Når Quentin Tarantino til vinter giver premiere til sin western med titlen “The Hateful Eight”, så bliver det i to udgaver med forskellig længde og klipning.
Se også: Quentin Tarantino: Hellere VHS end Netflix
Det fortæller Tarantino selv, da han fortæller om 70mm-udgaven – også kaldet Roadshow-versionen – som fotograf Robert Richardson har skudt filmen på:
”Roadshow-udgaven har en ouverture og en pause, og den vil blive tre timer og to minutter. Den almindelige udgave er omkring seks minutter kortere uden at tælle pausen med, der bliver omkring 12 minutter,” siger Tarantino til Variety.
De forskellige udgaver skyldes, at Tarantino mener, at forskellen på 70mm og det digitale format kalder på forskellige oplevelser:
”70 er 70. Du har betalt pengene. Du har betalt billetten. Du er der. Jeg har dig. Den er fantastisk i dens storhed i 70mm, men hvis du sidder i din sofa, så er det måske ikke så fantastisk. Så jeg har omklippet den lidt, så den fremstår lidt mindre kostbar,” siger Tarantino om forskellen.
Det er endnu uvist, om 70mm-udgaven kommer til Danmark.
“The Hateful Eight” får dansk premiere d. 7. januar.
#11 Business Monkey 8 år siden
Haha. Altså, personligt er det vilde at (den optagede filmrulles) farver og "tekstur" står langt mere klart, når rullen, som billedet er optaget på, har været så stor. ("Svarer" til en større og mere stoflig opløsning, havde det været digitalt - dog er pointen at digitalt aldrig kan indfange sådanne farver. Nogle prøver dog på at lave nogle filtre, der kan kopiere effekten digitalt, men det er en anden snak, og det er ikke lykkedes dem endnu.)
Men ja. En god idé er at huske også at fokusere på andre dele ved filmoplevelsen. Eller i hvert fald ikke blokere for andre oplevelser, ved at fokusere for meget på én ting - ligegyldigt, hvad det er.
Så vil jeg sige, at eftersom 'Interstellar's farveskema var ret meget moderne orange/teal, så VAR DER BARE IKKE synderlig mange spændende farver eller teksturer at opleve fra en 70 mm filmrulle. Alt forblev orange, sandfarvet, blåt eller gråt, (eller sort og hvidt i rummet) og der var ikke mange nuancer mellem disse hovedfarver.
Grøn synes jeg personligt er en sjov farve at opleve på film, da den kan få en milliard nuancer (og kan derfor være svær at tæmme i farveskalaen), og 'Interstellar gør nærmest en dyd ud af ikke at vise grøn (eller andre farver, der falder uden for førnævnte farveskala).