Amber Heard (“All the Boys Love Mandy Lane”, “Pineapple Express”) har fået en af de store roller i den kommende filmudgave af gonzo-journalisten Hunter S. Thompsons “The Rum Diary”, som Johnny Depp har hovedrollen i.

Historien omhandler journalisten Paul Kemp (Depp) i 1950’ernes Puerto Rico. Heard skal spille Chenault, en frisindet kæreste til en af Kemps kolleger, der har en affære med Kemp i forsøget på at få ham til at tage med hende væk.

Rollen i filmen trak stor interesse fra mange forskellige skuespillerinder, og bl.a. skulle Scarlett Johansson og Keira Knightley have været med i opløbet om rollen.

Bruce Robinson instruerer “The Rum Diary” efter sit eget manuskript. Depp har tidligere spillet hovedrollen i Hunter S. Thompson-filmatiseringen “Fear and Loathing in Las Vegas” fra 1998, som Terry Gilliam instruerede.

Heard kan næste gang ses i filmatiseringen af Bret Easton Ellis’ “The Informers”, der får amerikansk premiere til april.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: