Er den spydige tegneserie gået for langt denne gang?
Man ved bare, at når folkene fra South Park lugter blod, så bliver det grimt – og nu har en af seriens tidligere forfattere, Toby Morton, leveret et digitalt karaktermord af de helt store.
Hele balladen startede, da Det Hvide Hus annoncerede, at det ikoniske Kennedy Center skal omdøbes til det mundrette “Trump-Kennedy Center”. Men før præsidenten overhovedet nåede at finde guldmalingen frem, havde Morton allerede snuppet domænenavnet lige for næsen af ham og forvandlet det til en bizar parodi.
Epstein-dansere og arvelig magt
Går man ind på siden i dag, bliver man ikke mødt af finkultur og klassisk musik, men af et logo, der ligner de famøse, mørklagte sider fra Epstein-sagerne.
Morton lover med et fedt lag ironi, at det nye år skydes i gang med et show af “Epstein-danserne”. Teksten på siden er skrevet i den der helt specielle, selvhøjtidelige stil, hvor man hylder storhed, der ikke bliver valgt, men bare genkendt.
Der står blandt andet, at man nu træder ind i en tid med “arvelig autoritet”, og at man måske ikke behøver deltage, men at det i den grad forventes, at man hører til.
Det var faktisk ikke bare et skud i tågen, da Morton købte domænerne tilbage i august. Han har nemlig holdt øje med, hvordan præsidenten begyndte at skifte ud i bestyrelsen for Kennedy Centeret, og derfra var det ikke svært at gætte næste træk.
“Jeg vidste, at præsidenten ville sætte sit navn på bygningen, da jeg lagde mærke til, at han tømte Kennedy Center-bestyrelsen tidligere i år,« fortalte Morton til The Washington Post om sit lille væddemål, der gav pote.

Her ses blandt andet det satiriske logo og slogan på siden. Billede: TrumpKennedyCenter.org
Tak fra Kennedy-familien og vrede demokrater
Selvom det hele lyder som en vild omgang trolderi, så er der folk i de finere kredse, der jubler.
Kerry Kennedy, der er niece til John F. Kennedy, har ligefrem sendt en takkebesked til forfatteren for hans ret specielle måde at protestere på.
“I kan ikke tro, hvor begejstret jeg blev, da jeg læste, at du havde købt Trump Kennedy Center-domænenavnet. Der findes mange måder at kæmpe mod systemet på, og din er unik og slagkraftig. Jeg vil bare udtrykke min taknemmelighed,” skrev hun til ham.
Samtidig kæmper politikerne i Washington en mere tør kamp i retssalene. Den demokratiske repræsentant Joyce Beatty har sagsøgt for at få navnet fjernet igen, fordi hun mener, at præsidenten slet ikke må pille ved navnet uden at spørge Kongressen først.
“Præsident Trump og hans kumpaner må ikke få lov til at træde på føderal lovgivning og omgå Kongressen blot for at fodre hans ego,” lød hendes vurdering.





