I går aftes blev de guldlakerede Emmy-statuetter uddelt for 64. gang – de amerikanske priser, der hædrer Vestens bedste tv-serier, deres bagmænd og medvirkende. Ceremonien blev afholdt i Los Angeles, og den populære talkshow-vært Jimmy Kimmel styrede showets gang.

De sidste fire år er tv-serien “Mad Men”, der skildrer reklamebranchen i 1960’ernes Amerika, blevet kåret som årets bedste dramaserie, men i år måtte seriens producere og skuespillere gå tomhændede hjem.

I stedet var det en helt ny serie, som snuppede hovedprisen: “Homeland”, der handler om en hjemvendt amerikansk soldat og en kvindelig CIA-agent, der mistænker soldaten for at være blevet hjernevasket af al-Qaeda. Seriens hovedrolleindehavere, Claire Danes (“Romeo + Juliet”) og engelske Damian Lewis (“Kammerater i krig”), blev i øvrigt kåret som hhv. årets bedste skuespillerinde i en dramaserie og årets bedste skuespiller i en dramaserie. Seriens første sæson udkom herhjemme på dvd og Blu-ray for et par uger siden og bliver snart anmeldt her på Filmz.

Ud over “Homeland” og “Mad Men” dystede også “Game of Thrones”, “Downtown Abbey”, “Breaking Bad” og “Boardwalk Empire” om titlen som årets bedste dramaserie.

Tv-serien “Modern Family” blev kåret som årets bedste komedieserie for tredje år i træk for snuden af serier som “30 Rock” og “The Big Bang Theory”. Jon Cryer vandt i øvrigt prisen som årets bedste mandlige skuespiller i en komedieserie for sin præstation i “Two and a Half Men” – vel at mærke i seriens første sæson uden Charlie Sheen foran kameraet. Julia Louis-Dreyfus blev kåret som årets bedste skuespillerinde i en komedieserie på baggrund af sin indsats i tv-serien “Veep”.

Tv-filmen “Game Change”, som vi tidligere har talt om i Filmz TV, blev kåret som årets bedste tv-film, og Julianne Moores præstation som vicepræsidentkandidaten Sarah Palin blev også belønnet med en Emmy.

Tryk på overskriften for at se listen over alle vinderne fra gårsdagens Emmy-prisoverrækkelse.

FACEBOOK: Bliv ven med Filmz.



Vis kommentarer (22)
Gravatar

#21 Nagash 11 år siden

Det mener jeg ikke.. Indtil videre er det vist kun DR1 og så selvsagt DR HD. Men det skulle jo vist blive til HD på alle kanaler fra januar, og så bliver DR HD til DR3.
Gravatar

#22 Highland Park 11 år siden

DarkLight (10) skrev:
Homeland sæson 2 starter allerede på DR 2-3 dage efter den amerikanske præmiere. Det er sgu go stil!
Nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke har set første sæson. Den vellavede [url=]intro[/url] har i den grad øget min nysgerrighed.
... as surely as there's a mouse behind your ear.

Skriv ny kommentar: