stadig vil respektere ham som almindelig dødelig. I skærende kontrast fra de lyse farver, vågner Angel træt og lettere depri op med Nina vogtende over ham i det gustne og dunkle soveværelse på Hyperion og ser fra sit vindue L.A. dækket af sne. Bortset fra det mere romantiske aspekt af nyfalden sne har dette fænomen i Whedons univers sin helt egen symbolik, som vi første gang stifter bekendtskab med tilbage i Amends og senere igen i sæson 3 af Angel, afsnit 18 The Prize, med Cordelias gave, snekuglen, der netop refererer tilbage til forrige eksempel.
Angel : "I dont know why i gave him this. It's silly you know. It never snows in California".
Cordelia : "It did once".
Betydningen af sne i det ellers varme klima skal derfor ses som en form for mirakel eller et tegn på et kommende mirakel. Og her i # 10 er det jo ekstra tydeligt, hvis man tager ordsproget ”Until hell freezes over”. med i betragtning.
Mens Angel beslutter sig for at teamet tager en runde i byen for at holde diverse angreb nede og lokalbefolkningen nogenlunde sikker, bliver Spike udvalgt som Illyrias værge og får sig en snak med Wesley om hendes situation. Downtown har Gunn slæbt Betta George, (der langt om længe får lov til at vise, at han kan andet end at være fiskens svar på Buddha), med til en konfrontation mod de slayers han opfangede ved sin tankelæsning af Gunns håndlanger tidligere. Andetsteds finder Angel, Connor, Gwen og Illyria med hjælp fra dragen frem til en bande vampyrer og deres leder, der mild sagt ikke har meget bid i sig. Angel fornemmer at han højst sandsynligt ikke står bag massemordet tilbage i # 4, men muligvis kan lede dem vej til morderen og la’ derfor Illyria forhøre ham Schwarzenegger style, (nærmere bestemt fra filmen Commando). Undervejs går det først op for Angel at de vampyrer han leder efter, modsat den tilfangetagende, er en flok hårde nysere og at Connor med vilje har styret ham uden om de værste pga. Angels svækkede tilstand. Conner finder dog snart ud af, at det beslutning var klogere end han forventede, da Illyria taler over sig og afslører at Angel ikke længere er vampyr. Det er tydeligt at den respekt der har været for Angel før hen falder en hel del fra Connor og Gwens side, da de bliver bekendt med hans forvandling til menneske. Ta’ bare Gwens replik her ;
Gwen : ”Nina…take the human home”.
Mens hun forsøger at få Connor tilbage, der er stukket af frustreret og irriteret over Angels stædighed med ikke at ville beskytte sig selv, får Angel øje på en flok vampyrer på et højhus overfor og bliver mistænksom. Downtown viser Gunns møde med slayerne at være et eksperiment, der skal presse Betta George til at udøve sine mentale evner på dem, så Gunn kan få frit spil til at vise sin magt. Man må ikke håbe at Buffy og co. bliver bekendt med de ting Gunn laver her, for så gætter jeg på, at han ved et evt. møde med hende ender som Toru gjorde det i ”Wolfes at The Gate 4”.
Betta George bliver dernæst presset til at skabe en forbindelse ude på den anden side af det magiske skjold, der omkranser L.A. og får fat i et par bekendte på welness centret Mosaic, (det sted kommer i til at høre meget mere om i Spike – Asylum), midt i ødemarken et stykke fra Las Vegas. Kvinden Beck som Betta George har kontaktet kan dog på sin tv-skærm ikke se, at der er noget galt med L.A., der via Wolfram & Harts magi ser ud som normalt for alle andre på den anden side af skjoldet. Gunns forsøg på at skabe kontakt til omverden, viser sig dog blot at være endnu en magtdemonstration fra hans side, da han allerede ved besked om skjoldets virkning og desuden ved besked om hvad hele W & H’s helvedes projekt vil ende med, (bliver spændende at se hvor han har al den viden fra?). Midt i sit praleri er han dog temmelig uopmærksom og opdager alt for sent at Angel, Illyria og Nina har afsløret ham og banden. Er Gunns planer på vej i vasken og hvad stiller en forbløffet Angel op nu? Svarene på disse spørgsmål bliver alle besvaret i # 11, der netop udkommer, as we speak.
Afslutningsvis skal Nick Runge lige ha’ et par kommentarer med på vejen. Stilmæssigt ligger han sig fornemt op af Franco Urru’s stil, men er dog ikke ligeså sikker i sin streg som Urru er, som jeg ser det. Illustrationerne kan måske også godt med jævne mellemrum virke lidt stive i det og mangle den dynamik Urru fik ind over. Men vi snakker om detaljer i småtingsafdelingen, så det er ikke noget jeg vil brokke mig over yderligere. Overordnet set gør Nick Runge sgu et flot stykke arbejde, der gir Brian Lynch historie al den kredit den fortjener. Ser man bort fra den noget ujævne First Night serie, ja så har After The Fall været et særdeles fremragende follow up til sæson 5. Og idéen med at gøre Gunn til hovedskurken har været noget nær en geni streg fra Whedon og Lynch side, der gør plottet mere personligt og dermed vedkommende, end havde det blot været endnu en tilfældig dæmon. Jeg må indrømme, at jeg har været noget skeptisk mht. om Whedon & Lynch ku’ nå at lave en historie, der havde noget at komme med på så forholdsvis få numre som 16. Men det ser sådan ud indtil videre og nu er det faktisk kun en finale med et antiklimaks af dimensioner, der kan ændre på min opfattelse af at serien har været en succes.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Comic-book writer Jeph Loeb was set to executive produce, alongside Joss Whedon and animator Eric Wight, the proposed Buffy animated TV series. While Buffy fans won't be viewing that show anytime soon, Loeb, Wight, and Whedon offer the next best thing -- a comic inspired by the animated series!
Så har fået læst Angel - After The Fall #1-#10 og jeg sammenfatter lige lidt om de to første arcs i weekenden. Men jeg kan allerede sige nu, at jeg er ganske positivt overrasket, selvom First Night-delen til tider virker lidt klumpet.
Det er vel en slags opvarmning/teaser til Jim Kruegers prequel-historie om Shepherd Book, som Whedon har formet historien til. http://splashpage.mtv.com/2008/08/13/in-the-sereni... Der kan den øgede længde og Whedon-indflydelse forhåbentlig hæve niveauet betydeligt.
---
#32 Jeg tror egentligt også, vi får Satsu at se igen - men om hun bliver en speciel vigtig karakter, ved jeg ikke rigtigt. På nuværende tidspunkt står jeg i hvert fald ikke specielt og mangler den udvikling. Mht. "It was one of the best nights of my life." - så er der i mine øjne nok ikke tvivl om, at Buffy holder meget Satsu og finder hende tiltrækkende. Spørgsmålet er nok mere om, der er kærlighed (af typen "like, like") fra Buffys side, hvilket jeg ikke, i hvert fald på nuværende tidspunkt, finder nogen speciel basis for at tro.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Brian Lynch har i sidste måned offentliggjort, at Nick Runge forlader Angel: After The Fall efter det 11. nummer, da han "ikke kan klare arbejdspresset pga. strenge deadlines" (løst oversat). Jeg synes godt nok, at det er lidt svagt at bukke under efter bare tre numre, men der er jo ikke så meget at gøre ved det.
Den nye tegner bliver Stephen Mooney, som har tegnet Kate og Conner-historierne i First Night. Han minder meget om Urru, og nu har jeg efterhånden også vænnet mig til den stil, selvom jeg meget bedre kan lide Jeauntys tegnestil i Buffy Season 8.
Dog må jeg sige, at jeg er imponeret over de billeder, som findes på linket nedenfor.
Længere nede på samme side afslører Lynch, at der er planer om ekstra materiale til hardcoverudgivelsen af First Night for at kompensere for, at der kun er tre numre med i denne udgivelse, og det lyder jo rigtigt godt.
# 39-40: Hmm... Det må jeg også anskaffe mig på et tidspunkt, men pt. går mine "nørdepenge" til Buffy/Angel/Spike-tegneserierne, og så skal jeg også have anskaffet mig tredje sæson af Supernatural. Jeg er også blevet enig med mig selv om, at jeg skal have anskaffet mig Spike: Asylum og Shadow Puppets, selvom jeg generelt er meget stor modstander af historier, som ikke stemmer overens med canon-universet.
# 38: Som altid er jeg helt enig med dig, når det kommer til covervalg.
# 45: Nu har jeg ikke skrevet et review af Serenity: Better Days del 2 og 3 endnu, men selvom jeg er langt mere interesseret i en fortsættelse af 'verset(jeg kan ikke lade være), så er den langt bedre end Those Left Behind, så jeg er ret positivt indstillet overfor Shephard Book-serien
Buffy-Satsu forholdet eller dets betydning var heller ikke noget jeg havde skænket, (nok ligesom mange andre) en tanke før # 11 A Beautyful Sunset og efterfølgende # 12 Wolfes At The Gate part 1-4 og hvis man alene vuderer det ud fra de numre, ja så kan jeg måske godt se, at du synes der ikke skal lægges så stor fokus på det. Grunden til at jeg nu er ret sikker i min sag på, at det forhold vil få en større betydning ikke kun for Buffy men højst sansynligt også for hele plottet, er, (ud over min egen mavefornemmelse/fortolkning), på baggrund af den meta som Stephen T' skrev...
...der samler op på alle de indikationer, der har været på Buffy-Satsu forbindelsen lige fra starten af sæson 8 og frem til # 15.
Jeg synes klart de ting han fremhæver, når man tænker over det retrospektivt, gir mening og er en, som jeg ser det, understregning af at Whedon vil bruge den her kærlighedsdel af plottet til mere end blot et eksperiment. Derfor mener jeg også, at Buffys følelser for Satsu ubetinget er "like, like", trods det at Buffy, som sædvanlig fristes man til at sige, endnu ikke ved hvad hun vil med sit liv fuldt ud. Præcis som hun også har haft det i tv-serien, hvilket Spikes citat om hendes følelser for ham, her fra "Once More With Feeling" vist opsumer ganske glimrende ;
Spike : "The day you suss out what you do want, there'll probably be a parade. Seventy-six bloody trombones."
Om Buffy siger "It was the best night in my life" eller "One of the best night", ser jeg ikke den helt store forskel på. For hvis man tar den sidste sætning , ja så sidestiller hun jo natten med Satsu med både Angel, Riley og Spike og ok på den måde blir Satsu ikke hævet over dem, men hun er dog på fuld højde med deres præstationer og dermed så siger Buffy jo også mellem linierne, at hun elsker Satsu ligeså højt, som de tre mænd hun har haft i sit liv. :)
# 46 -
Hmm, det var nu godt ikke meget fighting spirit, han havde at byde på Nick Runge. Dog er hans farvel nu ikke noget jeg vil fortvivle over på nogen måde, især ikke når der står så solide kræfter klar i kulissen iform af Stephen Mooney. Og billederne fra dit link lover jo godt må man sige. :)
Hvad synes du forøvrigt om Ziyi Zhang i # 38 som Satsu ?
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
# 47: Aldersmæssigt er det i hvert fald noget bedre, men jeg har ikke set noget af det, som hun er med i, så det er lidt svært at have en holdning til det, udover at hun godt kan passe ind i scenen fra # 12:o)
”Over the years, i’ve learned one thing... Before i was sired, After i was sired, Soul or no soul, Every single mistake i’ve ever made was because of a woman. Some i tried to save. Some i tried to kill. Some i tried to save and kill. Not in that order, but...forget sunlight. Forget stakes. The fairer sex is and will always be my achilles heel.”
På en bar downtown i et af L.A’s skumle kvarterer nyder Spike en tall frostie, da han ufrivilligt må afbryde sin hyggestund for at dele øretæver ud og redde en ung smækker kvinde fra at blive dæmonføde. Det viser sig dog hurtigt, at Spike er gået i en fælde og i stedet for et forventet kys som belønning, ender han med at blive hyret af et mystisk ægtepar hvis datter, der er halvt dæmon, er i stor fare på wellness centeret Mosaic. Et sted hvor dæmoner kureres for deres evner, placeret i ingenmandsland et godt stykke ude i ødemarken mellem L.A. og Las Vegas. Spike er ikke meget for at påtage sig den opgave, især sådan et sted, da han stadig lider af traumer oven på sit ufrivillige ophold i The Inniatives laboratorium og takker i første omgang derfor pænt nej tak. Da ægteparret Monahan antyder at de i stedet måske sku’ kontakte Angel, bliver Spike pissed og indvilliger, som en trodsreaktion, i at redde deres datter. Men alt er langtfra så ligetil som det ser ud, hvilket Spike først opdager da det er alt for sent og pludselig befinder han sig nu bag lås og slå på et sted som byder på op til flere makabre hemmeligheder og en dyster forbandelse, der stammer helt tilbage fra den mørke middelalder.
Undervejs sit ophold på Mosaic møder Spike en samling ulige størrelser, bla. via stedets gruppemøder for patienterne, heriblandt den usynlige Biv, Varulven Marv, Ringeldæmonen Anna, pigen Beck med pyrotekniske evner og endelig Betta George, (fisken med de telepatiske evner). Beck og Anna stiftede vi for øvrigt bekendtskab med i # 10 af Angel : After The Fall, hvor Betta George har været med fra start som fast bifigur. Men hvor der findes venskaber findes som reel også fjendskaber og Spike er ikke, kva sin vampire with a soul og dæmonbekæmper status, særlig populær på stedet blandt de mere hårde typer anført af den hærdebrede og frygtindgydende vampyr Wiseau, der hellere end gerne så ham banket til en blodig pøl, havde det ikke lige været fordi bagmanden og ”Asylums” mystiske big bad var imod det, da Spike er en vigtigt brik i hans diabolske end game. Under gruppemødet forsøger Spike i en alliance med Betta George at se, om han via telepati kan lokalisere Monahans datter Ruby og så går det først for alvor op for ham hvorfor han befinder sig hvor han gør, alt imens Beck efterfølgende bliver overfaldet af Wiseau som en bevidst provokation for at få Spike op i det røde felt.
Senere på hospitalsafdelingen bliver Spike først konfronteret med den hårdt sårede Beck og dernæst anklaget af stedets fangevogter, (en slibrig og særdeles ulækker Jabba the hut lignende kæmpeorm, Mae Zinn, der holder alle patienterne i et jerngreb fra at flygte via parasitter i deres ører, som han kan styre med sine tanker), for at ha’ overfaldet hende og dermed få en undskyldning for at uskadeliggøre ham via en makaber ansigtsoperation kaldet ”The Taylor Treatment”, (tro mig når jeg siger, at den operation er pænt klam), som Spike ser udfaldet af på en patient i samme lokale som Beck. Spike tænker dog først og fremmest på hvordan han selv kan undslippe og vælger derfor i første omgang at ignorere Becks tilstand. Da Biv og Betta George kort tid efter forsøger at ta’ hævn over den langt større og stærkere Wiseau i badeafdelingen, genfinder Spike dog, efter Anna har hentet ham, ved synet af de to underdogs imponerende offervilje, sit eget fighterinstinkt og kaster sig frygtløst ind for at beskytte sit nye team klar over, at han med det træk vil få ledelsens blik rettet imod sig.
Spike : ”Hold on a tick, Fabio. Not that i don’t appreciate the entertainment value of a homoerotic prison-style beatdown...but you’ve laid up enough of my support group today”.
I sin celle få øjeblikke efter vagterne har adskilt ham og Wiseau, får Spike et acid flashback til dukkerne fra episoden i Angel - sæson 5 - Smile Time, inden han kommer til sig selv og opdager at han har fået selskab af Biv og Betta George, og sammen forsøger de nu at finde en løsning på at slippe ud fra kurstedet, hvis behandling det efterhånden er gået op for dem er af den knap så behagelige slags. At flygte er dog nemmere sagt end gjort, så hvis de skal ha’ en bare nogenlunde chance på den anden side af murene, må de ha’ hjælp udefra og Betta George foreslår derfor Spike følgende, hvilket leder til en morsom reference om gode gamle Willow.
Betta George : ”Any Chance you know a super-powerfull witch you can woo with your devlish charms to teleport in here and save the day”?
Spike : ”Only witch i know is pretty much immune to anything i have. Besides We're in the midle of nowhere. No one could get here soon enough to play calvary...hold on a tick. Closest town is Las Vegas?”
Jep, redningsplanken skal altså komme i form af Lorne, hvilket Spike dog ikke har den store tro på kan gøre hverken fra eller til. Lorne selv, da han får besked fra Betta George, er heller ikke meget for at sku’ afbryde sine forestillinger i Vegas for at lege superhelt igen, så oddsene er ikke ligefrem fremragende… Spørgsmålet er nu ; kan Lorne kan nå frem i tide, vil det lykkedes for Spike og co. at opklare mysteriet bag forbandelsen på stedet og afsløre the big bad inden det er for sent, og endelig…hvem slipper fra det endelige opgør med livet i behold. Alt det må man selv finde ud af ved at købe Spike – Asylum, der byder på et fantastisk detaljeret og konstant overraskende plot kreeret af Brian Lynch hvis handling og karakterer er sat i en dystert, blodigt og barsk setup, som man sjældent har set før. Fyldt med flere torturscener, traumatiske flashbacks, og en antihelt der må kæmpe med alt hvad han har af blod sved og tårer for at komme ud igen på den anden side med både fysikken og psyken i behold. Det er grumt, det er grimt, det er fandenivoldskhed krydret med knastør humor… og samtidig er det en elegant og nærmest poetisk historie om sammenhold og offervilje ud over alle grænser for at holde balancen mellem det gode og det onde intakt.
I forvejen elsker vi jo Spike fordi han er som han er og den sympati holder Lynch i ave i sådan en grad her, at man efter at ha læst ”Asylum” til ende holder endnu mere af denne charmerende gavtyv, hvilket ikke blot kommer i form af de scener der udstiller hans coolness eller fysiske dueller, men ligeså meget ligger i beskrivelsen af hvorfor han handler som han gør mht. til sit nye team. Spike vil gerne fremstå som en lone wolf, men når det virkelig gælder og de personer han holder af er i fare, ja så er han villig til at ofre alt til fordel for dem. Spike griber som sædvanlig tingene an på sin helt egen improviserende måde, men er når alt kommer til alt i sidste end en team player og det er derfor jeg holder ligeså meget af ham som jeg gør af Buffy.
Spike : ”Time for the asylum to learn what crazy really is...”
Spike : ”I have to admit, hopeless situation or not...this feels outstanding.”
Ud over selve hovedkarakteren har Lynch skabt en flok figurer, der for næsten alles vedkommende i løbet af de 120 sider når at gøre så stort et indtryk, at man ikke kan undgå at holde af dem ; mest af alt Spikes kryptiske cellekammerat den usynlige Biv der, (ku’ man godt kalde ham for, er ”Asylums” og det uofficielle team Spikes comic relief), til de to jeg var mest rørt af, pigen Beck der, (synes jeg er en sød detalje), kalder Spike for William og som om nogen bliver symbolsk på Spikes ”svaghed”, som han selv siger det i starten, der motiverer ham yderligere til at se ud over sin egen næsetip. Og så er der jo selvfølgelig lige Betta George, som der vist ikke er nogen uenighed i tråden om er en besynderlig størrelse og som har været svær at ta’ helt seriøst i After The Fall. I ”Asylum” er det dog en hel anden snak, for her får den tankelæsende George for alvor lov til at folde sig ud som langt mere end pausefisk og er en yderst vigtig brik til at drive handlingen fremad og samtidig blive en slags Giles der har det store overblik på stedet, som Spike senere hen nyder godt af. Man sku’ ikke lige umiddelbart tro at det ku’ la sig gøre, men Lynch formåede at få mig til efterfølgende at ha’ stor respekt for denne mildt sagt kulørte karakter og det er sgu ret god klaret. På skurkesiden er der i ”Asylum” også gjort et fornemt stykke arbejde med op til flere mindeværdige karakterer, ikke mindst den muskuløse og kampivrige håndlanger Wiseau og den slimede fangevogter, kæmpeormen Mah Ziin, hvis perverse fryd over at pine og plage andre på alle måder er afskyvækkende. Han overskygges dog i sidste ende af historiens big bad, som er en udspekuleret og køligt beregnende satan uden sidestykke.
Franco Urru… den mand kan simpelthen ikke få nok rosende ord med på vejen, så derfor er der her ingen grund til at holde tilbage med superlativerne. Jeg har været vild med hans tegnestil lige fra # 1 af After The Fall og er for hvert nummer blevet en lille smule mere imponeret. Med ”Asylum” er min beundring og respekt vokset til nye højder, hvor Urru’s streg er bragende god fra start til slut med så meget nerve og dynamik i hvert enkelt billede, at det gir kuldegysninger på den absolut fedeste måde. Blodigst illustreret ved Spikes traume/Becks overfald, Spikes blodsprøjtene nævekamp med Wiseau i badeafdelingen og torturscenen af hele teamet via big bads magiker, fulgt op af Spikes opgør med Mah Zinn. Urru er dog langt mere end blood & guts, som man kan se i de forskellige flashback scener der oser af detalje og masser af stemning, samt i den måde hvorpå han får karakterernes følelser til at træde i kraft, som den førnævnte torturscene er et mesterligt eksempel på, men som han også formår at gøre i de mere muntre og melankolske scener det umage hold af helte imellem. En karakter som Beck har f.eks. fået en helt speciel plads i mit fan hjerte efter at ha’ fulgt hendes udvikling i ”Asylum”. En fugl Phoenix ku’ man godt kalde hende og en pokkers charmerende en af slagsen vel at mærke.
Spike – Asylum er Lynch og Urru’s absolutte bedste bedrift indtil videre og er en tegneserie som jeg værdsætter mindst ligeså højt som Joss Whedons egen Fray. De er vidt forskellige i både tone og stil, men begge er uomtvistelige mesterværker mht. historie, tegnestil/teknik og måden hvorpå det hele smelter sammen. Når man første gang tager et kig på coveret til ”Asylum” fornemmer man, at der er noget stort i vente her. Det er ikke altid at det så viser sig at være sådan, men det kan man roligt regne med at det gør her… and then some. Vil lige afslutningsvis bemærke at ”Smile Time” flashbacket og Lornes gæsteoptræden har sin årsag for de refererer begge frem mod den efterfølgende grafiske novelle kaldet Spike – Shadow Puppets, som jeg oven på det her mesterlige arbejde fra Lynch & Urru, glæder mig vildt til at se om den kan leve op til. Bagerst i ”Asylum” skal det lige nævnes, at man ud over at finde et lækkert covergalleri, (min favorit er # 5’s cover A – Spike’s Pool of Blood spejlbillede)...
...også får en ekstra feature ved et 6 siders kommentarspor af Lynch, der fremhæver forskellige referencer til både Buffy TVS og Angel tv-serierne, plus mange andre in-jokes til forskellige film samt meget andet. Læg f. eks godt mærke til plakaten og dens tagline i venteværelset hos Mosaic som refererer til et bestemt afsnit i sæson 4 af ”Buffy TVS”. Og kig godt efter de små navnesedler som vampyren Wiseau har klistret på kroppen, som trofæ på dem han har dræbt. Beck er for øvrigt opkaldt efter ingen ringere en Brian Lynch's forlovede og Betta George efter hans yndlingsfisk fra sit akvarium hjemme i stuen. Gør jer selv den tjeneste også at læse de sider her med. Det er både meget informativt og super morsomt.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Ohøj, Buffy fellows! Her lidt mere om Joss Whedons nye serie DollHouse og efterfølgende et interview med James Marsters. Hans kommentarer er ret morsomme at læse. :)
The New Pilot Episode for - Dollhouse :
In this video interview for Fearnet, Joss Whedon explains the difference between the original pilot for his mind-wiped puppet show and the new pilot he's shooting now. (The original pilot will be the second episode.) The new first episode will show Echo (Eliza Dushku) being imprinted with a personality and going on an "assignment," which will wrap up at the end of the episode, thus introducing the premise. The now-second episode will come at the show's premise "sideways" and set up more plot strands. Neither episode shows the characters meeting for the first time, as was the case in the Firefly pilot that got pushed back to become a later episode.
Joss Whedon - About Dollhouse pilot, Buffy TVS - Season 8 and Future Projects :
Whedon : "Have lunch with Eliza and you find yourself promising alot of things you din't expect to." ;)
#41 NightHawk 15 år siden
Angel – After The Fall # 8 : First Night, Part 3 :
http://apps.facebook.com/comicbooks/editions/angel...
Efter endnu en kindhest til den stakkels Betta George i nutiden, tager Brian Lynch, med hjælp fra Fabio Mantovani, hul på sidste kapitel af perioden efter Angel og co’s oprør mod Wolfram & Hart og deres efterfølgende payback fra helvede. I første historie om Gwen bringer Lynch hendes traumer vi så tilbage i tv-serien om intimitet med det modsatte køn kontra sine superevner på banen igen. Da helvede slippes løs mister hun atter kontrollen over dem, (som den moderator hun fik opereret ind i ryggen i sæson 4 ellers hjalp hende med), og Gwen er nu derfor tilbage til status quo med katastrofale konsekvenser til følge for hendes nyeste flirt Naite. Man kan spørge sig selv om hvor interessant den fortælling er, men scenariet er helt i tråd med Wolfram & Harts psykiske tortur af sine modstandere, præcis som det også var tilfældet med f. eks Wesley’s retro watcher look og de negative minder det bragte frem for hans vedkommende.
Gwen der indtil nu har gået og simret, bliver således skruet op på koge punktet og givet motivation pga. sit mord til igen at gå i clinch med W & H, så hun på den måde kan gøre skaden god igen for sin egen mentale tilstands skyld. Ja, de er nogle luskede sataner folkene fra advokatfirmaet, det kommer man ikke uden om. Mantovanis streg virker på mig til at starte med noget uvedkommende og klinisk, men det synes jeg han får rettet op på med de sidste tre sider med hendes sammenbrud og forsøg på genoplivning af Naite, lavet yderst effektfuldt helt uden brug af ord. Til sidst synes Gwen næsten at være ved at miste sig selv, men får styr på sine fragmenterede tanker og sætter kursen mod Angel og co. med et determineret blik i øjnene og en afsluttende monolog, der perfekt går hånd i hånd med et af de evigt tilbagevendende problemer for Whedons helte :
”To not be alone. For a little while. Would A been nice.”
Historien ku’ dog sagtens ha’ været uddybet og gjort langt mere detaljeret, men det har man åbenbart ikke set nogen grund til og har i stedet valgt at bruge de næste sider, indtil den store finale om Gunn, på hvad jeg bedst kan beskrive som venstrehåndsarbejde fa Lynch med Civilians, hvis illustrationer, (minder om noget jeg har set i Mad, af Kevyn Schmidt er så hæslige at se på, at det ikke ku’ gå hurtigt nok for mig med at læse den igennem. Jeg fik nærmest lyst til at rive historien ud af bladet efterfølgende, så dårlig allround er den. Handlingen kort ; en ung sindsforvirret gut der er overbevist om at verden går under inden længe, prøver forgæves at overbevise pigen Alice, den eneste som behandler ham med bare en lille smule respekt, om at han taler sandt.
Da dommedagen pludselig bliver virkelighed, går han helt i selvsving og forstår ikke hvorfor hun ikke deler hans begejstring. Alice flygter og han står nu alene tilbage igen, som han også var det før apokalypsen. Sku’ man forsøge at finde en morale i denne historie, må det være noget i stil med at gribe chancen for kærlighed når den er der, hvilket hovedpersonen bestemt ikke gør her. I stedet la’ han sin fascination af dommedagen overskygge sit eget liv og opdager derfor alt alt for sent, hvad han kunne ha’ haft og efterlader sig selv som en ensom og ulykkelig kriger, hvilket dog, (og det er så også det eneste positive ved denne historie), så går fint i tråd med den whedon’ske heltemyte.
Så kommer der straks mere slagkraft tilbage i Lynch’s, der denne gang har fået selskab af Scott Lipton, sidste historie om Gunn’s turbulente tid oven på det store slag mod Wolfram & Harts tropper.
”I remember...overly friendly vampire telling me to calm down.”
”I remember the alley.”
”I remember the odds.”
”I remember not beating them.”
Hele battlen er flot og forrygende illustreret af en mand hvis imponerende streg kun overgåes af længden på ham, ( Mirco Pierfederici), og hans crew, (Fabio Mantovani og Michele Buscalferris), farverige navne. Kampen afslører både hvorledes dragen, (der jo stammer fra helvedes dimensionen, der blev åbnet i Buffy sæson 5’s finale afsnit The Gift), kommer under Angels dominans og hvordan Gunn bliver forvandlet til vampyr. Hvad der dog er mest interessant her, og som netop er grunden til hans had til Angel og den efterfølgende hævnplan, er at man nu får et indblik i det svigt Gunn har følt efter at være blevet efterladt. Angel ender dermed indirekte med at være skyld i Gunns nye tilstand, hvilket vampyren der forvandlede ham og værgede ham til sit team efterfølgende må ta’ straffen for som en slags substitut for Angel, da Gunn skal ud med sine frustrationer. Og således sørger Lynch for kort men alligevel effektiv, at få samlet trådende for team A’s individuelle eventyr, inden man som læser atter er tilbage i nutiden midt i det store opgør downtown mod de forskellige Demon lords...
#42 NightHawk 15 år siden
Angel – After The Fall # 9 :
http://apps.facebook.com/comicbooks/editions/angel...
”In a split second, Fred is back.”
”A split second later, she’s a target.”
”Reaching her however, seems to take an eternity.”
Ingen indledning er nødvendig så Lynch starter direkte hvor vi slap sidst midt i den drabelige og kaotiske duel. Fred har overtaget Illyrias sind og krop, så Wesley la’ derfor straks sine følelser ta’ over og går omgående i forsvarsposition for hende og glemmer i sit hastværk sin spøgelses tilstand, hvilket er godt set af Lynch, der på den måde understreger hvor meget Fred betyder. Dæmonernes tøven over Wesleys indblanding, gir dernæst Angel og Spike chancen for at overrumple dem, inden de får assistance fra Groo, (en karakter der aldrig imo burde være taget tilbage i ”Angel” regi). Den efterfølgende scene er rigtig god i sin beskrivelse af Spike, der viser tydelig bekymring for både Fred men også Wesley og understreger igen at hans medfølelse og menneskelige træk er holdt ved lige, alt imens Gunn og hans crew må se målet for at nå deres endgame og slippe ud af L.A.s magiske skjold, blive sværere at nå pga. Angel og de andres genfundne team spirit.
Via et objekt kaldet Hagans Shaft får Angel narret samlingen af demon lords til at gå i en fælde og afgør duellen med et enkelt slag, mens Connor, der i et øjeblik tror Angel vil begå selvmord, minder ham om hans betydning som leder og kommer samtidig ind på hans forhold til Gwen, der lider af samme forhindringer som Angel og Buffys hvad intimitet angår. Sejren over The Demon Lords er dog kun en forsmag, for nu bryder helvede først for alvor ud i laksegade i sådan en grad, at Spike må indkalde sin horde af ladywarriors, inkl. den wicca påvirkede mutant Spider, der alle synes at være forblændet af hans charmerende udstråling. Hehe, Spike må elske den her tilbedelse, han har opnået hos sine krigerinder.
”Let’s do this for Spike...All Bloody Hail!”
Mens Gunn filosoferer videre på sit endgame fra sin udkigspost ikke langt derfra, sørger Lorne for at få de almindelige mennesker i sikkerhed og Angel og co. gør deres bedste for at holde helvedes tentakler på behørig afstand. Selv om modstanden er for stor, bliver selve duellen og den efterfølgende retræte alligevel vigtig på sigt, da Angel fornemmer at teamet igen for alvor er samlet som i gamle dage.
”For the first time in a long time, we are reunited.”
”And each one of us want’s to stay and beat helle back into the ground.”
Der kræver dog først en omgruppering og en ny taktik, så hvad er bedre end at søge tilbage til der hvor det hele startede, nemlig Hyperion hotellet, for at samle kræfter. Den efterfølgende scene med Wesley og Fred/Illyria ved hans kiste er ret fascinerende set i forhold til hendes forståelse af den menneskelige sjæl. Noget som aldrig helt blev udforsket nok i sæson 5, men som der forhåbentlig kommer en afklaring på i løbet af de sidste numre. I scenen lige efter er jeg ikke helt klar over, om det er Fred eller Cordelia som Wes prøver at komme i kontakt med i sit forsøg på at løse sin kontakt med Wolfram & Hart. Jeg gætter på sidstnævnte, da hun jo befinder sig på et højere plan selv efter sin død i sæson 5. Interessant er også detaljen ang. Spike’s syn på Illyria’s skifte til Fred, som hun forklarer her :
Illyria : ”Spike doesn’t let it happen. He locks me away when I get weak. He say’s he lost me once, he won’t do it again.”
En kommentar der stammer tilbage fra da Spike, forelsket til op over begge ører, mister Buffy i The Gift og han efterfølgende må nøjes med at se på hende i form af den kunstige Buffy-bot, der konstant minder ham om at han fejlede i sit forsøg på at redde hende og i princippet sit forbillede til at blive mere menneskelig/et bedre menneske. Hvis han ikke kan ha’ the real deal, vil Spike hellere foretrække at undgå øjenkontakt, som med Buffy-bot’en, eller se på den følelseskolde Illyria frem for at blive mindet om Freds engle ansigt. Dermed ikke sagt at Spike har været forelsket i Fred for det har han aldrig, men hun har, som jeg også har skrevet way back i en tråd far far away, ligesom Buffy haft troen på, at han ku ændre sig til det bedre og deraf kommer forbindelsen imellem de to kvinder i Spikes liv.
Trods det at Illyria ikke vil vedkende sin menneskelige underbevidsthed, ja så taler det afsluttende billede vist helt for sig selv i direkte modstrid med tidligere ytringer fra hende. Et billede der også vækker minder direkte tilbage til finalen i sæson 5’s Not Fade Away.
#43 NightHawk 15 år siden
Angel – After The Fall # 10 :
http://apps.facebook.com/comicbooks/editions/angel...
Da jeg åbnede # 10 og så den første side var jeg lige ved sukke højlydt, men blev heldigvis kort efter klar over, at det kun var en drømmesekvens lavet i samme superhelte stil, som man kender det fra 70’erne/80’erne. Ikke just kønt at se på men indholdsmæssig ganske interessant ved det, at den klart udtrykker Angels manglende selvværd i forhold til Spike, hvis superevner jo stadig er intakte, og hans bekymring for om Connor nu stadig vil respektere ham som almindelig dødelig. I skærende kontrast fra de lyse farver, vågner Angel træt og lettere depri op med Nina vogtende over ham i det gustne og dunkle soveværelse på Hyperion og ser fra sit vindue L.A. dækket af sne. Bortset fra det mere romantiske aspekt af nyfalden sne har dette fænomen i Whedons univers sin helt egen symbolik, som vi første gang stifter bekendtskab med tilbage i Amends og senere igen i sæson 3 af Angel, afsnit 18 The Prize, med Cordelias gave, snekuglen, der netop refererer tilbage til forrige eksempel.
Angel : "I dont know why i gave him this. It's silly you know. It never snows in California".
Cordelia : "It did once".
Betydningen af sne i det ellers varme klima skal derfor ses som en form for mirakel eller et tegn på et kommende mirakel. Og her i # 10 er det jo ekstra tydeligt, hvis man tager ordsproget ”Until hell freezes over”. med i betragtning.
Mens Angel beslutter sig for at teamet tager en runde i byen for at holde diverse angreb nede og lokalbefolkningen nogenlunde sikker, bliver Spike udvalgt som Illyrias værge og får sig en snak med Wesley om hendes situation. Downtown har Gunn slæbt Betta George, (der langt om længe får lov til at vise, at han kan andet end at være fiskens svar på Buddha), med til en konfrontation mod de slayers han opfangede ved sin tankelæsning af Gunns håndlanger tidligere. Andetsteds finder Angel, Connor, Gwen og Illyria med hjælp fra dragen frem til en bande vampyrer og deres leder, der mild sagt ikke har meget bid i sig. Angel fornemmer at han højst sandsynligt ikke står bag massemordet tilbage i # 4, men muligvis kan lede dem vej til morderen og la’ derfor Illyria forhøre ham Schwarzenegger style, (nærmere bestemt fra filmen Commando). Undervejs går det først op for Angel at de vampyrer han leder efter, modsat den tilfangetagende, er en flok hårde nysere og at Connor med vilje har styret ham uden om de værste pga. Angels svækkede tilstand. Conner finder dog snart ud af, at det beslutning var klogere end han forventede, da Illyria taler over sig og afslører at Angel ikke længere er vampyr. Det er tydeligt at den respekt der har været for Angel før hen falder en hel del fra Connor og Gwens side, da de bliver bekendt med hans forvandling til menneske. Ta’ bare Gwens replik her ;
Gwen : ”Nina…take the human home”.
Mens hun forsøger at få Connor tilbage, der er stukket af frustreret og irriteret over Angels stædighed med ikke at ville beskytte sig selv, får Angel øje på en flok vampyrer på et højhus overfor og bliver mistænksom. Downtown viser Gunns møde med slayerne at være et eksperiment, der skal presse Betta George til at udøve sine mentale evner på dem, så Gunn kan få frit spil til at vise sin magt. Man må ikke håbe at Buffy og co. bliver bekendt med de ting Gunn laver her, for så gætter jeg på, at han ved et evt. møde med hende ender som Toru gjorde det i ”Wolfes at The Gate 4”.
Betta George bliver dernæst presset til at skabe en forbindelse ude på den anden side af det magiske skjold, der omkranser L.A. og får fat i et par bekendte på welness centret Mosaic, (det sted kommer i til at høre meget mere om i Spike – Asylum), midt i ødemarken et stykke fra Las Vegas. Kvinden Beck som Betta George har kontaktet kan dog på sin tv-skærm ikke se, at der er noget galt med L.A., der via Wolfram & Harts magi ser ud som normalt for alle andre på den anden side af skjoldet. Gunns forsøg på at skabe kontakt til omverden, viser sig dog blot at være endnu en magtdemonstration fra hans side, da han allerede ved besked om skjoldets virkning og desuden ved besked om hvad hele W & H’s helvedes projekt vil ende med, (bliver spændende at se hvor han har al den viden fra?). Midt i sit praleri er han dog temmelig uopmærksom og opdager alt for sent at Angel, Illyria og Nina har afsløret ham og banden. Er Gunns planer på vej i vasken og hvad stiller en forbløffet Angel op nu? Svarene på disse spørgsmål bliver alle besvaret i # 11, der netop udkommer, as we speak.
http://bloglynch.blogspot.com/2008/08/angel-11-and...
Afslutningsvis skal Nick Runge lige ha’ et par kommentarer med på vejen. Stilmæssigt ligger han sig fornemt op af Franco Urru’s stil, men er dog ikke ligeså sikker i sin streg som Urru er, som jeg ser det. Illustrationerne kan måske også godt med jævne mellemrum virke lidt stive i det og mangle den dynamik Urru fik ind over. Men vi snakker om detaljer i småtingsafdelingen, så det er ikke noget jeg vil brokke mig over yderligere. Overordnet set gør Nick Runge sgu et flot stykke arbejde, der gir Brian Lynch historie al den kredit den fortjener. Ser man bort fra den noget ujævne First Night serie, ja så har After The Fall været et særdeles fremragende follow up til sæson 5. Og idéen med at gøre Gunn til hovedskurken har været noget nær en geni streg fra Whedon og Lynch side, der gør plottet mere personligt og dermed vedkommende, end havde det blot været endnu en tilfældig dæmon. Jeg må indrømme, at jeg har været noget skeptisk mht. om Whedon & Lynch ku’ nå at lave en historie, der havde noget at komme med på så forholdsvis få numre som 16. Men det ser sådan ud indtil videre og nu er det faktisk kun en finale med et antiklimaks af dimensioner, der kan ændre på min opfattelse af at serien har været en succes.
#44 NightHawk 15 år siden
http://www.comicscontinuum.com/stories/0808/11/buf...
Lidt yderligere Joss Whedon guf :
Felicia Day's final Dr. Horrible Interview :
http://doctorhorrible.net/exclusive-final-felicia-...
DollHouse Comic-Con video :
http://www.fox.com/futurefox/blogs/index.php/2008/...
Joss Whedon about his lost Batman reboot :
http://splashpage.mtv.com/2008/08/11/joss-whedon-t...
Den version her ville jeg sgu godt ha' set. :)
#45 rockysds 15 år siden
---
Online Serenity-tegneserie: The Other Half - http://myspace.com/darkhorsepresents?issuenum=13&a...
Den lider dog desværre under ikke at være særlig interessant eller god. :|
Det er vel en slags opvarmning/teaser til Jim Kruegers prequel-historie om Shepherd Book, som Whedon har formet historien til.
http://splashpage.mtv.com/2008/08/13/in-the-sereni...
Der kan den øgede længde og Whedon-indflydelse forhåbentlig hæve niveauet betydeligt.
---
#32
Jeg tror egentligt også, vi får Satsu at se igen - men om hun bliver en speciel vigtig karakter, ved jeg ikke rigtigt. På nuværende tidspunkt står jeg i hvert fald ikke specielt og mangler den udvikling.
Mht. "It was one of the best nights of my life." - så er der i mine øjne nok ikke tvivl om, at Buffy holder meget Satsu og finder hende tiltrækkende. Spørgsmålet er nok mere om, der er kærlighed (af typen "like, like") fra Buffys side, hvilket jeg ikke, i hvert fald på nuværende tidspunkt, finder nogen speciel basis for at tro.
#46 Slettet Bruger [2495802190] 15 år siden
Den nye tegner bliver Stephen Mooney, som har tegnet Kate og Conner-historierne i First Night. Han minder meget om Urru, og nu har jeg efterhånden også vænnet mig til den stil, selvom jeg meget bedre kan lide Jeauntys tegnestil i Buffy Season 8.
Dog må jeg sige, at jeg er imponeret over de billeder, som findes på linket nedenfor.
http://bloglynch.blogspot.com/2008_07_01_archive.h...
Længere nede på samme side afslører Lynch, at der er planer om ekstra materiale til hardcoverudgivelsen af First Night for at kompensere for, at der kun er tre numre med i denne udgivelse, og det lyder jo rigtigt godt.
# 39-40: Hmm... Det må jeg også anskaffe mig på et tidspunkt, men pt. går mine "nørdepenge" til Buffy/Angel/Spike-tegneserierne, og så skal jeg også have anskaffet mig tredje sæson af Supernatural. Jeg er også blevet enig med mig selv om, at jeg skal have anskaffet mig Spike: Asylum og Shadow Puppets, selvom jeg generelt er meget stor modstander af historier, som ikke stemmer overens med canon-universet.
# 38: Som altid er jeg helt enig med dig, når det kommer til covervalg.
# 45: Nu har jeg ikke skrevet et review af Serenity: Better Days del 2 og 3 endnu, men selvom jeg er langt mere interesseret i en fortsættelse af 'verset(jeg kan ikke lade være), så er den langt bedre end Those Left Behind, så jeg er ret positivt indstillet overfor Shephard Book-serien
#47 NightHawk 15 år siden
Buffy-Satsu forholdet eller dets betydning var heller ikke noget jeg havde skænket, (nok ligesom mange andre) en tanke før # 11 A Beautyful Sunset og efterfølgende # 12 Wolfes At The Gate part 1-4 og hvis man alene vuderer det ud fra de numre, ja så kan jeg måske godt se, at du synes der ikke skal lægges så stor fokus på det. Grunden til at jeg nu er ret sikker i min sag på, at det forhold vil få en større betydning ikke kun for Buffy men højst sansynligt også for hele plottet, er, (ud over min egen mavefornemmelse/fortolkning), på baggrund af den meta som Stephen T' skrev...
http://stormwreath.livejournal.com/41278.html
...der samler op på alle de indikationer, der har været på Buffy-Satsu forbindelsen lige fra starten af sæson 8 og frem til # 15.
Jeg synes klart de ting han fremhæver, når man tænker over det retrospektivt, gir mening og er en, som jeg ser det, understregning af at Whedon vil bruge den her kærlighedsdel af plottet til mere end blot et eksperiment. Derfor mener jeg også, at Buffys følelser for Satsu ubetinget er "like, like", trods det at Buffy, som sædvanlig fristes man til at sige, endnu ikke ved hvad hun vil med sit liv fuldt ud. Præcis som hun også har haft det i tv-serien, hvilket Spikes citat om hendes følelser for ham, her fra "Once More With Feeling" vist opsumer ganske glimrende ;
Spike : "The day you suss out what you do want, there'll probably be a parade. Seventy-six bloody trombones."
Om Buffy siger "It was the best night in my life" eller "One of the best night", ser jeg ikke den helt store forskel på. For hvis man tar den sidste sætning , ja så sidestiller hun jo natten med Satsu med både Angel, Riley og Spike og ok på den måde blir Satsu ikke hævet over dem, men hun er dog på fuld højde med deres præstationer og dermed så siger Buffy jo også mellem linierne, at hun elsker Satsu ligeså højt, som de tre mænd hun har haft i sit liv. :)
# 46 -
Hmm, det var nu godt ikke meget fighting spirit, han havde at byde på Nick Runge. Dog er hans farvel nu ikke noget jeg vil fortvivle over på nogen måde, især ikke når der står så solide kræfter klar i kulissen iform af Stephen Mooney. Og billederne fra dit link lover jo godt må man sige. :)
Hvad synes du forøvrigt om Ziyi Zhang i # 38 som Satsu ?
#48 Slettet Bruger [2495802190] 15 år siden
#49 NightHawk 15 år siden
Spike – Asylum : 120 sider, skrevet af Brian Lynch og tegnet af Franco Urru
http://www.idwpublishing.com/titles/spike/svd/Spik...
”Over the years, i’ve learned one thing...
Before i was sired,
After i was sired,
Soul or no soul,
Every single mistake i’ve ever made was because of a woman.
Some i tried to save.
Some i tried to kill.
Some i tried to save and kill.
Not in that order, but...forget sunlight. Forget stakes.
The fairer sex is and will always be my achilles heel.”
http://www.brokenfrontier.com/img/2006/aug/spikeas...
http://www.brokenfrontier.com/img/2006/aug/spikeas...
http://www.brokenfrontier.com/img/2006/aug/spikeas...
På en bar downtown i et af L.A’s skumle kvarterer nyder Spike en tall frostie, da han ufrivilligt må afbryde sin hyggestund for at dele øretæver ud og redde en ung smækker kvinde fra at blive dæmonføde. Det viser sig dog hurtigt, at Spike er gået i en fælde og i stedet for et forventet kys som belønning, ender han med at blive hyret af et mystisk ægtepar hvis datter, der er halvt dæmon, er i stor fare på wellness centeret Mosaic. Et sted hvor dæmoner kureres for deres evner, placeret i ingenmandsland et godt stykke ude i ødemarken mellem L.A. og Las Vegas. Spike er ikke meget for at påtage sig den opgave, især sådan et sted, da han stadig lider af traumer oven på sit ufrivillige ophold i The Inniatives laboratorium og takker i første omgang derfor pænt nej tak. Da ægteparret Monahan antyder at de i stedet måske sku’ kontakte Angel, bliver Spike pissed og indvilliger, som en trodsreaktion, i at redde deres datter. Men alt er langtfra så ligetil som det ser ud, hvilket Spike først opdager da det er alt for sent og pludselig befinder han sig nu bag lås og slå på et sted som byder på op til flere makabre hemmeligheder og en dyster forbandelse, der stammer helt tilbage fra den mørke middelalder.
Undervejs sit ophold på Mosaic møder Spike en samling ulige størrelser, bla. via stedets gruppemøder for patienterne, heriblandt den usynlige Biv, Varulven Marv, Ringeldæmonen Anna, pigen Beck med pyrotekniske evner og endelig Betta George, (fisken med de telepatiske evner). Beck og Anna stiftede vi for øvrigt bekendtskab med i # 10 af Angel : After The Fall, hvor Betta George har været med fra start som fast bifigur. Men hvor der findes venskaber findes som reel også fjendskaber og Spike er ikke, kva sin vampire with a soul og dæmonbekæmper status, særlig populær på stedet blandt de mere hårde typer anført af den hærdebrede og frygtindgydende vampyr Wiseau, der hellere end gerne så ham banket til en blodig pøl, havde det ikke lige været fordi bagmanden og ”Asylums” mystiske big bad var imod det, da Spike er en vigtigt brik i hans diabolske end game. Under gruppemødet forsøger Spike i en alliance med Betta George at se, om han via telepati kan lokalisere Monahans datter Ruby og så går det først for alvor op for ham hvorfor han befinder sig hvor han gør, alt imens Beck efterfølgende bliver overfaldet af Wiseau som en bevidst provokation for at få Spike op i det røde felt.
Senere på hospitalsafdelingen bliver Spike først konfronteret med den hårdt sårede Beck og dernæst anklaget af stedets fangevogter, (en slibrig og særdeles ulækker Jabba the hut lignende kæmpeorm, Mae Zinn, der holder alle patienterne i et jerngreb fra at flygte via parasitter i deres ører, som han kan styre med sine tanker), for at ha’ overfaldet hende og dermed få en undskyldning for at uskadeliggøre ham via en makaber ansigtsoperation kaldet ”The Taylor Treatment”, (tro mig når jeg siger, at den operation er pænt klam), som Spike ser udfaldet af på en patient i samme lokale som Beck. Spike tænker dog først og fremmest på hvordan han selv kan undslippe og vælger derfor i første omgang at ignorere Becks tilstand. Da Biv og Betta George kort tid efter forsøger at ta’ hævn over den langt større og stærkere Wiseau i badeafdelingen, genfinder Spike dog, efter Anna har hentet ham, ved synet af de to underdogs imponerende offervilje, sit eget fighterinstinkt og kaster sig frygtløst ind for at beskytte sit nye team klar over, at han med det træk vil få ledelsens blik rettet imod sig.
Spike : ”Hold on a tick, Fabio. Not that i don’t appreciate the entertainment value of a homoerotic prison-style beatdown...but you’ve laid up enough of my support group today”.
I sin celle få øjeblikke efter vagterne har adskilt ham og Wiseau, får Spike et acid flashback til dukkerne fra episoden i Angel - sæson 5 - Smile Time, inden han kommer til sig selv og opdager at han har fået selskab af Biv og Betta George, og sammen forsøger de nu at finde en løsning på at slippe ud fra kurstedet, hvis behandling det efterhånden er gået op for dem er af den knap så behagelige slags. At flygte er dog nemmere sagt end gjort, så hvis de skal ha’ en bare nogenlunde chance på den anden side af murene, må de ha’ hjælp udefra og Betta George foreslår derfor Spike følgende, hvilket leder til en morsom reference om gode gamle Willow.
Betta George : ”Any Chance you know a super-powerfull witch you can woo with your devlish charms to teleport in here and save the day”?
Spike : ”Only witch i know is pretty much immune to anything i have. Besides We're in the midle of nowhere. No one could get here soon enough to play calvary...hold on a tick. Closest town is Las Vegas?”
Jep, redningsplanken skal altså komme i form af Lorne, hvilket Spike dog ikke har den store tro på kan gøre hverken fra eller til. Lorne selv, da han får besked fra Betta George, er heller ikke meget for at sku’ afbryde sine forestillinger i Vegas for at lege superhelt igen, så oddsene er ikke ligefrem fremragende… Spørgsmålet er nu ; kan Lorne kan nå frem i tide, vil det lykkedes for Spike og co. at opklare mysteriet bag forbandelsen på stedet og afsløre the big bad inden det er for sent, og endelig…hvem slipper fra det endelige opgør med livet i behold. Alt det må man selv finde ud af ved at købe Spike – Asylum, der byder på et fantastisk detaljeret og konstant overraskende plot kreeret af Brian Lynch hvis handling og karakterer er sat i en dystert, blodigt og barsk setup, som man sjældent har set før. Fyldt med flere torturscener, traumatiske flashbacks, og en antihelt der må kæmpe med alt hvad han har af blod sved og tårer for at komme ud igen på den anden side med både fysikken og psyken i behold. Det er grumt, det er grimt, det er fandenivoldskhed krydret med knastør humor… og samtidig er det en elegant og nærmest poetisk historie om sammenhold og offervilje ud over alle grænser for at holde balancen mellem det gode og det onde intakt.
I forvejen elsker vi jo Spike fordi han er som han er og den sympati holder Lynch i ave i sådan en grad her, at man efter at ha læst ”Asylum” til ende holder endnu mere af denne charmerende gavtyv, hvilket ikke blot kommer i form af de scener der udstiller hans coolness eller fysiske dueller, men ligeså meget ligger i beskrivelsen af hvorfor han handler som han gør mht. til sit nye team. Spike vil gerne fremstå som en lone wolf, men når det virkelig gælder og de personer han holder af er i fare, ja så er han villig til at ofre alt til fordel for dem. Spike griber som sædvanlig tingene an på sin helt egen improviserende måde, men er når alt kommer til alt i sidste end en team player og det er derfor jeg holder ligeså meget af ham som jeg gør af Buffy.
Spike : ”Time for the asylum to learn what crazy really is...”
Spike : ”I have to admit, hopeless situation or not...this feels outstanding.”
Ud over selve hovedkarakteren har Lynch skabt en flok figurer, der for næsten alles vedkommende i løbet af de 120 sider når at gøre så stort et indtryk, at man ikke kan undgå at holde af dem ; mest af alt Spikes kryptiske cellekammerat den usynlige Biv der, (ku’ man godt kalde ham for, er ”Asylums” og det uofficielle team Spikes comic relief), til de to jeg var mest rørt af, pigen Beck der, (synes jeg er en sød detalje), kalder Spike for William og som om nogen bliver symbolsk på Spikes ”svaghed”, som han selv siger det i starten, der motiverer ham yderligere til at se ud over sin egen næsetip. Og så er der jo selvfølgelig lige Betta George, som der vist ikke er nogen uenighed i tråden om er en besynderlig størrelse og som har været svær at ta’ helt seriøst i After The Fall. I ”Asylum” er det dog en hel anden snak, for her får den tankelæsende George for alvor lov til at folde sig ud som langt mere end pausefisk og er en yderst vigtig brik til at drive handlingen fremad og samtidig blive en slags Giles der har det store overblik på stedet, som Spike senere hen nyder godt af. Man sku’ ikke lige umiddelbart tro at det ku’ la sig gøre, men Lynch formåede at få mig til efterfølgende at ha’ stor respekt for denne mildt sagt kulørte karakter og det er sgu ret god klaret. På skurkesiden er der i ”Asylum” også gjort et fornemt stykke arbejde med op til flere mindeværdige karakterer, ikke mindst den muskuløse og kampivrige håndlanger Wiseau og den slimede fangevogter, kæmpeormen Mah Ziin, hvis perverse fryd over at pine og plage andre på alle måder er afskyvækkende. Han overskygges dog i sidste ende af historiens big bad, som er en udspekuleret og køligt beregnende satan uden sidestykke.
Franco Urru… den mand kan simpelthen ikke få nok rosende ord med på vejen, så derfor er der her ingen grund til at holde tilbage med superlativerne. Jeg har været vild med hans tegnestil lige fra # 1 af After The Fall og er for hvert nummer blevet en lille smule mere imponeret. Med ”Asylum” er min beundring og respekt vokset til nye højder, hvor Urru’s streg er bragende god fra start til slut med så meget nerve og dynamik i hvert enkelt billede, at det gir kuldegysninger på den absolut fedeste måde. Blodigst illustreret ved Spikes traume/Becks overfald, Spikes blodsprøjtene nævekamp med Wiseau i badeafdelingen og torturscenen af hele teamet via big bads magiker, fulgt op af Spikes opgør med Mah Zinn. Urru er dog langt mere end blood & guts, som man kan se i de forskellige flashback scener der oser af detalje og masser af stemning, samt i den måde hvorpå han får karakterernes følelser til at træde i kraft, som den førnævnte torturscene er et mesterligt eksempel på, men som han også formår at gøre i de mere muntre og melankolske scener det umage hold af helte imellem. En karakter som Beck har f.eks. fået en helt speciel plads i mit fan hjerte efter at ha’ fulgt hendes udvikling i ”Asylum”. En fugl Phoenix ku’ man godt kalde hende og en pokkers charmerende en af slagsen vel at mærke.
Spike – Asylum er Lynch og Urru’s absolutte bedste bedrift indtil videre og er en tegneserie som jeg værdsætter mindst ligeså højt som Joss Whedons egen Fray. De er vidt forskellige i både tone og stil, men begge er uomtvistelige mesterværker mht. historie, tegnestil/teknik og måden hvorpå det hele smelter sammen. Når man første gang tager et kig på coveret til ”Asylum” fornemmer man, at der er noget stort i vente her. Det er ikke altid at det så viser sig at være sådan, men det kan man roligt regne med at det gør her… and then some. Vil lige afslutningsvis bemærke at ”Smile Time” flashbacket og Lornes gæsteoptræden har sin årsag for de refererer begge frem mod den efterfølgende grafiske novelle kaldet Spike – Shadow Puppets, som jeg oven på det her mesterlige arbejde fra Lynch & Urru, glæder mig vildt til at se om den kan leve op til. Bagerst i ”Asylum” skal det lige nævnes, at man ud over at finde et lækkert covergalleri, (min favorit er # 5’s cover A – Spike’s Pool of Blood spejlbillede)...
http://www.dustcatchers.com/comics/spike/asylum4a....
...også får en ekstra feature ved et 6 siders kommentarspor af Lynch, der fremhæver forskellige referencer til både Buffy TVS og Angel tv-serierne, plus mange andre in-jokes til forskellige film samt meget andet. Læg f. eks godt mærke til plakaten og dens tagline i venteværelset hos Mosaic som refererer til et bestemt afsnit i sæson 4 af ”Buffy TVS”. Og kig godt efter de små navnesedler som vampyren Wiseau har klistret på kroppen, som trofæ på dem han har dræbt. Beck er for øvrigt opkaldt efter ingen ringere en Brian Lynch's forlovede og Betta George efter hans yndlingsfisk fra sit akvarium hjemme i stuen. Gør jer selv den tjeneste også at læse de sider her med. Det er både meget informativt og super morsomt.
#50 NightHawk 15 år siden
The New Pilot Episode for - Dollhouse :
Joss Whedon - About Dollhouse pilot, Buffy TVS - Season 8 and Future Projects :
Whedon : "Have lunch with Eliza and you find yourself promising alot of things you din't expect to." ;)
Dollhouse...Once More With a Creepy Feeling :
http://io9.com/5034351/joss-whedons-dollhouse-is-e...
Interview with James Marsters :
http://www.jamesmarsters.com/qanda.shtml