Dramaet omkring ‘The Drama’

Allerede inden premieren på ‘The Drama’ begyndte virkeligheden at spejle fiktionen.

The Drama ligner ved første øjekast en stilfuld kærlighedshistorie om et ungt par på vej mod ægteskab. Men under overfladen gemmer sig en langt mørkere fortælling om hemmeligheder, moral og hvor meget fortiden egentlig betyder.

Filmen følger Emma og Charlie, spillet af Zendaya og Robert Pattinson, hvis forhold bliver sat på prøve, da en afsløring kort før brylluppet vender op og ned på alt. Det, der starter som romantik, udvikler sig hurtigt til et ubehageligt psykologisk spil om tillid og grænser.

Og netop den tematik har vist sig at række langt ud over lærredet.

Instruktørens essay

Kort før filmen ramte biograferne, dukkede et gammelt essay fra instruktør og forfatter Kristoffer Borgli op online. Teksten, hvor han beskriver et forhold til en pige på 17 år da han selv var 27, begyndte at cirkulere på Reddit og andre fora – netop som hans største film til dato stod foran sit gennembrud.

Det satte tonen.

Dermed kom fokus ikke kun til at handle om filmen, men også om instruktørens egen dømmekraft og fortid.

Det kontroversielle emne

Samtidig blev The Drama mødt af delte reaktioner ved premieren. Flere kritikere fremhæver skuespillet og filmens visuelle stil med stor ros, mens andre stiller spørgsmål ved dens håndtering af sit centrale tema.

Filmens mest omtalte element er en afsløring, hvor Zendayas karakter fortæller, at hun som teenager planlagde et skoleskyderi uden at føre det ud i livet. Den oplysning bliver et vendepunkt i historien og danner grundlag for resten af filmens konflikt.

Netop det tema har også affødt reaktioner uden for filmverdenen. Pårørende og overlevende fra skoleskyderier har kritiseret filmens præmis og tone, mens andre peger på, at filmen forsøger at skabe debat om ansvar, skyld og forandring.

Diskussionen kredser blandt andet om, hvorvidt filmen behandler et følsomt emne med tilstrækkelig nuancer, og om dens fokus ligger på de rette perspektiver.

Ifølge flere analyser lægger filmen i høj grad vægt på Robert Pattinsons karakter og hans reaktion på afsløringen, hvilket har rejst spørgsmål om, hvordan historien prioriterer sine synsvinkler.

Ironien

Samtidig fremhæves det, at filmens tematik om fortid og forandring spejler den aktuelle debat om Borgli selv. Kombinationen af filmens indhold og den genopståede diskussion om instruktørens tidligere udtalelser har været med til at gøre The Drama til en af de mest omtalte film lige nu.

Resultatet er en situation, hvor grænsen mellem værk og virkelighed i høj grad flyder sammen. For nogle er det en modig film, der tør gå steder hen, andre undgår. For andre er det et fejlskud, der viser sympati for skoleskydere.

Uanset hvad er én ting sikkert: The Drama handler ikke kun om dramaet på lærredet. Det største drama udspiller sig udenfor.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: