2024 er slut, og det har i den grad været et mystisk filmår. Med kun én enkelt MCU-film udgivet (Deadpool & Wolverine), en skuffende Joker-film og en række overraskende low-budget-film ser det ud til at der er forandringer på vej i filmverdenen.
Det virker, som om anmeldere og publikum er begyndt at vende blikket mod de uafhængige film og i stedet bruge deres kostbare tid på de film, der mætter følelserne frem for popcornmaven. Det er ikke længere filmene med de store eksplosioner i en større franchise der imponere biografgængerne, men derimod de originale historier med instruktørens tydelige kreative frihed.
En række andre imponerende film der ikke kom på listen var: We Live In Time, De Lydløse, Kingdom of the Planet of the Apes, Dune: Part 2, Furiosa og Heretic.
5: Gladiator 2
Efter skuffelsen med Napoleon året før, som skulle have været Ridley Scotts kæmpe blockbuster, kom det som en kæmpe overraskelse, at en Napoleons-film ikke imponerede nogen, men at en sequel til Gladiator 25 år efter den første faktisk fungerede problemfrit.
Som min kollega fra Politiken perfekt beskrev filmen i sin anmeldelse: “En ordentlig kæberasler af en efterfølger” – og det er det i den grad.
Gladiator 2 handler om Lucius, der må forsvare sin by, da romerne invaderer. De har ingen trylledrik, så de bliver hurtigt slået ud. Han bliver solgt som slave, men Denzel Washington ser hurtigt en råstyrke og underholdningspotentiale i ham. Mens han kæmper i Colosseum, prøver han at komme tættere på manden, der ledte angrebet mod hans by og dræbte hans kone – General Acacius.
Hvor den første Gladiator måske havde et stramt budget, og CGI’en ikke var tilstrækkelig i 2000, er der ingen undskyldninger her – og den undskylder i den grad ikke.
Det er ikke bare en større og vildere Gladiator-film; det er også en bedre. Det er en mere nuanceret fortælling, hvor der ikke bare er en god og en ond, men også magtliderlige skyggefolk, der manipulerer sig til magten, komplotter i kældrene og militærtropper, der venter på at begå mytteri.
Gladiator 2 er klart en af årets bedste film. Jeg er glad for, at jeg så den i biografen, selvom jeg forventede en kæmpe skuffelse dømt på traileren. Ridley Scott ved stadig, hvad han laver i en alder af 87.
Gladiator 2 kan ses i biografen.
Hvor kom den fra? The Substance er Coralie Fargeats store gennembrudsfilm. Det er en fortælling om et mandsdomineret samfund, hvor kvinder skal arbejde dobbelt så hårdt og dobbelt så imponerende for at få det, de ønsker, mens mændene kan sidde tilbagelænet i deres kontorstole og spise rejer, imens Demi Moore må føde Margaret Qualley ud af ryggen for at få hendes yoga-tv-show tilbage.
The Substance handler om den ældre Hollywood-stjerne Elisabeth Sparkels (Demi Moore), der har et morgentræningsprogram i fjernsynet. Nu er hun fyldt 50 og bliver smidt ud på røv og albue. Af omveje lærer hun om en ny mulighed for at blive ung igen, kaldet The Substance. Det ser lige så giftigt ud, som det lyder – en selvlysende grøn væske, der skal sprøjtes ind i dig. Hurtigt kan Demi Moore ikke enes med sit unge jeg (Margaret Qualley), og der starter en bitchfight af episke dimensioner.
The Substance er en filmisk lækker perle der sender glade tanker tilbage til John Carpenter og David Cronenberg, Margaret Qualley viser i den grad sit værd og vi kan godt regne med at se mere til hende i fremtiden. Demi Moore giver os dårlig samvittighed over at vi ikke har set mere til hende siden Charlies Angels 2, så hun kan nok trøste sig med en Oscar nominering her i februar.
Det er en creepy body-horror-film, som man kan se til pyjamasfesten – og så gør det ikke noget, at den også har et budskab.
The Substance kan ses på SF Anytime.
There and back again – samme år som den kritiske film om Donald Trump udkommer, bliver han selvfølgelig genvalgt. Jeg havde aldrig troet, at filmen om Trump ville være god. Jeg forventede en film, der ville proppe sit budskab ned i halsen på mig og fortælle mig, hvor slem han er. Men den er meget mere end det. The Apprentice er en Karate Kid-fortælling, hvor Daniel Larusso overgår Mr. Miyagi i rigdom og efterlader ham døende og ensom.
Det er ærgerligt, at denne film nok vil blive overset af Oscar-akademiet af indlysende årsager.
The Apprentice følger den unge Trump i 70’ernes New York. Han kæmper for at få sin fars anerkendelse ved at vise, hvor store og dyre bygninger han kan bygge. Men han gør det ikke alene, for han har brug for hjælp fra sin nye kompagnon Roy Cohn. De bliver en slags korrupt Batman og Robin, der tager fra de rige og beholder det hele selv.
Jeg kedede mig ikke et sekund under The Apprentice. Jeg var konstant underholdt af Sebastian Stans fabelagtige portrættering af Trump, hvor man langsomt kan se den nutidige Trump vokse frem i ham, efterhånden som årene går. Han bliver mere orange, mere overvægtig, får større andelæber og afbryder mere og mere.
Det er en fremragende film, som jeg glæder mig til at se igen.
The Apprentice kan lejes på Blockbuster.
Alex Garland er ikke færdig med at fortælle om krigens rædsler. Han er snart aktuel igen med filmen Warfare, som han har lavet sammen med Ray Mendoza, der var militær supervisor på Civil War. Og det kan i den grad mærkes, at der er brugt kræfter på realismen.
Civil War handler om krigsfotografen Lee Smith, der drager ud på et roadtrip gennem det krigsramte USA for at nå frem til Det Hvide Hus og få et sidste billede af præsidenten der gemmer sig for tropperne. Landet er splittet og kannibaliseret – noget, der skræmmende nok ikke er langt fra virkeligheden.
Civil War er efter Garlands egne ord hans sidste film som instruktør – noget jeg virkelig håber ikke er sandt. Det er en ekstremt modig film, sindssygt flot og smukt fotograferet. Den er medrivende og fantastisk godt spillet af hele castet.
Det er nok en film Oscar-akademiet ikke tør at kaste statuetter efter pga. det politiske aspekt, men jeg krydser stadig fingre.
Civil War kan ses på Prime Video.
For mig var Kristoffer Borglis Dream Scenario den mest rørende, sjove, tankevækkende og underholdende film, jeg længe har set. Det er en irriterende klog og kreativ film, jeg ville ønske, jeg selv var kommet på.
Hvis Inception var en Seth Rogen-film, var det Dream Scenario. Det er ment som et kompliment.
Filmen handler om professoren Paul Matthews, der lever som en vissen blomst – ingen lægger mærke til ham, og ingen værdsætter ham. Lige indtil han begynder at dukke op i folks drømme, hvor han – ligesom i sit eget liv – ikke gør en skid. Han får nu den kendisstatus, han altid har drømt om, indtil drømmen bliver til et mareridt.
Imens jeg skriver denne artikel, er Borgli i gang med at færdiggøre sin næste film, The Drama, med Robert Pattinson og Zendaya, og jeg kan ikke vente med at se den.
Borgli har en fantastisk forståelse af mennesker – både på et humoristisk niveau og et psykologisk niveau. Jeg har aldrig skreget af grin så meget i en biograf som da Paul prutter, imens han får et handjob af en gudesmuk pige. Eller filmens fantastiske billede på brugen af kendisser, da de vil bruge Pauls berømmelse til at sælge Sprite i folks drømme.
På trods af filmens underlige slutning, som mest af alt minder om Black Mirror, kan man næsten ikke undgå at fælde en tåre til de sidste ord: “I wish this was real.”
Dream Scenario kan ses på Prime Video.
Dette er redaktørens egen rangering af de bedste film i 2024.
