En instruktør kommer hjem

Submarino: En form for tortur, hvor offerets hoved tvinges ned i forurenet vand, indtil vedkommende er blot få sekunder fra at drukne. Det ville være en voldsom overdrivelse at hævde, at Thomas Vinterbergs karriere har undergået en lignende proces… men med al den modgang, den danske instruktør har oplevet siden sin skelsættende “Festen”, kunne man alligevel godt have frygtet, at filmmageren selv ville drukne i en suppedas af middelmådige petitesser, før han kunne nå tilbage til overfladen.

Men med “Submarino” har Vinterberg omsider gennemtrumfet det comeback, som talløse filmentusiaster har hungret efter siden de gode gamle Dogme-dage sidst i 90’erne. Dengang så fremtiden ellers overordentlig lys ud for det danske stortalent – verden lå praktisk talt for hans fødder. Men det var svært at sige, hvad det hele egentlig var about i Vinterbergs fortænkte syretrip “It’s All About Love”. Mange fandt det lige så svært at finde hoved og hale i “Dear Wendy”, og den dansksprogede “En mand kommer hjem” repræsenterede desværre heller ikke Vinterbergs genfødsel som populær historiefortæller. Kritikerne var mest af alt forundrede over Vinterbergs deroute, biografgængerne var tilsyneladende ligeglade, og alle filmene floppede fælt.

Men modsat Vinterbergs seneste værker er “Submarino” et projekt, som synes direkte skræddersyet til den efterhånden 40-årige auteur. Filmen, som tager udgangspunkt i Jonas Bengtssons roman af samme navn, er i samme boldgade som instruktørens storværker: “Festen” og den fænomenale kortfilm “Drengen der gik baglæns”. Nøjagtig ligesom dem er “Submarino” en ekstremt realistisk og nøgtern skildring af almindelige mennesker under ualmindeligt pres. Her skal man ikke gnave sig igennem adskillige lags tung symbolik for at finde frem til historiens centrale pointer – “Submarino” har følelserne helt uden på tøjet.

Den bedste nyhed er, at “Submarino” næsten også er af samme kaliber som de førnævnte triumfer. Og når det kun bliver ved næsten, er det, fordi fortællingens begyndelse slet ikke har nok pondus. Et par knap så habile børneskuespillere spiller to brødre, der bor sammen med deres spæde lillebror og trioens alkoholiske mor. Vi har knap nok lært familien at kende, før en forfærdelig tragedie rammer dem alle. Men på grund af børnenes stive mimik, et tamt lyddesign og især én tudegrim rekvisit får scenen slet ikke den fornødne gennemslagskraft. Skavankerne lyder måske en smule trivielle, men det er en stor skam, at filmen ikke får det følelsesladede afsæt, den burde.

Derefter kører Vinterberg og Co. dog i cruise control på alle cylindere og i højeste gear. Jakob Cedergren og Peter Plaugborg overtager rollerne som brødrene, da vi springer frem til nutiden, hvor drengene nu er triste, tungsindige mænd i 30’erne. Vi fornemmer, at de sjældent ser hinanden, men en række begivenheder tvinger dem sammen på ny – kan de monstro hjælpe hinanden ud af mørket og videre mod lyset? Plaugborg er superb som den mere lavmælte af de to brødre. Han lader os altid ane både den enorme kærlighed og den trykkende skyldfølelse, der syder og bobler under hans kølige facade. Cedergren er superb som altid – hans evne til at formidle en hel livshistorie med ét blik, én bevægelse eller blot ét enkelt ord er ganske utrolig. Kapløbet om næste års Bodil begynder her. Det bliver i øvrigt spændende i fremtiden at følge den bitte debutant Gustav Fischer Kjærulff, som simpelthen er fantastisk som den yngste brors 6-årige knægt.