Fans har længe ventet på en fortsættelse til YA-rumeventyret fra 1984 – og nu kommer den endelig.

Nostalgi er efterhånden den eneste benzin, der får Hollywood-motoren til at spinde, og nu er turen endelig kommet til en af 1980’ernes helt store kultperler.

Fans af arkademaskiner og intergalaktiske krige kan godt begynde at pudse joysticket, for Alex Rogan er klar til at gøre comeback i The Last Starfighter.

Selvom rygterne om en fortsættelse har svirret i årevis som vildfarende asteroider, er det nu endelig officielt, at historien fortsætter.

Rejsen tilbage til stjernerne tager dog en lidt anden rute, end mange måske havde drømt om, da det første nye kapitel ikke lander i biografen, men derimod i tegneserieform.

Originalfilmen fra 1984 handlede om teenageren Alex, der spillede sig til tops i et arkadespil og pludselig blev hyret af rumvæsner til at udkæmpe en rigtig krig.

Nu har Mad Cave Studios besluttet at puste liv i sagaen igen som en miniserie på papir, kan CBR afsløre.

Jonathan Betuel, manden der skrev det oprindelige manuskript til filmen, er med på vognen for at sikre, at 80’er-sjælen overlever springet. Den nye fortælling samler tråden op præcis der, hvor rulleteksterne slap for fire årtier siden, og lover os masser af laserstråler og nostalgiske gensyn.

Handlingen i den kommende udgivelse lægger ikke fingre imellem, når det gælder presset på vores gamer-helt. Mad Cave Studios har løftet sløret for præmissen, hvor Alex nu står som leder og – hold nu fast – eneste medlem af stjerneforbundet.

Hans opgave er ret simpel, hvis man ser bort fra det umulige: Han skal genopbygge galaksens eneste forsvar mod Xur og Ko-Dan-armadaen.

”Landsbyteenageren Alex Rogan har allerede reddet flere verdener. Men det var kun begyndelsen på hans historie. Fyrre år efter kultklassikeren, der banede vejen for CGI og inspirerede generationer af fans, fortsætter en helt ny fortælling fra slutteksterne og tager fart mod stjernerne! Nu er han lederen… og det eneste medlem… af Star League, og Alex skal genopbygge galaksens eneste forsvarsstyrke mod Xur og Ko-Dan-armadaen,” lyder beskrivelsen fra Mad Cave Studios.

Så på papiret lyder det til at vi kan forvente Dune møder Tron, fortalt i børnehøjde. Jo tak, siger vi bare.

Selvom tegneserien lander først, er håbet om en rigtig spillefilm ikke skudt helt i sænk endnu. Gary Whitta, der blandt andet skrev Rogue One, har i et stykke tid nørklet med en filmfortsættelse under titlen The Last Starfighters.

Whitta har beskrevet sit projekt som en bro mellem det gamle og det nye.

”En kombination af reboot og efterfølger, som vi begge mener ærer den oprindelige films arv, mens faklen gives videre til en ny generation.”

Tegneserien rammer gaden den 1. juli 2026 i USA, og indtil Alex Rogan igen dukker op i levende live, må vi nøjes med at nyde de tegnede sider.

De første officielle billeder fra det kommende hæfte er blevet offentliggjort. Du kan se dem her:

Mad Cave Comics

Mad Cave Comics

 

Mad Cave Comics

Mad Cave Comics



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: