Ingen vej tilbage

Et godt råd: Hav en ven i lokalet, før du smækker “The Road” i dvd-afspilleren. Hvis ingen af vennerne har tid, så ring til et familiemedlem, bank på hos naboen eller hiv fat i en tilfældig forbipasserende på gaden, for når filmen er forbi, har du brug for et knus. Det havde jeg i hvert fald.

Verden er gået under. Sådan da. En ukendt katastrofe har ramt Jorden, og de få overlevende bevæger sig rundt i en kold, gold og barsk ødemark, hvor solstråler og fuglekvidder er en saga blot. Hvis man er så heldig (eller uheldig?) at være i live, skal man ikke blot døje med sulten og kulden, men også hjerteløse kriminelle og kannibaler, som opmagasinerer levende mennesker i deres kældre, så de kan bruges i fremtidige måltider. Filmens hovedpersoner, en unavngiven far og hans ligeledes navnløse søn, bevæger sig gennem Nordamerika. De prøver at kæmpe sig frem til sydkysten, hvor de håber, at der er et eller andet… måske nogle mere medgørlige medmennesker eller bare en lille revne i den evigt overskyede himmel.

Det siger næsten sig selv, at denne forfærdelige og forfærdende fremtidsvision blev udtænkt af Cormac McCarthy – den pessimistiske, ekstremt talentfulde forfatter, som også skrev “No Country for Old Men”. Men hvor gamle mænd havde svært ved at indfinde sig i netop den bogs verdensbillede, er verdenen i “The Road” ugæstfri over for alle og enhver, og det er en verden, som instruktøren John Hillcoat gør uhyggeligt troværdig på film. Men han har jo også god erfaring på området efter at have lavet den fabelagtige australske western “The Proposition”, som også satte menneskets moral på spidsen i en ubarmhjertig ødemark.

Filmholdets computertroldmænd har skabt en endeløs, grå horisont plaget af røg og flammer, som omslutter de pulveriserede skove, dunkle tunneller og sønderknuste bygninger, som Hillcoat og fotografen Javier Aguirresarobe tager os uhyggeligt tæt på. Og musikken af Warren Ellis og Nick Cave er superb. Via små, subtile melodier og adskillige skingre toner kryber den for alvor ind under huden og gør filmens væmmeligste scener endnu sværere at sluge – nøjagtig som det er meningen. Sjældent har jeg set en sekvens så uhyggelig som den, hvor faderen og drengen bryder ind i en flok kannibalers krypt, hvor nøgne, lemlæstede mennesker vrider i smerte og frygt. Fy for pokker.

Det er let bare at svælge i depressive billeder, dystre dialoger og fortvivlede karakterer – bare spørg folkene bag “Saw”-filmene. Men som faderen selv siger til sønnen, så handler “The Road” først og fremmest om kampen for at “bevare ilden indeni”. Her mener han naturligvis viljen til at leve, og selvom filmen ikke just er opløftende, så er det umuligt ikke at blive rørt af faderen og sønnens forsøg på at bevare håbet i en håbløs verden, især idet sammenspillet mellem de to skuespillere er så stærkt. I rollen som faderen leverer Viggo Mortensen en følelsesladet pragtpræstation, som samtidigt er så underspillet, at han aldrig overskygger kollegaerne eller historien. Og 11-årige Kodi Smit-McPhee er nøjagtig lige så god som sønnen – fuldkommen naturlig og troværdig og aldrig tilnærmelsesvis irriterende. Vi falder øjeblikkeligt for duoen og dermed også deres søgen.

Robert Duvall er ligeledes fantastisk i rollen som en aldrende bums, som faderen og sønnen møder på deres farefulde odyssé. Da Duvall opremser de ting, han har mistet i katastrofen, er det svært at holde tårerne tilbage, og Hillcoats instruktion er nøjagtig lige så nænsom som Duvalls præstation. Uden nogensinde at lade sentimentalitet sive ind i filmen får instruktøren skabt en visuelt grusom, men følelsesmæssigt smuk hyldest til menneskets viljestyrke – til den indre flamme. Slutningen føles dog forhastet og påklistret, og det er også det eneste tidspunkt, hvor Ellis og Caves musik træder forkert, idet den stædigt forsøger at få os til at føle noget helt bestemt, hvor scenen ellers er meget tvetydig. Men det er let at tilgive en lidt skuffende slutning, når rejsen indtil da har været så gribende. “The Road” er ubehagelig, men uomgængelig.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Transferet plages desværre af udtværing – især i nattescenerne, hvor der ofte forekommer banding. En sjælden gang imellem lader der også til at være farveblødning omkring skuespillernes ansigter, hvor det næsten ser ud, som om de har fået mørkegrønne mæslinger. Det sker dog kun sjældent, og billedsiden er for det meste skarp. Kontrasten er ofte udmærket, der er intet utilsigtet snavs, og i dagsscenerne gengiver transferet fint billedsidens kølige, blege look.

Audio

“The Road” lyder langt bedre, end den ser ud. Disken indeholder både et DD5.1-lydspor og et DTS-mix, men DTS-sporet er at foretrække, idet det både har en større bitrate og en bedre bund. I en film som “The Road” er det ekstremt vigtigt, at den auditive atmosfære er gennemtænkt, så man aldrig er i tvivl om, at verden praktisk talt er gået under. Vi hører bl.a. eksplosioner og kollapsende træer i det fjerne. Effekten er markant, og når ødelæggelserne foregår lige foran kameraet, såsom da faderen og drengen oplever et stort jordskælv på nært hold, overrumples man af højtalernes højlydte bombardement. Men hverken replikkerne eller musikken overdøves.

Ekstramateriale

Her er en håndfuld korte slettede scener, som blev sakset med god grund. En enkelt dokumentar (12 min.) byder desværre blot på få korte og forholdsvis overfladiske interviews med filmmagerne og Mortensen. Derudover er her trailere til en række af Scanbox’ andre dvd-udgivelser. Heldigvis er her også et udmærket kommentarspor med John Hillcoat, som er meget ærbødig, velformuleret og interessant. Det tager dog lidt tid for ham at komme op i gear. Kommentarsporet kører heller ikke helt synkront med billederne. Besynderligt.

En grusom smuk vej

Kort inden 2009 gik på hæld var alle verdens mægtige og prægtige ledere samlet i København. Målet var i fællesskab at redde jorden fra CO2-apokalypsen, men sådan gik det som bekendt ikke. Selviskhed, paranoia og nationalpolitisk egennyttighed hindrede en tilstrækkelig aftale. John Hillcoats “The Road” ligner et bud på, hvordan den post-CO2-apokalyptiske verden kommer til at se ud. Her er menneskeheden dømt til undergang samtidig med, at de herskende værdier synes at være de selvsamme, der forhindrede en aftale i København – skræmmende.

Himlen er brændt af, og anarki og kaos hersker i en verden, hvor nogle få forhutlede mennesker repræsenterer de sidste sølle rester af kødeligt liv på Jorden. Civilisationen er reduceret til en jæger-samlerkultur, hvor der er meget lidt mad at samle, og det eneste kød, der kan jages, er af mærket Homo sapiens. En mand og hans søn forsøger at overleve og finde vejen til kysten i den både temperaturmæssigt og menneskeligt kolde verden. Faderens kæreste ejendom er en pistol med to patroner – en til dem hver. Hellere selvmordet end at ende sine dage som kannibalføde. Med den overbevisning, at de er de gode, begiver de sig ud på en barsk rejse, hvor overlevelse viser sig at være mere end vanskeligt at forene med et forsvar for de gode værdier.

Med den poetisk rå western “The Proposition” fra 2005 viste John Hillcoat på overlegen vis, at han har sans for at skabe visuelt betagende billedtableauer kombineret med en gruopvækkende uafrystelig indholdsside. “The Road” er en videreudvikling og cementering af disse talenter, der viser en postapokalyptisk verden sjældent set mere bjergtagende og rædselsvækkende på én og samme tid. Samtidig er filmen en gennemført dystopisk fortælling, hvor vores to vandringsmænd aldrig får sjælefred, men konstant må føle sig forfulgt og på jagt efter ly og levninger.

Filmen kredser omkring tunge tematikker såsom selvmord, den menneskelige natur og dommedag. Det er ikke nogen letbenet film, Hillcoat har skabt, hvilket understreges af Nick Caves hjemsøgende lydspor, der ledsager den bragende flotte billedside. Og hvor er det befriende, at Hillcoat ikke er faldet for fristelsen til at lade “The Road” forfalde og udvikle sig til en gang kulørt kannibalgys, men derimod tør stilheden og langsomheden, der sikrer en langt mere dirrende paranoia. “The Road” deler stamtræ med en film som “Children of Men”, dog med en endnu større lyst til at bryde med gængse spændingskurver og omfavne det poetisk myrekrybende ved en næsten helt øde verden.

Det fejlfrie ingenmandsland, Hillcoat her har skabt, sætter desværre også sit præg på filmens indholdsside, hvor det monotone indfinder sig, og filmens dystre tone bliver en smule overgjort. Der overlades intet til antydningens subtile kunst, men derimod plastres dialog og scener til med en nærmest grotesk dysterhed, der gør, at vi efterlades lettere immune overfor virkemidlerne ved filmens slutning. På et tidspunkt nærmest falder vores to ellers velspillende hovedpersoner i skeletter, og dialogen synes næsten ikke at kunne omhandle andre emner end død og selvmord, hvilket medfører, at vi ikke helt kommer ind under huden på Hillcoats rædselskabinet af en verden. Den tyngende dialog gør, at manden og sønnen reduceres til arketyper, hvor manden klamrer sig til paranoiaen og mistroen til sine medmennesker, alt imens sønnen – lidt umotiveret – holder tillidens flamme brændende.