[h2]Stjerneskud over Berlin – en uge i filmens verden[/h2]
Velkommen til Berlinalen 2004. Nordeuropas største og mest velestimerede festival, der symptomatisk nok har sit hovedsæde på Potsdamer Platz – netop det område i Berlin hvor muren i sin tid delte landet og byen i to. Fra i torsdags og de næste 10 dage frem danner pladsen imidlertid ramme for knap 4000 pressefolk fra hele verden, samt et væld af filmkøbmænd, stjerneskuespillere, producenter og andet godtfolk, der alle har interessen for film tilfælles. Og det kan mærkes. Fysisk som en konstant skubben og masen ihusat af de mange pressefolk, der med foroverbøjede kroppe og determinerede miner er på evig jagt efter det bedste sæde, spørgsmål, vinkel eller billede. Vi jager fra den ene biograf til den anden. Fra pressemøde til pressemøde. Der mumles i krogene; kommer Nicole Kidman også i år, hvordan vil Jack Nicholson opføre sig, har Charlize Theron virkelig taget 30 kg på i rollen som den kvindelige psykopat i “Monster”? Berlinalen syder af forventning stillet over for de stjernebestrøede besøg. Foreløbig har prominente og notoriske skuespillere som Jack Nicholson, Diane Keaton, Cate Blanchett, Tim Roth samt Charlize Theron fået majoriteten af den bjergbetagede presse til at stille spørgsmål som “Lækkert hår – hvordan gør du?” og til gavflaben Jack “Er du glad for din røv?”, hvortil manden rejste sig og vrikkede lidt med den berømte numse. Jotak, der diskuteres vigtige ting på denne filmfestival.
Heldigvis er Berlinalen ikke kun Boulevardpresse og stjernestøv, men først og fremmest en festival helliget film fra hele verden. Og dem er der masser af. Alene i hovedkonkurrencen, der består af 26 film fordelt over hele ugen, finder man film fra såvel Kroatien, Vietnam, Spanien, Italien, USA, Sverige og Tyskland. Heriblandt finder man også “Forbrydelser” af Anette K. Olesen, der fornemt repræsenterer Danmark i kapløbet om Guldbjørnen, der uddeles på lørdag. Filmen blev vist søndag for en pakket biografsal og fik en ganske fin modtagelse og en del klapsalver med på vejen. På det efterfølgende pressemøde
kunne man møde instruktøren samt de tre skuespillere Ann Elenora Jørgensen, Trine Dyrholm og Sonja Richter – sidstnævnte flankeret af den legendariske danske producer Ib Tardini. Mange udenlandske pressefolk fandt den stærke og alvorstunge film usædvanlig for dansk film, der – som en svensk journalist udtrykte det – “altid skulle blande humor med alvor”. Anette K. Olesen replicerede, at det havde været en mærkbar udfordring at holde sig fra den velkendte formel, men at det havde været hendes og Kim Fupz Aakesons ønske at bevare den alvorlige tone hele vejen igennem. Det bifaldt de fleste journalister og især efter at Trine Dyrholm bekendtgjorde, at de medvirkende havde lettet stemningen med kortklub og druk hver aften, blev stemningen på pressemødet så hyggelig og jovial som en..tja… god dansk film.
Om “Forbrydelser” ligefrem er i nærheden af den eftertragtede statuette er endnu uvist, eftersom der stadig er mange film der mangler at blive vist. Ikke desto mindre er de fleste dog enige om, at det hidtil har været et noget skuffende hovedkonkurrence program. Flere amerikanske film, som f.eks. “Country of My Skulls” om apartheidstyret i Sydafrika af John Boorman og med Juliette Binoche og Samuel L. Jackson i hovedrollerne, har været veritable skuffelser. Den meget omdiskuterede western “The Missing” af Ron Howard (“Apollo 13” og “A Beautiful Mind”) fik ligeledes en noget lunken modtagelse,
omend en knivskarp Cate Blanchett brænder fuldkommen igennem på lærredet og efterfølgende med sit sympatiske væsen og guddommelige udseende tog pressen med storm. Og Berlinalen i år er virkelig blevet begavet med nogle stærke kvindelige præstationer. Ikke mindst i Patty Jenkins “Monster”, hvor Charlize Theron som kvindelig seriemorder yder en imponerende og kraftfuld indsats. Desværre går stærke skuespilpræstationer og gode historier ikke altid hånd i hånd, hvorfor ingen film for alvor endnu har formået at fortrylle dets publikum. Således synes det bedste bud indtil videre på en guldbjørnevinder ifølge anmeldelser og rygter at være franskmanden Patrice Lecontes “Intimate Strangers”, efterfulgt af nordmanden Hans Petter Molands rørende Vietnam/USA film “Beautiful Country”, samt forhåbentlig vores egen “Forbrydelser”.
Men vi er ikke engang halvvejs igennem programmet og meget kan således nå at ændre sig. I mellemtiden farer vi videre med foroverbøjede kroppe og flagrende tasker. På jagt efter den gode historie, stjernedrysset og en værdig vinder. Om en lille uge er spændingen udløst og Potsdamer Platz igen reduceret til et historisk moment. Indtil da er intet afgjort.