Folk var åbenbart ikke klar på “bloke brawl” krydset med science fiction i 2001 – men flere er heldigvis begyndt at åbne op for den nu.
Nogle film lander i biografen, får tæsk af anmelderne og forsvinder stille ud bag døren igen. Andre snubler lidt i starten – og bliver så hængende i folks hukommelse alligevel.
The One hører til i den sidste kategori. Actionfilmen med Jet Li – og en meget tidlig udgave af Jason Statham – kan i år fejre sit 25-års jubilæum.
Og selv om kritikerne i 2001 ikke ligefrem kastede roser efter den, har filmen siden fået en solid fanskare blandt actionnørder.
Jason Statham før han begyndte at smadre folk professionelt
Jet Li var filmens stjerne. Men set med nutidens øjne er der en anden person, der stjæler opmærksomheden.
Jason Statham dukker nemlig op som interdimensionel betjent. Rollen ligger langt fra den version af Statham, verden senere lærte at kende – ham der løser problemer ved at slå dem meget hårdt.
I The One er han stadig den nye fyr i Hollywood. Hovedrollen i The Transporter, bilkaos i Fast & Furious og eksplosiv charme i The Expendables lå stadig nogle år ude i fremtiden.
Så hvis du tænker englænderen kan dele håndmadder ud i dag, så forestil dig en 25 år yngre version.
Starten af 00’erne var en særlig periode for actionfilm. The Matrix havde netop lært Hollywood, at slowmotion, læderjakker og filosofiske idéer kunne være en opskrift på succes. Mange film prøvede derfor at fange lidt af den samme magi.
The One er en af de mest åbenlyse slægtninge.
Historien følger en mand, der rejser mellem parallelle universer og eliminerer sine egne dobbeltgængere. Hver gang én version dør, bliver de resterende stærkere. Målet er at blive – ja – “the one”.
Forklaringen på universets fysik er nogenlunde lige så videnskabelig som en energidrik blandet med kung-fu, men tempoet er højt, og kampscenerne leverer præcis det, genren lover.
Kritikerne var… ikke helt med på idéen
Premieren i 2001 udløste ikke ligefrem jubel i anmelderspalterne. Flere mente, at filmen lignede en lidt kluntet efterligning af The Matrix og Existenz. Konceptet med parallelle universer blev for nogle lidt for tegneserieagtigt, og historien blev betragtet som tynd.
Kort sagt: anmeldere tog filmen alvorligt. Publikum tog den mest som underholdning. Men 25 år senere er situationen lidt anderledes.
Actionfans har en særlig forkærlighed for film fra starten af 00’erne. Den æra havde en helt særlig stil: nu-metal på soundtracket, slowmotion i kampscenerne og historier, der ikke altid bekymrede sig alt for meget om logik.
The One rammer alle de punkter.
Multivers-historier er i dag blevet dagligdag i Hollywood. Superheltefilm bruger konceptet konstant. Tilbage i 2001 føltes idéen mere som en actionfilm, der havde drukket lidt for meget kaffe og besluttet sig for at slås med sine egne parallelle universer.
Og netop derfor bliver filmen stadig trukket frem af fans, der savner en tid, hvor actionfilm var lidt mere vilde, lidt mindre polerede – og ikke mindst helt okay med at være en smule tossede.
The One kan ses på Netflix.
