Forrige Tråd ; Angel & Buffy – Part 3 : Hearts of Darkness

http://filmz.dk/forum/item/30331/#first


Advarsel! Indeholder Spoilers.

Go Ask Malice : The Diary of Faith Lehane – Part IV :

”Your destiny awaits! Its the kind of thing I’ve been waiting to hear all my life, something, anything other than YOU’RE WORTHLESS or WASTE OF SPACE or LOSER or FREAK or SLUT. I dreamed of being part of something bigger, outside of myself and my head and my thoughts, doing something good with my life. So why am I so freaked out about it”?

25 marts.

Faith kan ikke helt få tingene til at hænge sammen mere og ved ikke hvad hun skal mene om den mystiske ældre kvinde, der præsentere sig selv som professor Diana Dormer fra Harvard University. Faith ved dog samtidig at hun ikke har så mange andre muligheder og følger modvilligt med. På vej væk i Porshen fortsætter Dormer sine kryptiske bemærkninger om skæbne osv. og Faith erfare samtidig at professoren i al hemmelighed har sørget for hendes ophold på det dyre Belmont frem for på et mindre velfungerende hospital. Pludselig bliver Faith mistænksom på om Dormer mon er en perverso der er til unge piger og kommer til at fornærme hende så groft, at hun er tæt på at blive smidt ud af bilen midt i aftenkulden. Dormer besinder sig og resten af vejen mod hendes mansion i Cambridge er der total tavshed. Da de senere ankommer der til bliver Faith vist ind af den store dør og bliver straks mødt af et imponerende syn i form af et gigantisk bibliotek i lyset fra en ligeså storladen lysekrone. Dormer ber hende dernæst ta' plads ved et bord i midten dækket af bøger, dokumenter og diverse skrifter og sæter sig for at ville forklare om hvorfor hun har taget hende under sine vinger, at hun for øvrigt er professor i folklore og mytologi og at hendes hjem nu også er Faiths. Hendes virke på universitetet er dog kun et dække for hendes rigtige job som repræsentant for vogternes råd i England, der er sat til at vejlede unge kvinder med superevner i kampen mod mørkets kræfter heriblandt alle arter af dæmoner der tidligere kontrollerede verden. For at bekæmpe disse dæmoner blev en kriger skabt til at forsvare de gode kræfter og Faith er altså en af disse udvalgte...en såkaldt slayer.

Faith bliver straks helt vild i varmen over at være noget speciel, en kickass vampire hunter, og så må Dormer forklare hende, at hun indtil videre kun er en potentiel slayer som en hel del andre piger, der også står på spring til at blive den udvalgte slayer, men at hun nu skal trænes op til og lære sine evner at kende i det tilfælde af, at den øjeblikkelige slayer dør og hun bliver uvalgt til at ta’ over. Faith synes det lyder cool nok, selv om hun ikke er meget for at studere i bøger og fortæller så om hendes oplevelse på loftet hos familien Jones. Dormer bliver noget chokeret men også imponeret over at hun allerede har stået ansigt til ansigt med de udøde og vundet uden nogen træning og gør hende det derefter klart, at selv om hun måske aldrig bliver udvalgt er hendes pligt overfor menneskeheden at stå til rådighed. Faith bliver noget overrumplet af presset og har i det hele taget svært ved at sku’ acceptere disse store krav, da hun modsat føler ingen nogensinde har gjort noget for hende. Dormer tror dog nok på hende til at hun er sikker på, ved hårdt arbejde naturligvis, at ku’ gi’ Faith en mening med sit liv.

Dormer : ”So what do you say”.

Faith : “hmm...I’m, in”.

Dormer : “Let the adventure begin“.

Et par dage efter da Faith har vænnet sig til de nye omgivelser, blir hun sendt i byen for at købe nyt kluns af Dormer og ser straks sit snit til at købe noget foxy læderoutfit, der får de tweed klædte elever på Harvard til at måbe i fortvivlelse over hvor hot hun er. En uge efter med hård træning bliver Faith sendt af sted til en martial arts skole for at udvikle sine evner, da Dormer slet ikke kan følge trit med sin elevs tempo og fysik. Faith forklare at det er pga. sit hårde liv i Boston, at hun har lært at slå fra sig. De efterfølgende uger står den på professorens faste skema og Faith gør alt hvad hun kan for at leve op til den nye chance i livet hun har fået. Men så lige som alt synes at være perfekt, vender hendes mareridt tilbage og Faith finder nu sig selv som fange ført ind i en dunkel tunnel af zombiekvinderne Maneads bundet på hænder og fødder. Stanken af rådne lig er næsten ved at kvæle hende og Faith er efterhånden i tvivl om, fordi lugten er så markant, hun sover eller er vågen. Kort efter ankommer de til et par vagter ved en enorm jernport og da de åbner den er stanken så fæl, at hun næsten besvimer inden de når frem til, hvad der bedst kan beskrives som et offersted. Faith prøver at skrige men forgæves og alt imens loftet med dets spidse sten sænker sig mod hendes krop, hører hun den samme rituelle sang om og om igen. Seancen bliver brat afbrudt, da maneadernes leder beordre dem til at kaste Faith for sine fødder og kalder hende så noget mystisk for sin datter…

Da en af maneaderne tager kluden fra Faiths mund, ser hun at den ligesom alle de andre bære den samme barbwire tatovering fra tidligere og kommer pludselig i tanke om Alex, som hun frygter det værste for, inden lederen, hvis ben og fødder er dyrelignende, trækker hende til sig og fortæller at hun befinder sig i hjemlige omgivelser og at han er hendes fader. I samme sekund vågner hun op og befinder sig atter i Dormers hus liggende på sit badeværelse og daffer så tilbage til sit værelse der emmer af al den hygge og tryghed hun aldrig før har haft. Næste dag er Faith dog så småt begyndt at blive irriteret over at ha’ næsen begravet i diverse skrifter og dæmonbøger frem for at ku’ bruge al sin energi på at udele tørre tæsk. Mens Dormer roder rundt i pejsen i biblioteket den efterfølgende aften for at få mere fut i ilden, tager Faith mod til sig og spørger hvad en manead egentlig er og Dormer forklare at de var en blodig og hærgende kult/trofaste følgerne af guden Baccarus stammende fra græsk mytologi, der forførte mænd, rev dem fra hinanden og tog deres kvinder som nye medlemmer. Dormer fortæller videre at de bedre er kendt som Bakkahie og at de i tidernes morgen selv var mennesker og derfor ikke teknisk set er en del af dæmonologien. Faith bliver nød til at vide om legenden virkelig er sket, eller blot er røverhistorier og Dormer forklare noget kryptisk at det er en blanding af begge dele skabt for at ku holde folk gennem tiderne til en bestemt tro, og rækker så Faith en bog om mytologi, så hun kan blive helt opdateret. Dormer undrer sig over hendes pludselige interesse, men Faith føler sig stadig ikke klar til at fortælle hvor den stammer fra og frygter at blive sendt tilbage til Belmont, hvis hun fortæller om sine drømme og tvivler samtidig på, om hun overhovet er værdig til at blive en slayer i sidste ende.

Dagen efter i træningslokalerne i dojoen i Sommerville stiger selvtilliden dog en hel del, da Faiths træner, sensei Kanno, roser hende for sin råstyrke og fightervilje. En uge senere da professor Dormer er på loftet efter en stak bøger, ringer telefonen og da Faith tager den er det socialrådgiveren V der vil høre hvordan hun har det, men som også har kedelig nyt om at Faiths mor er fundet død og at begravelsen er sat til næste dag. Faith går i chok og holder røret i hånden, ligesom Dormer kommer ind i værelset. Da hun hører hvem det er der har ringet, bliver hun straks formanende om at det er imod rådets regler at ha' kontakt udefra, men Faith hører intet af det og tænker i stedet tilbage på sin hæslige barndom, sin mors svigt og det sidste rædsomme billede af hende som luder i Combat Zone. Faith hader sin mor endnu mere end før, fordi hun trods alt også midt i alle de dårlige minder kommer i tanke om de få gode stunder. Dagen efter vender mareridtet tilbage og Faith bliver nu slæbt videre af maneadrerne igennem en tunnel og smidt i et fangehul hvor hun brækker sin ene arm i faldet, alt imens rummet pludselig bliver helt mørkt og en stemme som troner at hun skal dø, da hun pludselig fra cellen ved siden af, hører en stemme der advarer hende mod at kæmpe imod overmagten. Da Faith får slæbt sig helt hen til væggen, erfarer hun at kvindens, ved side af, landsby blev udraderet af maneaderne og at alle undtagen hende af de andre tilfangetagne kvinder er døde under lederens, som umuligt kan være et menneske, grumme hænder. Faith forklare han nok er vampyr og at de andre af den grund helt sikkert er døde, men kvinden forklare at de i stedet blir voldtaget og omvendt til at blive maneads.

Kvinden fortæller Faith at hun først under sit fangeophold ønskede at hun ville blive befriet, siden hen dræbt men nu, at der kun er hævnfølelse tilbage. I samme sekund vågner Faith op badet i sved kun med et ord i tankerne…hævn. Dagen efter vælger Faith at blive væk fra sin mors begravelse og sidder nu og spekulere over sine følelser, da professor Dormer banker på til hendes værelse for at snakke med hende om det just skete og hvordan hun bedst takler det. Faith tvivler på om hun kender til den smerte hun selv har oplevet, men det syn får Dormer med en kort beskrivelse af sin livshistorie, bla. som vogter, hurtigt ændret på og forklare hende derefter at hun må gøre op med sin fortid en gang for alle, så hun ikke la’ vreden styre hende, hvis hun skulle blive udvalgt. Faith spørger mistænksomt indtil hvad Dormer ved om hendes forhold til sin mor og ser så brevet fra V i hendes hånd. Hun snupper det resolut, farer ud på badeværelset og låser døren før Dormer kan reagere. Da hun går i gang med at læse brevet, finder hun en beskrivelse af sig selv omfattende sine barndomstraumer, vredesudbrud og svigt som endegyldigt har gjort hende så hård, at hun næsten ikke står til at redde psykisk…og havde det ikke været for V og Dormers indgriben, ja så var hun højst sandsynligt endt i spjældet. Faith er dybt såret, vred og fortvivlet over hvad hun læser og vælger resolut at ta' sin jakke og taske og stikker af fra en fortvivlet Dormer.

”Where are you going”?. She screamed after me. “Faith”! But I dint say anything, because I didn’t know where I was headed, or what exactly I was feeling, just that I needed to run...

Har skrevet et par kommentarer til # 180 i den forrige tråd.

Buffy The Vampire Slayer : Omnibus 4

Bad Blood : 210 sider, skrevet af Andi Watson og tegnet af Joe Bennet og Cliff Richard

Jeg synes så modsat at Andi Watson og co. slipper rigtig godt fra det første forsøg på at skabe en slags tegnet sæson, som Scott Allie kaldet det i sit forord. ”Bad Blood”'s første 75 sider er uden tvivl det svage punkt i historien og er kun for alvor interessant i de passager hvor Buffy og Angel diskutere deres fremtid sammen, mens resten af sidehistorierne med Joyces tanker om en skønhedsoperation og Buffys modelkarriere umiddelbart virker jævnt kedelige, men har sin relevans for senere hen at skulle underbygge Watsons budskab om, at fokusere på de indre værdier og troen på sig selv frem for at, så at sige, miste sin egen selvbevidsthed for at tilfredsstille samfundets kunstigt skabte standarder. Derfor bliver et par øvrige sideplots med Buffys stalker, der via Amy må igennem et kønsskifte, og senere Cordelias interesse i at fremstå klog via den årlige skolequiz også vigtige samlet set, da de begge bliver et symbol på at lære om indre frem for ydre værdier og tab af egen identitet.

”Bad Blood” bliver dog først for alvor i hovedplottet spændende at følge, da det lykkedes for Selke, med Dr. Flitters hjælp, at genskabe sit gamle jeg i hvad der bedst kan beskrives som et tvunget Dr. Frankenstein forhold, hvor Flitters kur igen og Selkes forvandling fra monster til killer babe og tilbage igen, både bliver et symbol på at lykken ved sådanne skønhedsoperationer er kortvarig og hvor galt det kan gå, hvis man overdriver jagten på det perfekte ydre. Det samme tema går igen i Buffys møde med den anden klon ”The Dark Slayer”, hvis duel meget passende foregår i en skønhedssalon, og senere da hun møder den første klon, den helt igennem degenererede udgave af sig selv, som begge bliver et spejlbillede og et fremtidsyn af hvordan det ku’ ha’ gået, havde hun forsat i modeljobbet og var blevet en overfladisk fokuserende og selvcentreret type, der ligeså langsom var forfaldet til et sørgeligt og forvrænget udgave af sig selv.

Watson får dog ganske fornemt illustreret Buffys egne værdier i scenen, hvor hun møder sig selv i form af den vansirede klon 1 i kloakken, outsideren, der ender med at hjælpe hende med at besejre sit overfladiske jeg, og tilbage står den Buffy som vi alle elsker og holder af. Naturlig smuk med hjertet på det rette sted. Modsat kommer Selkes sande jeg retur, da hun trods at ville forgive at være mere og bedre end hun er, afslører at hun når alt kommer til alt bag det glamourøse ydre stadig er intet andet end et grotesk, hæsligt og ondskabsfuldt monster, perfekt illustreret i scenen hvor hele hendes masterplan ramler om ørene på hende og hun i bar desperation for at bevare sit udseende og sin magt med Dr. Fitters genmodificerede blod, ender med som en vild hund at slikke det op fra gulvet efter den flaske som blodet befinder sig i, er blevet ødelagt af Angel. Hovedplottet kombineres desuden glimrende med et indblik i de magtkampe og det hierarki der foregår indbyrdes bland vampyrerne i Sunnydale, da Selke efter at ha’ genvundet sin styrke tidligere, (side 75) først overtager ledelsen fra den nuværende vampyrboss og siden, via superblodet, skaber en form for over og underklasse der bekriger hinanden, inden hun selv mister overblikket og bliver snydt af Spike og Drusilla, der ender med at blive sejrherrerne i det interne opgør om Sunnydale fordi de modsat Selke ikke udelukkende er fokuseret på det ydre, men for længst er kommet overens med hvem de selv er, både monster og menneske, nok til at ku’ koncentrere sig om vigtigere ting.

Der er ingen tvivl om, at det er Buffy der i fokus her både direkte og indirekte via Selke og derfor må de andre karakterer, med undtagelse af Angel og Cordelia, stort set agere fyld i historien. Eller sagt på en anden måde, de er der fordi de skal være der, men ku’ sagtens ha’ været undværet uden at Watsons budskab dermed ville ha’ været i problemer. Scoobygangs interaktion ku’ sagtens ha’ været udnyttet bedre i plottet og er sammen med en lidt sløv start ”Bad Bloods” svaghed, som jeg ser det. For selv om man ku’ synes at Selke er en overfladisk og klicheagtig skurk isoleret set, ja så er den kædereaktion som karakteren sætter i gang af indre og ydre konflikter hos Buffy omvendt med til at gøre hende til en interessant og værdig modstander, (uden dog at være helt oppe i toppen), og bliver desuden suverænt suppleret af biproduktet ”The Dark Slayer”, som er en langt mere fascinerende og også symbolsk ladet håndlanger end Selkes tre supervampyrer. Jeg synes heller ikke at ”Bad Blood” på nogen måde forekommer rodet, eller at de små storyarcs er svære at skille fra hinanden. Tværtimod så synes jeg at Andi Watson får skabt et godt flow og en sammenhørighed, hvor de forskellige sideplots, ud over alle at være en vigtig del af hovedbudskabet, på glimrende vis overlapper hinanden.

Efter at ha’ læst ”Bad Blood” er det mit klare indtryk, at Andi Watson lige fra start af har vidst hvad han ville fortælle med sin historie og har, ligesom Joss Whedon plejer at gøre det når han skriver, undervejs kastet små tråde ud som umiddelbart ku’ virke tilfældige, men som alle i sidste ende har haft et formål og berettigelse i forhold til den samlede ”sæsons” tema. Godt bakket op af Joe Bennet og Cliff Richards, (hvoraf jeg elsker sidstnævntes streg) flotte, farverige, stemningsfulde og tempoloadede tegninger, hvor især Sarah Michelle Gellars look/ansigtstræk er ramt usandsynligt godt, samt det at ”Bad Blood” indeholder et par ret morsomme referencer til sæson 3’s, Band Candy, mht. Buffys bilkørsel, Xanders klovnefobi i sæson 1’s Nightmares og Buffy’s problemer, (her i form af The Dark Slayer) med at battle i en stramtsiddende nederdel, (sæson 6’s Flooded, der straks bliver flået så hun kan svinge stængerne, synes jeg samlet set at der, selvom plottet rigtig nok ikke tilføre karaktererne eller universet en ny dimension, er tale om en yderst underholdende og godt tænkt historie hvis budskab, ligegyldig hvor klichepræget det end måtte være, er vigtigt konstant at blive mindet om og som trods alt alligevel bliver interessant at læse, grundet den måde Watson får fortalt det hele på.

# 3: Ja, der er vi jo så ikke ligefrem enige.

Jeg synes faktisk, at Andi Watson på trods af den interessante historie "The Final Cut" er den suverænt værste skribent bag en historie i Buffys univers.

Jeg er enig i meget af din analyse, men jeg synes bestemt, at Watson i en hel ekstrem grad "tærsker langhalm" (jeg tror aldrig, at jeg har brugt det udtryk før) ved at bruge (læs: spilde) så meget plads på at fortælle en historie med et så tyndt, simpelt og slidt budskab, der i øvrigt allerede er slået fast i den første episode af Buffy, hvor titelfiguren vælger at være venner med de kiksede outsiders frem for at være med i den smukke, populære klike.

Hvor trådene i Whedons historier er variede, uforudsigelige og alligevel sammenflettede på elegant vis, så er de i Watsons tynde, slidte og ikke mindst ensartede. Jeg føler at alt er set før (både her og i omnibus vol. 3), og at Watson primært skriver til ukritiske fanboys (hvilket dog bestemt ikke er en beskylding mod dig, da du argumenterer sagligt for din vurdering!)

I øvrigt mener jeg ikke, at Spike og Dru bidrager til historien overhovedet; jeg synes, at de meget tydeligt kun er der, for at få fanboys til at tænke: "Nøjjj - det er sgu Spike og Dru lige der". Enhver anden vampyr med ambitioner kunne have stået for at ødelægge blodet.

Ang. den kommende Angel - Omnibus Vol 1., som jeg ku' forstå fra Slayers indlæg i den forrige tråd indeholder IDW's post sæson 5 serie frem for Dark Horse's gamle serie, hvilket er ret irriterende for nu at sige det mildt, ja så surfede jeg lidt rundt på et par sider for, at se om man evt. ku' købe serien og få samlet de første 17 numre samt den efterfølgende 4 delte miniserie Long Nights Journey.

Jeg ku' nemlig godt tænke mig at læse den nu frem for, at sku' vente på at Dark Horse først udgiver hele molevitten efter Buffy TVS - Omnibus Vol 7., (hvis de da gør det, for det er jo stadig ikke blevet bekræftet). På Ebay og ComicDomain, (som var de eneste steder, jeg ku' opstøve nogle eksemplarer) er det desværre kun muligt, at købe nogle af numrene sammenlagt og så kan det jo faktisk være ret ligegyldigt at bruge tid og penge på, at gøre et forsøg den vej. Dvs. at som det ser ud nu, ja så er der ikke rigtig andet at gøre end at vente tålmodigt på, at Dark Horse får taget sig sammen og genudgiver alle 21 afsnit af hvad jeg har læst, sku' være en serie der bestemt er værd at få fingrene i.

Inde på Dark Horse site fandt jeg frem til et par animationer/videoer, så man kan få en ide om hvordan den gamle "Angel" serie ser ud :

http://www.darkhorse.com/Features/Animations/258/A...

http://www.darkhorse.com/Features/Animations/259/A...

Og nedenuder kan man se samtige covers til de sammanlagt 21 tegneserier :

http://www.darkhorse.com/Search/Browse/angel/PpwNw...

Og voila...Hvis man har lyst, er det her også muligt at få et sneak peak af Jane Espensons og Cliff Richards Haunted fra den kommende Omnibus - Vol 5. Det ser fanme godt ud, hvis i spørger mig :

http://www.darkhorse.com/Features/Animations/264/B...

Hvis i forøvrigt sidder og keder jer lidt, kan i prøve kræfter med et stak forskellige Buffy quizzer her. Det er ret sjovt og ikke helt nemt :

http://www.buffyfan.dk/misc/quiz/index.html

Buffy The Vampire Slayer : Omnibus – Vol. 4

Short Storys :

Bad Dog : 16 sider. Skrevet af Douglas Petrie og ”tegnet” af Ryan Sook

Hello Moon : 8 sider. Skrevet af Daniel Brereton/Christopher Golden og tegnet af Joe Bennet

Cursed : 8 sider. Skrevet af Christopher Golden og tegnet af Hector Gomez

Dead Love : 8 sider. Skrevet af Andi Watson og tegnet af Davids Perrin

Stinger : 16 sider. Skrevet af Christopher Golden og tegnet af Hector Gomez

Mall Rats : 4 sider. Lavet af Andi Watson under indtagelse af svampe.

Who Made Who : 10 sider. Skrevet af Christopher Golden og tegnet af Eric Powell

Volume 4’s utvivlsomt svage punkt kan man vist roligt kalde denne samling af historier, der ellers lægger solidt ud med to velskrevne af slagsen, men som derefter stødt og roligt falder i niveau, afsluttende med en Spike og Dru romance der bedst beskrives som det absolut ligegyldige, (næsten da). Som sagt starter det rigtig godt med Bad Dog, mest af alt dog pga. Petrie’s imponerende evne til at få mange ting frem på utrolig lidt plads, som han også gør det i perlen ”Graduation Day – Part III” sidst i Vol. 4. Men hvor Petrie i sidstnævnte har Jason Minors lækre streg at læne sig op af, bliver han i ”Bad Dog” svigtet af Ryan Sooks ujævne og usikre hånd, som i et par passager, (duellen mod Varulven/Oz i skoven og den afsluttende duel mod magikeren/mutanten Allan Duffy), dog er ret god, men hvad angår resten af fortællingen ganske hæslig, kantet og hakkende.

Bedst ved ”Bad dog” er den måde hvorpå Petrie for skabt reference først til sæson 2’s dilemma, (og efterfølgende sæson 3’s), i en næsten kopi af scenen hvor Xander og Giles skændes om hvorvidt Angel, (på dette tidspunkt som hans onde jeg Angelus), skal slås ihjel pga. sit mord på Jenny Calendar. Her i tegneserien er det et formodet mord på Willow muligvis begået af Oz som varulv, der sætter fut i diskussionen som Buffy først verbalt, (og her bliver hendes begrundelse for at redde Oz i ”Bad dog” synonym med forsvaret af Angels menneskelige status i sæson 2 afgørende), inden hun dernæst fysisk må adskille Xander og Giles. Det andet tema i historien omhandlende Buffy og Angels evige kvaler i deres on-off forhold, ku’ godt ses som et noget trættende træk fra Petrie umiddelbart. Men for det første er deres velkendte verbale dueller hudløst ærlig og meget morsom skrevet, som scenen i skoven ;

Angel : ”The werewolf’s a nightcreature Buffy. Like me. I know how it thinks. And how to track it. You want to let me help, or would you rather pout like a school girl.”

Buffy : ”That is such a cheap shot. I know I’m not some mysterious “night creature” who abandons her friends every time the sun shines. So exuce me for being normal.”

Angel : ”Normal? What does that mean?”

Og samtidig, ja så skal beskrivelsen af forholdet være der, da det er et gennemgående tema i både Tv-seriens 3. sæson og tegneseriens ditto. Dialogen er i bund og grund ”Bad Dogs” morale, nemlig at Buffy indser at hun, efter at ha reddet Willow og Oz fra Allan Duffy, ikke ku’ ha’ gjort det uden sine overnaturlige evner og at den adskillelse hun har skabt mellem sig selv og Angel derfor ikke længere er særlig holdbar. Meget symbolsk er det også, at hun hjælper en mand, (Oz), besat af et monster/dæmon med at finde sammen med sin elskede, (Willow), der ligesom Buffy trods sit menneskelige ydre besidder magiske evner/styrke. Det fungere mellem dem, så selvfølgelig skal Buffy jo også ku’ få det til at fungere med Angel.

I Hello Moon går tegnestil og historie op i højere enhed, selvom der så alligevel er et kritisabelt punkt ang. længden på de kun 8 sider. Der var her bestemt potentiale til at ku’ ha’ udbygget plottet og lagt et par ekstra lag på, hvad der kort kan beskrives som Daniel Brereton og Christopher Goldens definition på en vaskeægte helt i Buffys møde med et deprimeret sø-monster på stranden ved Sunnydale. Et monster som, viser det sig hurtigt, deler samme skæbne med Buffy selv som en Chosen warrior, men hvis tilstand og nærmest opgivende attitude over ikke at ku’ leve op til andres forventninger og pres, samt helt at mangle tro på sig selv, kan sammenlignes med Angels livssyn i sæson 3 af ”Buffy”.

Her tænker jeg helt bestemt på afsnittet Amends, hvor Buffy i sidste øjeblik får reddet Angel fra at begå selvmord, overbevist ham om at han gør en forskel og givet ham troen tilbage på sig selv nok til at atter, at ville trække i kampdragten og kæmpe med hele sin sjæl for de gode kræfters side. Derudover ligger der også det velkendte budskab i historien om at skelne dæmoner fra hinanden og ku’ samarbejde frem for automatisk at betragte alt fremmed som værende lig med fjenden. Et tema der om noget er centralt i Tv-seriens 4. sæson i form af Riley Finns udvikling. Og så samler Golden også fornemt op referencemæssig med en hilsen tilbage til sæson 2’s Go Fish med Buffy’s tanker :

”His village…and it wigged me to think there was a whole village of fish-guys out there somewhere...”

Endelig så mener jeg også, at der via de fire vampyrer der pludselig dukker op for lidt natmad på stranden, kan ligge en hvis symbolik mht. deres vidt forskellige tøjstil, (den ene vampyr har et 50’er/60’er Elvis look, en anden som var han trådt ud fra en blaxploitation film i 70’erne, én har det klassiske 80’er punk look og endelig er der den sidste som er helt tilbage fra 1700’tallet), der, som jeg ser det, skal vise at Buffy/slayerens kamp mod ondskaben, er en duel der varer for evigt på tværs af generationer og tidsaldre. Igennem duellen mod selv samme vampyrer danner Buffy og monstret en alliance, der for begges vedkommende ender med at blive et selvtillidsboost og en tro på, at de hver især gør en forskel i verden, meget enkelt og elegant formuleret af Buffy selv da hun bliver spurgt om, hvad der motivere hende til at forsætte med at kæmpe :

”I do it because i can. Because there are people counting on me, every single day. People i love”

Med den efterfølgende Cursed kan short story sektionen ikke længere holde sit niveau og Christopher Goldens fortælling er hverken særlig interessant lavet i sin beskrivelse af Angels fortid, eller hans problemer med at takle selv samme i nutiden. Jeg synes især historien bliver ligegyldig og mister sin berigelse i vol.4, når ”The Hollower” senere hen omhandler præcis den samme problemstilling mht. Angel og vel at mærke, både pga. sin længde men også manuskriptmæssigt, er langt bedre end ”Cursed”. Dog skal Hector Gomez, i en noget mere afdæmpet streg end man er vandt til, roses for sine stemningsfulde billeder. Den væsentlig mere afdæmpede historie klær faktisk hans visuelle stil ret godt. Dead Love er for så vidt udmærket tænkt af Andi Watson og David Perrins streg er også ganske flot men mangler alligevel, ligesom selve historien, noget mere nerve. Giles solomission til San Francisco og dens afslutning sammenkædet med Buffy og Angels forhold, synes jeg trods alt er fornemt lavet af Watson. Vi har begge steder at gøre med en levende person, der er forelsket i en død. Scenariet i San Francisco bliver dermed et skrækeksempel på hvor galt det kan gå, hvis man ikke har styr på sine følelser og det i Sunnydale et perfekt eksempel på det modsatte.

I Stinger står den atter på team Golden & Gomez og her er det igen sidstnævnte der trækker det store læs i en historie hvis pointer om at ku’ overvinde sin egen frygt og vise mod og mandshjerte, er alt for nemt gennemskuelig og lige lovlig letkøbt. At Golden bruger temaer man har set før har jeg ikke noget imod, så længe det blot er kreativt udført. Dvs. at selvom målet er det samme, ja så har man i det mindste sørget for at vejen derhen til er anderledes end os fans er vandt til. Det er den absolut ikke i ”Stinger”, der la’ Xander være i fokus i et plot som man bedst ku’ kalde for en uskarp kiggert, Golden ikke har gidet ulejlige sig med at indstille på. Vi får historien præsenteret på den absolut nemmeste facon her, hvor også dialogen virker uinspireret og stram i betrækket. Gomez kan dog heldigvis finde ud af at kreere action og det er da også først da han får lov til at gi’ den max gas i den store battle i parken til sidst mellem Buffy og scoobygang mod det slagkraftige monster, at jeg synes man får noget, hvad denne historie angår, for sine penge. Det er dog langtfra nok og derfor mener jeg, at ”Stinger” sammen med den sidste fortælling i short story afdelingen er de klart svageste af slagsen.

- Mall Ratts...jeg har faktisk ikke andre kommentarer her end…”But why???” Selv et nøgenbillede af Clem ville være mere interessant at se på. Hmm...og dog...mon ikke vi alle sammen et eller sted er bedst tjent med aldrig at se sådan et foto. ;) -

Apropos det med at se billeder man ville ønske man aldrig havde set, ja så er åbningsscenen i Who Made Who med Drusilla der bliver taget hårdt af en Fungusdæmon på grænsen til det kvalmende, selv om det også samtidig er ret sjovt at se Spikes ansigtsudtryk. Som et efterfølgende billede viser, er vi allerede blevet bekendt med Drusillas bizarre elskere i sæson 3’s Lovers Walk fra Spike og det var rigelig med information vdr. det område for mit vedkommende. ;) Efterfølgende kan man så godt konkludere at denne historie ikke er for de yngre fans, da man bliver præsenteret for en vaskeægte bondage/tortur scene, hvor Drusilla tydeligvis tænder på at blive brændemærket med et glødende ildjern, hvorpå Spike nådesløs og brutalt eliminerer samtlige af Drusillas elskere hun har haft, mens han har været i Sunnydale.

Spike smeder i den grad mens jernet er varmt, for nu at sige det mildt. Disse Spike & Dru on/off fortællinger fører ikke rigtig noget interessant med sig synes jeg og virker generelt noget statiske i deres handling. Hvad der dog er et lille plus her er, at Christopher Golden vælger at gå linen helt ud med deres bizarre sexliv i en grad, som man ikke har set det før i ”Buffy” tegneseriemæssig sammenhæng. Nu får jeg det til at lyde værre end det er, men alligevel så er jeg noget overrasket over, når man ser på tonen i de øvrige historier, at Golden har fået lov til at være så bramfri i sin historie, som Eric Powell med sin på en gang bløde og diabolske streg fornemt understøtter. Lidt mere af den her mørke stil fra Golden vil jeg gerne se mere af fremover.