Selvom årets filmfestival i den tyske hovedstad i Berlin forstår at bevare indtrykket af glamour over sig med stjernestunder, røde løbere, knipsende fotografer og kendisser, så er det immervæk også en festival, der står i den globale krises tegn. Taget i betragtning af at festivalen i år kan fejre sit tresindstyvende år som internationalt filmtrækplaster, så er programmet nemlig slet ikke så imponerende, som festivaldirektør Dieter Koslick og undersåtter forsøger at få det til at se ud.

Tidligere år har store Hollywood-navne som Clint Eastwood, Woody Harrelson, Robert De Niro og Jack Nicholson officielt gæstet festivalen i flæng. Men i år har piben imidlertid fået en anden lyd, og forklaringen skal sandsynligvis findes i den økonomi, det trods alt kræver at få fløjet de helt store navne ind til den europæiske storby i en kold og trøstesløs februar måned. Det skal med rette siges, at Martin Scorsese, Leonardo DiCaprio og Sir Ben Kingsley ligesom Pierce Brosnan og Ewan McGregor har hørt til årets gæstende stjerner. Alligevel har det været et decimeret udsnit, den store skare af pressefolk, fotografer og lydfolk i år har kunnet notere sig. Andre år har i den henseende været et rent slaraffenland.

Også Ålen vrider sig

Men den tyske filmindustri står nu ikke alene med de økonomiske kvaler. Således måtte Zentropas ene medstifter Peter Aalbæk Jensen primært som signalværdi i år smide håndklædet i ringen og aflyse filmselskabets årlige fest for danske branchefolk i Berlin. Det gjorde nu nok ikke de tørstende sjæle så meget, al den stund at Det Danske Filminstitut, som er afholder af den anden årligt tilbagevendende fest, Meet The Danes, til gengæld havde opgraderet, fundet nye lokaler og i øvrigt hyret rockbandet Blue Van til at optræde ved begivenheden.

Anledningen var den, at dansk film kunne fejre hele to danske film i hovedkonkurrencen – nemlig den formidable “Submarino” af Thomas Vinterberg samt Pernille Fischer Christensens nyeste film “En familie”. Og så er der faktisk også dansk islæt i en tredje konkurrencefilm, den svært underholdende og underspillede norske “En ganske snill mann”, der har manuskript af danske Kim Fupz Aakeson og i øvrigt delte pressen i to lejre.

Krisetider giver minimalisme

Men dansk film står naturligvis ikke alene, og selv om der er krisetider i den globale økonomi, er det ikke nødvendigvis et dårlig tegn set i et filmisk perspektiv. Andre film har gjort sig gældende, og ofte har minimalistiske opsætninger været vejen frem. Det gælder ikke mindst førnævnte “En ganske snill mann”, men også graffitikunstneren Banksys uovertrufne dokumentarfilm “Exit Through the Gift Shop”, der indtil videre står som en af festivalens bedste film – bortset fra danske “Submarino”. Minimalismen præger i særdeleshed også den ikke videre vellykkede iranske “Shekarchi”, mens Noah Baumbachs samarbejde med Jennifer Jason Leigh i “Greenberg” ikke er instruktørens bedste, men trods alt har lidt mere at byde på.

Der har været langt mellem de mastodontiske og storladne værker, både når det gælder amerikanske Hollywood-fim, independent-værker og film fra den øvrige verden. Der er ingen tvivl om, at krisen kradser flere steder. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting set fra et filmkreativt synspunkt. Krisetider kan give minimalisme, og dermed kan man – måske – nå ind til kernen i historien, indtil de væsentligheder, som ofte drukne i et overflødighedshorn af hvinende strygere, eksplosioner og storladne koreografier.

Berlinalen skuffer muligvis set ud fra et star-quality-synspunkt. Til gengæld kan man indtil videre se tilbage på et felt, hvor filmene generelt har været af høj standard. Bevares. De har ikke alle været mesterværker, men alligevel har der været langt imellem de film, der for alvor har fejlet, og hvor man har kunnet undre sig over udvælgelsen i første omgang.

Læs også:

Interview: Filmz møder Scorsese og DiCaprio.

Berlinale 60 – del 1.