Af: Benway | Udgivet: 2008-07-22


Hvis der er en superhelt, som har befolket den lille skærm og det store lærred mere end nogen anden, så er det Batman. Hvor de fleste helte skal være taknemmelige for en film eller to, så er han med mellemrum dukket op i en eller anden form i årevis. Mere end nogen anden tegneseriehelt lader han til at være som født til de levende billeder og i modsætning til de mere renlivede helte som Superman, så har han haft nemmere ved at tilpasse sig den mere kyniske moderne opfattelse af tingene.

I en verden af uperfekte helte er det langt nemmere at forholde sig til en, der besidder nogle af de samme mangler og fejl, som vi selv gør, og som ikke nødvendigvis kan løse enhver situation. Batman er ganske vist en helt, men han er det næsten på trods af sig selv, og hans sejre er ofte et spørgsmål om at overvinde egne, indre konflikter.
Batman blev oprindeligt skabt af Bob Kane og Bill Finger og dukkede op første gang i “Detective Comics” nr. 27 i 1939. Ideen til figuren var at skabe en helt, der på den ene side byggede videre på den succes, som Superman havde opnået året forinden, men også at lave en figur i traditionen fra de berygtede pulp-blades kulørte helte. I starten var han en særdeles hårdtslående herre, der ikke følte synderlig samvittighedsnag ved at afstraffe sine modstandere eller at benytte skydevåben. Figuren blev lynhurtig en succes, og i løbet af de næste år blev hans voldelige metoder betydeligt nedtonet, samtidig med at han blev forsynet med den velkendte oprindelseshistorie, hvori hans forældre bliver dræbt af forbrydere. Serien introducerede også Robin, eftersom Finger mente, at Batman-figuren havde brug for en at tale med. Bob Kane var ikke desto mindre imod introduktionen af en partner, og selvom salgstallet eksploderede, er det på mange måder en kontrovers, som er fortsat lige siden.
Hollywood var ikke sen til at se potentialitet i en filmisk udgave af Batman, og allerede i 1943 blev han stjerne i sin egen serie, der endda kom til at påvirke tegneserien, da den introducerede batgrotten. Den første deciderede spillefilm kom dog først 1966, hvori Adam West påtog sig rollen som den mørke ridder. Filmen, der var en opfølger til den daværende tv-serie, havde en campet og kitschet tone og var mest af alt en parodi på genren. Robin udstødte råb som ”Holy heart failure!” og Batman var udstyret med alskens bizarre anordninger såsom den berygtede anti-haj spray. Selvom filmen og serien ikke ligefrem var det kunstneriske højdepunkt for at sige det mildt, så ville det dog være urimeligt fuldstændig at frakende dens underholdningsværdi, og vi var vist en del, der trofast så den uge efter uge. Samme bat-tid, samme bat-kanal.

Med Tim Burtons ”Batman” fra 1989 blev figuren taget helt anderledes alvorligt, og filmen var udstyret med store navne som Jack Nicholson og Kim Basinger. I hovedrollen valgte Burton at caste Michael Keaton, der gjorde et glimrende arbejde på trods af typemæssigt at være meget langt fra helteidealet. Det var en af de første gange en seriøs og respekteret skuespiller påtog sig en så farverig rolle. Filmens primære styrke var dog dens overdådige set-design, der satte en ny standard for genren. “Batman” blev ved premieren kritiseret for at være et eksempel på stil over indhold, hvilket den for så vidt også var, men stilen var til gengæld fuldstændig overdådig.


Når man vender tilbage til den i dag, virker den ikke desto mindre temmelig forældet. Tiden har interessant nok været betydelig mere nådig ved Burtons forsættelse, den nihilistiske ”Batman vender tilbage”, der i sin samtid blev kritiseret for at være for mørk og grum og for ikke at fokusere nok på Batman selv. Selvom det er sandt, at helten næsten er reduceret til en bifigur i sin egen film, så er skurkene til gengæld betydeligt mere fyldige og har langt mere dybde end tidligere. Både Pingvinen og Catwoman er snarere ofre end hjerteløse skabninger. De virkelige skurke i filmen er Catwomans grådige chef samt den omverden, der bortkaster Pingvinen, fordi han ikke lever op til normalitetskravet. Derfor er der heller ingen egentlig tilfredsstillelse i at se skurkene blive besejret, og filmen er betydelig mere tragisk, end hvad der er normalt inden for genren.

Filmselskabet, der var utilfreds med tonen i den nye film, besluttede at droppe den planlagte tredje Burton-film. I stedet gik instruktørjobbet til Joel Schumacher, der i ”Batman Forever” valgte en betydelig lettere tone end tidligere. Efter at have set manuskriptet valgte Keaton også at trække sig, og rollen gik i stedet til Val Kilmer. Filmen introducerede Robin til serien, men mest opmærksomhed fik den fornyede stil, der tog filmen i en ganske anden retning. Batman – og i det hele taget superhelte – er mere eller mindre altid blevet omtalt som skabshomoseksuelle, måske fordi at selve ideen om, at en mand tager et kostume på i offentlighed i sig selv opfattes som bøsset (eller måske fordi de har underbukserne uden på tøjet – man ved aldrig). Det var i hvert fald ikke en side, som Schumacher ligefrem nedtonede. I stedet blev figurernes udklædning seksualiseret ved at blive forsynet med brystvorter og større buler i plastikbukserne, hvilket tegneseriens fans vendte sig stærkt imod.
Hvis den forrige film havde været et skridt i den forkerte retning, så blev Batman & Robin” et rekordsættende et af slagsen. Val Kilmer besluttede sig for ikke at vende tilbage til rollen, og den gik i stedet til George Clooney, der gav en meget anonym præstation. Filmen blev en kritisk og kommerciel katastrofe, og med sine absurde overgearede actionsekvenser, set-designs, der lignede noget fra en actionfigur-serie, flade helte og skurke samt en lang stribe af tåkrummende replikker, blev den lavpunktet i Batman-filmatiseringerne. Adam West-filmen fra 1966 havde i det mindste været frivilligt morsom. Over de næste år gik ideerne frem og tilbage, og man overvejede de forskellige muligheder for at redde serien: En film med Scarecrow og Harley Quinn, en film hvor Batman skulle mødes med Superman, og endda en film, der var baseret på den animerede serie “Batman Beyond”, der foregik i fremtiden. Alle blev de dog droppet, men i mellemtiden havde Batman succes i de forskellige animationsserier og film.
Han vendte omsider tilbage til det store lærred i 2005 med ”Batman Begins”, som er en såkaldt reboot, hvor hele serien startes forfra. I instruktørstolen satte sig ganske overraskende Christopher Nolan, der ikke havde meget erfaring med film af denne størrelse, men som dog havde høstet stor anerkendelse for de psykologiske thrillere “Memento” og “Insomnia”. Til at spille hovedrollen valgtes Christian Bale, der havde fået stor ros for sine præstationer i bl.a. “American Psycho” og “Equilibrum”. Den nye films retning skulle blive ganske anderledes end de tidligere. I en ikonisk scene i filmen maler Batman sin dragt fra glansfuldt skinnende til fuldstændig mørk. Hele filmen tog en lignende drejning, og væk var de campede og kitschede elementer. Den nye Batman blev mørkere og mere realistisk end tidligere, og han blev i højere grad afbildet som en troværdig person i stand til at begå fejltagelser og handle uklogt. Filmen var den første i rækken, der tog sin hovedperson alvorligt og fokuserede mere på psykologi og karakter end på spektakulære actionsekvenser.

Hvis “Batman Begins” omdefinerede filmserien, så lader de første reaktioner på ”The Dark Knight” til, at den muligvis gør noget tilsvarende for superheltegenren. Ved forrige weekend slog den alle rekorder for indtjening på en premiereweekend i de amerikanske biografer, så der er ingen tvivl om, at der er meget mere interesse i figuren endnu. På nuværende tidspunkt er det endnu uvist, om Nolan vil instruere en Batman-film mere, men med denne films succes kommer der utvivlsomt til at ligge en stor forventning om, at han gør netop det. Der er ganske vist gået mere end 40 år, siden den første film havde premiere, men med “The Dark Knight” synes den spidsørede helts filmpopularitet først nu at være på sit højeste.



Biograf – “The Dark Knight”:

Den maskeklædte lovhåndhæver Batman sætter mere på spil i sin krig mod kriminaliteten i Gotham City. Med hjælp fra politiassistent Jim Gordon og den offentlige anklager, Harvey Dent, sætter den mørke ridder sig for at pille de tilbageværende forbryderorganisationer fra hinanden. Deres makkerskab viser sig yderst effektivt, men snart efter bliver de overrrumplet af et nyt kaotisk forbryderstyre, der er udtænkt af en overlegen kriminel hjerne, som de skræmte borgere i Gotham lærer at kende under navnet Jokeren.
Blu-ray – “Batman Begins”:

Efter det brutale mord på forældrene rejser den desillusionerede industri-arving Bruce Wayne rundt i verden for at lære at forstå, hvordan den kriminelle hjerne fungerer. Han begynder snart på sin rejse at bekæmpe uretfærdighed og skabe frygt blandt dem, der udnytter de svage – samtidig med at han kæmper mod sine egne dæmoner. Da han vender tilbage til Gotham City, opdager han, at byen flyder med organiseret kriminalitet. Bruce slår sig sammen med politibetjenten Jim Gordon og den offentlige anklager Rachel Dawes. Med deres hjælp skaber Bruce sit alter-ego: Den kappeklædte hævner Batman.
Dvd – Batmania!:

Filmz blev tilbage i 2005 bidt af en gal flagermus og anmeldte i denne anledning en lang række af Batman-filmene på dvd.

”Batman S.E.”

”Batman vender tilbage S.E.”

”Batman Forever S.E.”

”Batman & Robin S.E.”

”Batman: Dødsenglen”

”Batman Begins”

Gravatar

#1 Riqon 16 år siden

Billedet af Batman og Robin ... Fy for den lede, hvor er de klamme at se på ...
The only way to beat a troll is to not play their game.
Gravatar

#2 filmz-BrotherJack 16 år siden

Jeg er så evig træt af at få reduceret Burtons "Batman"-film pga. Nolans nye effektive dramaer. Der er INGEN tvivl om at Nolan aldrig havde kunne gå 1/4 så langt med sine dystre fortællinger om Batman, - og realistiske og anti-tegneserie universer - hvis det ikke havde været fordi Burton tog det første kontroversielle og modige skridt mod et mere eller mindre seriøst bud på Batman. Han var den perfekte mand til opgaven dengang, og filmene er, som mange af Burtons, ujævne i storylines, men rig på fortællerlyst og æstetisk guf. That's fucking entertainment!

At Nolan nu vælger at lave Batman-film, som var de instrueret af Michael Mann, er absolut fantastisk, men Burtons univers var bare i første omgang det helt rigtige for figuren, og slet ikke uoplagt. Tværtimod synes jeg Nolans 9/11-shit og krimidrama take på det hele er uoplagt - men det virker, og jeg bøjer mig støvet for de uden tvivl bedst instruerede Batman-film.
Men nøj, hvor jeg glæder mig til at disse film også er datede, så folk får et perspektiv på tingene.
Gravatar

#3 filmz-vassago 16 år siden

Jeg er næsten enig, jeg er helt vild med Nolans "opdatering", men det er ikke så comic-agtigt længere, noget af det der var superfedt med Batman og Batman Returns. Universet var superfedt, og skurkene lidt mere karrikerede.
"For me, the cinema is not a slice of life, but a piece of cake" - A. Hitchcock
Gravatar

#4 filmz-Lecter 16 år siden

Burtons film havde en fantastisk godt skrevet dialog. jeg nævner i flæng (fra hukommelsen, så undskyld hvis enkelte ord ikke er helt korrekte - men det er 10 år siden jeg sidst så dem) "I am catwoman, hear me roar" -"life's a bitch now so am I", "Where does he get those wonderful toys", "Tell me something, my friend. You ever dance with the devil in the pale moonlight?", "we're made for each other... Beauty and the Beast. Of course, if anyone else calls you beast, I'll rip their lungs out". FANTASTISK. Det er for mig helt klassiske replikker, og ja jeg er en fan-boy men de står helt deroppe for mig med "we'll always have Paris" fra Casablanca etc
Gravatar

#5 filmz-Bruce 16 år siden

Nolan og Burtons Batman universer er essentielt forskellige og derfor må deres Jokere også være det. Nolans succesfulde opdatering tager ikke noget fra Burtons vision og heller ikke Jacks Joker, som er og bliver veloplagt og vidunderligt eksekveret. Om man bedre kan lide den ene fremfor den anden, er et stilvalg.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#6 erikjust 16 år siden

Man skal på ingen måde undervurdere de animerede film (gør man det begår man en stor fejl).

Oftest vil jeg mene at film som Batman Mask Of The Phantasm og Batman Beyond return of the joker, er fuldt på højde hvis ikke overlegen på visse punkter Nolans og Burtons version
Gravatar

#7 dolphinfriendly 16 år siden

Burton gjorde med Batman, hvad han altid har været bedst til - at skabe et teatralsk ekspressionistisk univers, der i dette tilfælde er tro overfor Miller. Om Nolan ikke var kommet så langt uden Burtons vision, ser jeg i bund og grund som værende uvæsentlig - hvis den tyske ekspressionisme ikke havde eksisteret, havde Burton ikke haft sit særegn eller umiddelbart noget at byde på. Som Bruce skriver, er det to vidt forskellige stilarter og derunder en smagssag.

Jeg har aldrig været den store tilhænger af Burtons Batman. Stilen er for meget form fremfor indhold for mit vedkommende, hvorimod Nolan brødrene ser ud til at forstå Gotham universet og karakternes problematik bedre end Burton. Det ér ganske vist mere realistisk, men essensen af Batman fanger Nolan drengene, efter min mening, langt mere subtilt end Burton. Iøvrigt er det kun "The Dark Knight", som er tydelig i sin Mann (eller rettere kun "Heat") inspiration.

Gravatar

#8 Bobby Singer 16 år siden

Alt snakken om Batman har gjort mig helt nostalgisk og så kom jeg til at tænke på "Batman: The Animated Series", som jeg ved at der er nogle fans af herinde, så jeg stødte på en spændende lille "behind the scenes" dokumentar, som hbo har produceret, der går bag tilblivelsen af "Mask of The Phantasm". Der er bla. andet nogle små klip af Mark Hamill der levere stemmen til Jokeren, det er meget sjovt at se, hvordan han nærmest ændre helt karakter, når han lægger stemme til ham.

Part 1:

Part 2:

Jeg får jo helt lyst til gense Batman: TAS igen. Det er godt nok ved at være mange år siden jeg sidst har set den. Det var dengang jeg ventede på at Snurre Snups søndagsklub skulle slutte, så jeg kunne se Batman. :D
Idjit
Gravatar

#9 elwood 16 år siden

#8

TAK ER KUN ET FATTIGT ORD!

Jeg har længe efterspurgt klip med Mark Hamill's voice recordings af The Joker.

Hvorfor dælen er det ikke med på DVD'en, de burde lave en re-release af filmen.

Meget sjov at se Bruce Timm og Paul Dini fra den tid.

HBO er geniale.

Kom da igang knægt med at se den (Batman TAS) igen 8-)



J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Gravatar

#10 elwood 16 år siden

#8 Og ja Mark Hamill går hel ind i sin rolle, han har nu altd også været min yngslings joker.

Uhh Shirley Walker, ahh this has just turned into the best day 8-)

Haha frrezeframe ved Mark Hamill's "Honey Im home"
J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"

Skriv ny kommentar: