Ikke et eneste ondt ord om Løvernes Konge, Aladdin eller de andre film fra Disney Renæssancen – men der var andre konger af animation i det årti.
90’erne var uden tvivl Disneys helt store guldalder. Vi sad alle sammen med store øjne og sang med på Elton John-sangene i The Lion King, tabte kæben over Robin Williams som den blå genie i Aladdin, og så endda Beauty and the Beast snuppe en historisk Oscar-nominering.
Musefabrikken ejede gamet med deres helt faste opskrift på musicals og nuttede sidekicks. Men bag de store slotte og glimtende tiaraer skete der noget ret vildt hos konkurrenterne.
Andre studier var nemlig pisket til at tænke nyt for ikke at blive kørt midt over af Mickey Mouse, og det gav os nogle film, der turde være både mørkere, mærkeligere og i mange tilfælde meget mere geniale end Disneys polerede hits.
The Iron Giant
Hvis man ikke har tudet til slutningen af denne film, så har man seriøst et hjerte af sten.
Brad Bird lavede i 1999 en fortælling, der rammer følelsesregistret hårdere end en mavepumper fra en kæmperobot.
Vi befinder os i 50’ernes USA, hvor alle er pissebange for russerne og atombomber, hvilket giver filmen en tyngde, man bare ikke finder i en gennemsnitlig tegnefilm.
Da knægten Hogarth finder en gigantisk robot fra rummet, starter et venskab, der handler om langt mere end bare at lege med legetøj. Det er en filosofisk snak om fri vilje; robotten er bygget til at smadre alt, men han lærer, at man selv vælger, hvem man vil være.
Den berømte “Superman”-scene er uden tvivl et af de mest ikoniske øjeblikke i animationens historie, og den får voksne mænd til at hulke som småbørn.
Animationen blander håndtegnede streger med en computergenereret robot på en måde, der får metalkolossen til at føles tung og ægte. Manuskriptet er knivskarpt og tør dvæle ved menneskelig frygt uden at pakke det ind i sukker og ligegyldige sange.
Vin Diesel lægger stemme til robotten med en brummen, der går lige i mellemgulvet, og det hele føles bare så meget mere vedkommende end endnu en prinsesse i nød.
Publikum får her en historie, der tør stole på, at børn faktisk godt kan forstå komplekse ting som død og selvopofrelse. Karakterernes udvikling føles naturlig, og hele den der koldkrigs-vibe gør det til en oplevelse, der sidder fast i kroppen længe efter rulleteksterne.
The Iron Giant kan købes og lejes på Viaplay og Blockbuster.
Animaniacs: Wakko’s Wish
Fans af de totalt uregerlige Warner-søskende fik i 1999 den mest vanvittige afslutning på en æra med sin egen film.
Yakko, Wakko og Dot bliver sendt ud på en jagt efter en magisk ønske-stjerne, og selvom det lyder som en standard historie, så er det her alt andet end kedeligt.
Filmen bevarer den der helt utroligt hurtige og respektløse humor, som gjorde tv-serien til et kæmpe hit hos folk, der elsker det absurde. Manuskriptet er proppet med lag; børnene griner af de fjollede ansigter, mens de voksne flader ud af grin over de skarpe politiske referencer og den sorthvide satire.
Musikken spiller en kæmpe rolle, og sangene er skrevet med en sproglig overlegenhed, der får de fleste pophits til at lyde som dårlig dansktop.
Animationen fik et seriøst hak opad i forhold til den ugentlige serie, hvilket giver de mange skøre miljøer plads til at poppe helt vildt.
Historien om den fattige by Warnerstock giver en ramme, der er både totalt åndssvag og mærkeligt rørende på samme tid. Stemmearbejdet fra folk som Rob Paulsen og Maurice LaMarche er som altid i verdensklasse og leverer replikkerne med en timing, der er så præcis, at man næsten ikke kan følge med.
Resultatet er en film, der beviser, at man ikke behøver at være højtravende eller dyster for at være teknisk genial og hamrende underholdende for alle aldre. Det er ren og skær kreativ energi kogt ned til en spillefilm, der aldrig mister pusten eller glemmer at være sjov.
Animaniacs: Wakko’s Wish kan desværre ikke ses på streaming for tiden.
South Park: Bigger, Longer and Uncut
Trey Parker og Matt Stone chokerede stort set alle, da de forvandlede deres grove serie til en af de bedste film-musicals fra hele årtiet.
Historien om de fire drenge fra Colorado, der starter en krig mellem USA og Canada på grund af en vulgær film, er en helt igennem genial dekonstruktion af censur og hykleri.
Musikken er skrevet af Marc Shaiman, og sangene er så velsiddende og teknisk svære, at de snildt kunne have været med i de fineste forestillinger på Broadway.
Bag alle bandeordene og de primitive papfigurer gemmer der sig en samfundskritik, der rammer mere præcist end en laserstyret bombe. Filmen tør gå steder hen, hvor Disney ikke engang ville kigge med en kikkert, og den gør det med en selvsikkerhed, der er decideret beundringsværdig.
Skildringen af Satan og Saddam Hussein som et dysfunktionelt par er både totalt gakkelak og mærkværdigt nuanceret på sin helt egen syrede måde.
Manuskriptet bruger animationens frihed til at eskalere konflikten til det absolutte vanvid, hvilket fungerer som et perfekt spejl på tidens moralske panik. Publikum får her en lektion i ytringsfrihed pakket ind i prutte-jokes og melodier, som man tager sig selv i at nynne i supermarkedet flere dage efter.
Karakterernes kamp mod deres forældres snæversyn føles mærkeligt relaterbart, selvom det hele ender i en apokalypse med djævlen selv. Det er provokerende, det er grimt, og det er noget af det mest intelligente animation, 90’erne overhovedet diskede op med.
South Park: Bigger, Longer and Uncut kan købes og lejes på Viaplay og Blockbuster.
Batman: Mask of the Phantasm
Gothams mørke ridder fik i 1993 sin måske bedste filmudgave nogensinde – ja, endda bedre end The Dark Knight. Det her mesterværk kom fra holdet bag den animerede serie, og de forstod virkelig, hvad der gør Batman spændende.
Mystikken omkring den nye morder, Phantasm, bliver flettet sammen med Bruce Waynes egen tragiske fortid på en måde, der giver karakteren langt mere dybde end bare en mand i en maske.
Visuelt er det en total art deco-fest med mørke skygger og skarpe linjer, der skaber en atmosfære af klassisk krimi og mørk melankoli.
Manuskriptet tør dykke ned i Bruces kamp mellem at ville have et normalt liv med kærlighed og sit løfte om at tæve kriminelle i en dragt.
Mark Hamills præstation som Jokeren er som altid helt fænomenal og tilføjer præcis det rigtige element af uforudsigeligt vanvid til den seriøse historie.
Musikken af Shirley Walker er intet mindre end episk og bruger et stort kor til at løfte stemningen til et niveau, hvor man får gåsehud over hele kroppen.
Actionsekvenserne er flot tænkt og udnytter animationens evne til at lave vinkler, der ville kræve et umuligt budget i virkeligheden.
Filmen tør være voldelig, dyster og voksen uden at det føles påtaget, og den står stadig som en milepæl for superhelte-drama.
Man bliver trukket helt ind i det her spind af svigt og hævn, som holder spændingen kørende helt til den eksplosive og ret tragiske finale.
Batman: Mask of the Phantasm kan købes og lejes på Blockbuster.
FernGully
Miljøkampen fik et visuelt syretryk i denne historie om regnskoven, hvor magi og virkelighed smelter sammen til en stor grøn omgang action.
Fortællingen om feen Crysta og mennesket Zak, der bliver krympet, ramte en vigtig nerve i 90’erne, før klimaet for alvor blev fast inventar på nyhederne.
Animationen er proppet med mættede farver og mærkelige former, der får skoven til at føles som en levende, åndende organisme fremfor bare baggrunde.
Skurken Hexxus, spillet af den altid fabelagtige Tim Curry, er en af de mest mareridtsagtige og fedt designede modstandere, vi nogensinde har set; en slimede røg-demon, der elsker forurening og død. Hans sang om ødelæggelse er både fascinerende og mega ulækker, hvilket gør ham til den perfekte modpol til den smukke natur.
Robin Williams leverer en totalt overgearet og genial stemmeprestation som flagermusen Batty, der med sine sange bringer noget tiltrængt humor ind i den seriøse snak om økologi.
Manuskriptet formår at levere et klart budskab om at passe på kloden uden at det føles som en kedelig geografitime. Karakterernes forhold til de små vidundere i skoven vækker en barnlig nysgerrighed og respekt for alt det grønne. Musikken understøtter den mystiske stemning og skaber en lydside, der føles lige så frodig som de billeder, man ser.
Animationen tager nogle vilde chancer med surrealistiske scener, især når magien får frit løb, hvilket giver filmen sin helt egen identitet i forhold til Disneys mere klassiske stil. Det er en oplevelse, der både underholder og efterlader en med en lidt dårlig smag i munden over, hvordan vi behandler vores natur.
FernGully kan desværre ikke ses på streaming for tiden.
The Prince of Egypt
DreamWorks satsede hele butikken på denne genfortælling af historien om Moses, og de ramte plet med et teknisk brag af en film. De smed alle de vante regler for børneanimation ud af vinduet og lavede i stedet en tung, seriøs og visuelt fuldstændig bjergtagende historie om tro og frihed.
Animationen i scenen, hvor Det Røde Hav deler sig, er stadig noget af det vildeste, man kan se; vandets bevægelser og lyset gør det til en næsten religiøs oplevelse i sig selv.
Musikken af Hans Zimmer giver filmen en episk tyngde, der får de fleste andre film til at lyde som elevator-musik i sammenligning.
Forholdet mellem Moses og hans bror Ramses bliver behandlet med en voksen forståelse for kærlighed, pligt og det uundgåelige svigt, hvilket gør dramaet meget mere intenst. Manuskriptet tør vise de mørke sider af historien, som de ti plager, med en skønhed og råhed, der brænder sig fast på nethinden.
Stemmecastet er fyldt med store navne som Val Kilmer og Ralph Fiennes, der tager opgaven så seriøst, at man helt glemmer, det er tegnet.
Visuelt er det en fest af egyptisk arkitektur og enorme landskaber, der får hvert billede til at føles som et historisk maleri. Animationen mestrer både de gigantiske scener med tusindvis af mennesker og de små, intime øjeblikke, hvor man kan mærke karakterernes smerte.
Det er et værk, der aldrig taler ned til publikum, men insisterer på at være seriøs kunst for folk i alle aldre, og det holder 100 % stadigvæk.
For mange børn var The Prince of Egypt deres introduktion til historien om Moses og slaverne i Egypten – og det er slet ikke en tosset introduktion at få.
The Prince of Egypt kan streames på TV 2 Play.
Anastasia
Fox Animation Studios ville vise, at de kunne lave en prinsessefilm med mere kant and Disney, og resultatet blev dette historiske eventyr med masser af mystik.
Historien om den forsvundne datter af zaren og hendes rejse for at finde ud af, hvem hun er, er pakket ind i et univers, der både er flot og ret uhyggeligt.
Karakteren Anastasia er ikke en passiv pige, der venter på hjælp; hun er rap i replikken, handlekraftig og føles som en person med kød og blod. Hun har en fantastisk dynamik med charlatanen Dimitri, og deres skænderier er langt mere underholdende end de sædvanlige sukkersøde romancer.
Skurken Rasputin bringer et element af overnaturlig rædsel ind med sit forfaldne udseende og sine mørke kræfter, hvilket giver filmen en fed spændingskurve.
Sangene er i topklasse og formår at fange både den russiske melankoli og følelsen af Paris i de glade 20’ere på en måde, der sidder lige i skabet.
Animationen er sindssygt detaljeret, især når vi ser de store balsale eller de drømmeagtige minder, hvilket giver filmen et internationalt og dyrt look.
Manuskriptet blander virkelige begivenheder med ren magi uden at miste fokus på den personlige rejse og jagten på et rigtigt hjem. Humor bliver brugt præcis, hvor det skal, og visuelt er filmen en total fornøjelse, der sagtens kan måle sig med de største produktioner fra den tid.
Man får her en historie om overlevelse og håb, som tør være dyster og romantisk på samme tid uden at miste sit publikum.
Anastasia kan streames på Disney+.
Whisper of the Heart
Studio Ghibli leverede i 1995 denne fantastiske og helt nede på jorden-fortælling om at være ung og prøve at finde ud af, hvad man er god til.
Vi følger pigen Shizuku, der elsker at læse, og hendes møde med Seiji, der drømmer om at bygge violiner; det er en hyldest til hverdagens små mirakler og det hårde arbejde, det kræver at have talent.
Animationen er i den der vanvittige Ghibli-kvalitet, hvor man får lyst til at flytte ind i de tegnede huse, fordi hver eneste detalje i antikvitetsforretningerne og de japanske gader er lavet med så meget kærlighed.
Manuskriptet springer de store actionscener over og fokuserer i stedet på de indre kampe, hvilket gør det utroligt relaterbart for alle, der nogensinde har været usikre på deres fremtid.
Drømmesekvenserne med den magiske katte-figur Baron giver lige præcis det rigtige strejf af fantasi til den ellers realistiske historie.
Musikken, og især den måde de bruger sangen “Country Roads” på, skaber en stemning, der er så hjertevarm, at man sidder med et smil over hele femøren.
Karakterernes forhold til deres familier og deres egen frygt for at fejle bliver skildret med en ærlighed, man sjældent ser i store animationsfilm.
Animationen fanger lysets skiften over byen og de små detaljer ved en bog eller et måltid mad på en måde, der gør hver eneste scene til en lille visuel gave. Det er en oplevelse, der minder os om, at den største magi ikke behøver at komme fra tryllestave, men kan findes i modet til at følge sine egne drømme.
Whisper of the Heart kan streames på Netflix.
