Det er nu bekræftet, at Alex Garland – kendt for Ex Machina, Annihilation og senest Civil War – skal instruere en filmatisering af det populære videospil Elden Ring.

Projektet bliver Garlands næste store satsning og forventes at gå i optagelse i 2026. Det bliver samtidig A24’s dyreste film til dato.

Garland havde ellers antydet, at han ville tage en pause fra instruktørstolen, men det ser ud til, at den plan er blevet droppet. Ifølge flere branchekilder er Garland allerede i forhandlinger om en endelig aftale med A24, som i forvejen arbejder på en filmatisering af spillet Death Stranding.

Elden Ring, udgivet i 2022, er udviklet af FromSoftware og blev skabt af Hidetaka Miyazaki i samarbejde med Game of Thrones-forfatter George R. R. Martin. Spillet foregår i et mørkt fantasy-univers og følger en gruppe udstødte, kendt som The Tarnished, i deres jagt på magt gennem genopbygningen af det ødelagte Elden Ring.

Med Garland bag kameraet og A24 i ryggen er forventningerne tårnhøje til en visuelt og narrativt ambitiøs filmatisering. Filmen kan blive et nyt kapitel i A24’s udvikling mod større blockbuster-produktioner.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: