Fra i dag kan du på Disney+ se den Oscar-vindende film ‘Poor Things’. Men er den al hypen værd? Eller er det bare en højpandet, farverig kunstinstallation fyldt med tomme kalorier?
Yorgos Lanthimos’ nyeste film, ‘Poor Things’, er hans bedste til dato! Det er klart hans mærkeligste film ‘udseendemæssigt’, men uden tvivl hans mest kommercielle ‘indholdsmæssigt’.
Filmen er baseret på bogen af samme navn fra 1992 af Alasdair Gray og følger kvinden Bella Baxter spillet af Emma Stone. Bella Baxter er et forsøg af karakteren Dr. Godwin Baxter, som har fundet hende død efter et selvmord. Gravid.
Dr. Godwin Baxter skærer barnet ud og indsætter barnets hjerne i Bella Baxter og vækker hende til live på bedste Frankenstein manér.
Det vil sige, at vi igennem filmen følger Bellas rejse fra barn til voksen igennem hendes tilværelse. Hun oplever alt fra skovture til onani, dans, prostitution, fattigdom og croissanter.
Alt går fint, indtil hun møder den sleske Duncan Wedderburn spillet formidabelt af Mark Ruffalo.
Jeg kunne ikke andet end at grine konstant af Mark Ruffalo, og hans rolle i sig selv er nok til at se filmen.
Duncan tager Bella med på en rejse til Spanien, Lissabon og Paris. Og hun lærer verden bedre at kende og ikke mindst sig selv.
‘Poor Things’ udforsker kvindens rolle i samfundet i forhold til mandens rolle. Og det er tydeligt at se, hvor meget magt kvinder har over mænd, helt ubevidst.
Filmen ville gøre Sigmund Freud stolt af sig selv, hvis han så den i dag, mændene i filmen gør alt det kvinderne vil have, og kvinderne udnytter mændene til deres egen fordel. Men filmen bliver aldrig en rød strømpe, man får stoppet ned i halsen. Derimod ser man bare, hvor store idioter mændene er, fordi de ikke kan stå imod kvindernes krop.
Uden at Bella gør noget aktivt, får hun tilbud fra højre og venstre fra forskellige mænd om ægteskab, men Bella vil egentlig bare gerne have champagne og sex. Og det får hun også.
‘Poor Things’ bliver aldrig for meget, for universet virker levende og tillidsfuldt. Selvom himlen altid er lilla, og husene ligner Tim Burtons haveskur, så tror jeg aldrig på, at det ikke er rigtigt.
Jeg bliver aldrig træt af at kigge på filmen, og jeg bliver aldrig træt af at se på skuespillerne. Det er en fortjent Oscar, Emma Stone fik med hjem i søndags, og det er fortjente 4 Oscars, hele holdet fik med hjem.
Bella og Duncan tager halvvejs på krydstogt, og hele den scene er fantastisk visuelt. Produktionen har brugt ‘StageCraft’ eller ‘Volume’ i stedet for greenscreen, og det kommer dem virkelig til gode.
‘Volume’ er en stor LED-skærm, som skaber baggrunden i stedte for at bruge en grøn skærm. Det gør, at lyset reflekterer mere naturligt, og at skuespillerne reagerer mere naturligt til omgivelserne. Det gør hele krydstogtscenen enormt smuk og lækker at kigge på, og jeg var selv med af det, da filmen sluttede. Jeg ville gerne have set mere til universet.
Instruktøren Yorgos Lanthimos er af græsk afstamning og kendt for sin unikke og ofte surrealistiske stil. Han er født den 27. maj 1973 i Athen, Grækenland. Lanthimos har etableret sig som en af de mest innovative filmskabere i moderne tid. Og med ‘Poor Things’ har han endelig fået en fod ind i det etablerede Hollywood.
Han brød igennem internationalt med filmen ‘Dogtooth’ fra 2009, som vandt Un Certain Regard-prisen i Cannes Film Festival samme år. Filmen udforsker temaer som isolation, kontrol og menneskelig adfærd gennem en surrealistisk fortælling om en familie, der holder deres børn isoleret fra omverdenen.
Lanthimos er også kendt for film som ‘The Lobster’ fra 2015, en dystopisk satire, der udforsker kærlighed og samfundets normer gennem historien om en mand, der skal finde en partner inden for en begrænset tidsramme eller blive omdannet til et dyr. Filmen modtog stor anerkendelse og vandt Juryens Pris ved Cannes Film Festival.
Andre bemærkelsesværdige værker inkluderer ‘The Killing of a Sacred Deer’ fra 2017 og ‘The Favourite’ fra 2018. Lanthimos’ film er ofte karakteriseret ved deres mørke humor, bizarre præmisser og komplekse karakterer. Og ‘Poor Things’ er ingen undtagelse.
Har man aldrig set hans film før, så er ‘Poor Things’ en god indgang. Den er nem at følge med i, og man keder sig ikke et sekund under filmen.
‘Poor Things’ kan ses fra i dag på Disney+.
#1 ThomasEJ 9 måneder siden
Så hun fortjente en Oscar, på trods af at du blev træt af at se på hende?
#2 Jonas Hansen 8 måneder siden
Det er selvfølgelig en fejl, der skulle have været et "aldrig" foran :)
Det er rettet nu.