Asterix og vikingerne
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 29. okt 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
Det er bestemt også herligt at se de brave gallere i aktion igen for første gang siden den lidt uimponerende tyskproducerede “Asterix i Amerika” fra 1994. Filmens bagmænd har tydeligvis haft både respekt og interesse for universet, der bliver behandlet ordentligt. Figurerne er her alle sammen, lige fra tegneseriens centrale makkerpar, Asterix og Obelix, til stadens buttede leder, Majestix, den snarrådige Miraculix og endda den utrættelige, selvhøjtidelige og direkte forfærdelige musiker Trubadurix. For fans vil synet af en hær af forskrækkede romere, der får gevaldige tæsk af vores brave, karismatiske helte, garanteret vække mange glædelige minder.
Skuespillerne gør derudover alle et godt stykke arbejde. I rollen som Asterix er Jesper Asholt fornem og hverken decideret bedre eller værre end afdøde Ove Sprogø – blot anderledes. For de uvidende (især de yngste af slagsen) vil “Asterix og vikingerne” være en spændende oplevelse. For andre vil filmen være et kærkomment og festligt, men desværre også en anelse forglemmeligt nostalgitrip. Et episk gensyn med Asterix-universets frontfigurer i centrum havde været sjovere, men det, vi har fået, er bestemt heller ikke ringe.
Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Med en længde på sølle 75 minutter kommer det ikke som nogen overraskelse, at man har haft og udnyttet pladsen på discen til at få filmen til at se så godt ud som muligt. Der er ikke skyggen af snavs, digital støj eller edge-enhancement. Billedet kunne næppe være meget skarpere, udtværing er ikke noget nævneværdigt problem, og farverne er smukke. Det skal lige siges, at der indtræffer et lille, kort hak i starten af filmen, på samme måde som når dvd-afspillerens laser når punktet mellem to lag. Det skyldes, at filmens titel er inkluderet på forskellige sprog, og afhængigt at, hvilket man har valgt på opsætningsmenuen, skal afspilleren lige finde det korrekte klip.
Det danske lydspor bliver præsenteret i Dolby Digital 5.1, og det er mere end hæderligt. Hele vejen igennem er der flere effektive og nydelige panoreringer, som nok skal få dit hoved til at vende og dreje sig. Lydeffekterne kommer igennem med tilstrækkelig punch, når det er nødvendigt, og der er også flere eksempler på fin atmosfæreskabelse og veludtænkte, subtile detaljer. Dialogen er tydelig på alle spor, og subwooferen får også tilstrækkeligt spillerum. Discen indeholder også et fint engelsk lydspor (om end blot i Dolby Surround 2.0 format), som byder på stemmelægning af kendisser som Sean Astin, Evan Rachel Wood og Paul Giamatti.
Før discens hovedmenu dukker op, bliver man præsenteret for trailerne til “Ice Age 2: På tynd is”, “Lassie”, “Peddersen & Findus 3: Nissemaskinen” og “Garfield 2”.
“Bagom Asterix og vikingerne” (26 minutter) er en franskproduceret gennemgang af skabelsen af filmen. Der bliver også fortalt om mere generelle aspekter af universet, såsom dets oprindelige tilblivelse, historie og popularitet. Informativ, velklippet og fyldig – dette er en god dokumentar.
De resterende featuretter er desværre alle kun på fransk (folk, som taler andet, bliver overdøvet af fransk speak), men der er dog danske undertekster på dem. “Nye figurer” (4 min.) fortæller om enkelte af filmens karakterer og dem, som lægger stemme til dem. Uheldigvis er det udelukkende de franske skuespillere, som featuretten fortæller om, og når nu det franske lydspor ikke er at finde på discen, er featurettens værdi minimal. Korte klip af Asterix-skaberne Albert Uderzos og René Goscinny skal dog nok få fans til at smile. “Lydeffekter” (1 min.) er et underholdende, men skuffende kort kig på filmens lydarbejde. Til slut byder discen på et lille billedgalleri.
“Asterix og vikingerne” er et flot og gennemført tegnefilmseventyr, som dog godt kunne have haft gavn af flere overraskelser. Børn, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Asterix-universet, vil måske synes bedre om filmen, der ikke helt opnår den balance mellem episk drama og snedig satire, som flere af de ældre film gjorde. Mængden af ekstramateriale er lidt lav, men transferet er fantastisk, og filmen lyder også glimrende.
Læs interviewet med instruktørerne Jesper Møller og Stefan Fjeldmark.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet