Filmz har i denne omgang kigget nærmere på en række psykologiske film, der på fremragende vis visualiserer konsekvenserne af vores gerninger igennem det indre undergangsscenarie såvel som det ydre.

I Chris Markers blot 28 minutter lange gådefulde kortfilm eksperimenteres der med tidsrejser efter 3. verdenskrigs masseødelæggelse. I et forsøg på at samle oplysninger, der kan sikre nutidens folk i at overleve, sendes en testperson både for- og bagud i tiden af de magthavende videnskabsfolk. Han vurderes mentalt til at kunne klare tidsrejsernes sindsoprivende bivirkninger, men plages af en barndomserindring om en kvinde, som i Orly-lufthavnen i Paris overværer drabet på en mand, umiddelbart før atombomberne falder.

Visuelt provokerende fortælles “La jetée” i en fotomontage af sorthvid-indstillinger og minder med sit unikke udtryk mere om tidlige, filmiske hovedværker end om andre film fra samme periode. Musikken begynder dramatisk, men overtages hurtigt af en nervepirrende reallyd, der varsler hovedpersonens skæbne. En alvidende voice-over kommenterer nøgternt filmens handling og sammenfatter til slut historiens omdiskuterede paradoks.

Det ville være for nemt at hænge Markers motiver op på samtidens koldkrigsangst, selv om det er kernevåben, der forårsager Jordens ødelæggelse. I “La jetée” findes budskabet først og fremmest i stillbillederne, der nærmest er frosset fast i tiden og associerer til et cirkulært tankespind, som den overlevende hovedperson ikke kan bryde ud af. “La jetée” skriver sig med sin lyriske stil ind i kunstfilmens univers som en leg med filmmediet, og Chris Marker lader i øvrigt ikke sin fascination af Alfred Hitchcocks “Vertigo” fra 1958 være usagt i tematikken: en film, han vendte tilbage til i sin seværdige dokumentar “Sans Soleil” fra 1983 for at undersøge den menneskelige erindring nærmere.

Manuskriptforfatterne David og Janet Peoples lod sig i skabelsen af “12 Monkeys” inspirere af “La jetée”. Historiens tydeligste hilsen bliver således hovedpersonens traumatiske minde om et skudmord i en lufthavn på dommedag. Instruktøren Terry Gilliam løftede imidlertid (re)produktionen til et originalt, postmoderne mesterværk til trods for svingende kvalitet i sin forudgående filmhistorik.

I et kaotisk sammenbrud i tid sendes straffefangen James Cole i år 2035 tilbage for at opspore kilden til en virus, der lader kun én procent af verdens befolkning overleve. Men fejlmarginen i tidsrejser kan være stor. Cole havner således i 1. verdenskrig såvel som 1990 før den planlagte destination, 1996. Den fornuftsstridige kronologi opløser virkelighedssansen totalt, og psykiateren dr. Kathryn Railly lader derfor den tidsrejsende patient indlægge på et psykiatrisk hospital i 1990. Cole møder her den groteske Jeffrey Goines, for hvem han præsenterer fremtidens undergang for. Han foretager på den måde selv den manøvre, som sætter terrorangrebet i gang, hvorfor jagten på bagmanden bliver en absurd jagt på sig selv.

“12 Monkeys” er velspillet, hvor især Brad Pitts galskab bliver uhyggeligt nærværende i portrættet af Jeffrey Goines. Det er derudover befriende at se “Die Hard”-helten Bruce Willis fortolke en så nedbrudt og følsom karakter som James Cole, der er en fascinerende modpol til Madeleine Stowes rationelle psykiater. Temaerne fremhæves i tråd med den postmoderne fortællestil med et antal meta-referencer – heriblandt en dobbelt-biografforestilling af Hitchcocks “Fuglene” (1963) og “Vertigo”, der begge kommenterer det apokalyptiske plot. Filmen er umulig at forstå til bunds, men skal tages med et gran sort humor og nydes som en surrealistisk karruseltur ind i det selvmodsigende ved rejser i tid.

“The first great masterpiece of the globally warmed generation” står der på ryggen af Cormac McCarthys Pulitzer-vindene bestsellerroman, “The Road”, fra 2006. Om filmen er et mesterværk står til diskussion. Men i skyggen af verdens (måske) selvforskyldte klimaforandringer synes den at have en relevant og aktuel pointe.

Et sted ude i fremtiden strejfer en far og hans en søn rundt i et nedbrændt USA på vej mod kysten. Kun iført hullet beklædning og udstyret med en halvtom revolver prøver de at overleve sulten dag for dag. Men vejen byder på andet end askegrå, tilbageladte motorvejsafkørsler: Hungersnøden har fremavlet det absolut mest modbydelige i den desperate menneskerace, og degenererede kannibaler gør nu det ruinerede landskab usikkert i improviserede jagthold.

Filmens styrke er de bizart nok smukke, postapokalyptiske omgivelser, som også bliver historiens egentlige katalysator. Hovedpersonen er solidt gengivet af Viggo Mortensen, og dog leverer Robert Duvalls blinde Ely i sin korte entre næsten bedre den sentimentalitet, som faren – og særligt drengen – ofte drukner i. “The Road” er deprimerende, men er tro over for bogens (social)realistiske skildring af, hvad vi kan udvikle os til under de værst tænkelige omstændigheder. Og så er det effektivt, at vi aldrig erfarer, hvad der egentlig forårsager undergangen. For det usagte er som oftest uhyggeligere end det håndgribelige.

Selv om effektcirkusset er udeladt i Jeff Nichols’ realistiske undergangsdrama, er det ikke uden galopperende pulsslag, man forlader lærredet til “Take Shelter”. Filmen er på én gang en hverdagslig skildring af den sårbare, moderne mand samt en kommentar til de psykologiske effekter, nutidens samfundstrusler har. Det interessante er imidlertid, at filmens hovedperson måske er sindslidende og derfor ude af stand til at vurdere, om de visioner, han har om en ventende katastrofe, er sande. Den uvidende tilskuer begynder derfor at føle sig lige så usikker som hovedpersonen.

Familiefaren Curtis’ indre verden er ved at falde fra hinanden efter gentagne gange at have oplevet drømmesyn om verdens tilintetgørelse. Med en døv datter og en forventningsfuld kone anstrenger han sig for at holde sammen på husets økonomi midt i den nuværende, amerikanske finanskrise. Men som mareridtene forværres, erfarer han, at han muligvis er ved at udvikle skizofreni efter sin mor. Trods sygdommens mulige virkelighedsforvrængning insisterer han alligevel på at sikre familiens overlevelse – med hårde, personlige konsekvenser til følge.

Der er mange konflikter i “Take Shelter”, hvilket filmen også skal kritiseres for. Michael Shannon formidler til gengæld lidelsen så underspillet, at det aldrig punkterer historiens troværdighed. Curtis’ angst er skræmmende overbevisende og leder tankerne hen på Tony Sopranos virkelighedsnære panikanfald i mesterserien “The Sopranos” (1999-2007). Og måske de to herrer ikke er så forskellige endda som utilstrækkelige familiefædre i en tvivlsom tid.

Oven på Lars von Triers intime horrorfortælling “Antichrist” fra 2009 var det vanskeligt at afstemme forventningerne til hans efterfølgende dommedagsprojekt, “Melancholia”. Og med instruktørens ejendommelige jokes i Cannes, Hollywood-darlingen Kirsten Dunst i hovedrollen samt filmens tilsyneladende ukontroversielle plot blev nysgerrigheden kun udfordret yderligere. Men indrømmet fra starten er filmen ikke lige så fuldendt som sin forgænger. Klarer man imidlertid at skelne, er “Melancholia” bag det sløve tempo visuelt enestående med en åbenbar, men sympatisk, pointe: Den nedtrykte håndterer undergangen bedst.

Ærlighed fra starten finder vi også i filmens kronologi: Jorden går under. I åbningssekvensen følges jordklodens sammenstød med planeten Melancholia til tonerne af komponisten Richard Wagners opera “Tristan og Isolde”, og noget utraditionelt er slutningen på plads fra begyndelsen. Den uforklarligt deprimerede drømmer Justine befinder sig i mellemtiden på sit livs højdepunkt midt i sit eget bryllup med den succesfulde Michael. Men som den fremmede planet nærmer sig, intensiveres melankolien i hende og ødelægger forholdet til såvel ægtemanden som familien. I et opgør med sin jordbundne søster, Claire, kommer Justine modsat søsteren overens med menneskehedens skæbne. For livet på Jorden er, som hun selv siger, alligevel ondt.

“Melancholia” kan i sit eksplicitte undergangstema ikke blive meget mørkere. Men selv om menneskets natur endnu en gang sparkes på af Lars von Trier, fremstår dommedag ikke udelukkende som negativ. Ifølge von Trier selv opstod idéen i bearbejdelsen af sin egen depression, og Justine opnår da også harmoni efter én gang for alle at have accepteret sin egen (og verdens) tilstand.

Magtesløshed hører ikke til sjældenhederne blandt nutidens mennesker, men “Melancholia” bekræfter os i, at undergangen som allegori i lige så høj grad kan være en helt ny begyndelse.