- Verdensomspændende og generelt bare spændende!

En af de bedste ting ved den københavnske filmfestival CPH PIX er, at den giver tid og plads til de små, ukendte film og filminstruktører, så også disse får en chance for at vise publikum, hvad de har at byde på. Det gælder især for værkerne, der deltager i festivalens debutant-konkurrence, New Talent Grand PIX, hvor 10 debutinstruktører fra hele verden bidrager med hvert deres helt originale værk. De fleste af filmene er spændende, udfordrende og anderledes, selvom der dog også er enkelte fatale missere i mængden. Men hvis man tør at vove sig ud i debutanternes domæne, er der bestemt også flere store og unikke filmoplevelser i vente.

Det danske bidrag til konkurrencen er Michael Noers længe ventede ”Nordvest”, der skildrer en ung mands kamp for både anerkendelse, penge og en mening med tilværelsen. En film som “Nordvest” kunne snildt have endt som en velmenende, men tam affære, men Noer sammenvæver elegant socialrealisme og gangsterfilmselementer, hvorfor filmen aldrig udvandes af den pseudo-objektive ‘alle er ofre’-indstilling, som (dårlig) nordisk socialrealisme ofte præges af. “Nordvest” er vitterligt fantastisk. Det er “Pusher” for en ny og anden generation, og man bør absolut ikke gå glip af den.

5/6

Socialrealisme, som i rendyrket socialrealisme, finder man også i den canadiske ”Diego Star”, der er instrueret af en yderst socialt bevidst Frédérick Pelletier. Filmen følger maskinmesteren Traoré, der sammen med resten af besætningen på fragtskibet Diego Star, strander i en canadisk havneby efter maskinproblemer. Her flytter han ind hos en enlig og fattig mor, Fanny, og det er svært at sige, hvad der præcist sker imellem dem, men et eller andet sker i hvert fald. To eksistenser finder hinanden og så alligevel ikke. Imens ligger Traoré i konflikt med firmaet, der ejer Diego Star, og historien om den lille mand mod systemet er fortalt med rørende og hjerteskærende troværdighed. “Diego Star” er et lille og næsten perfekt mesterværk, og Frédérick Pelletier er bestemt værd at holde øje med fremover!

5/6

Den franske ”Ombline” er ikke blot den værste film, der deltager i netop New Talent Grand PIX-konkurrencen, men formentlig også hele festivalprogrammets absolutte lavpunkt. Jeg kan næsten ikke overskue at skulle sidde igennem en mere ulidelig film end dette franske makværk om en kvinde, der føder i fængslet og derefter har det åh så hårdt, når hun altså ikke har det fint nok… “Ombline” er god smag, når det er værst og mest karikeret. Det er alle de udbredte fordomme og klicheer om fransk film kogt ned i 96 minutters tåkrummende påtagethed, grinagtig fortænkthed og usmagelig selvhøjtidelighed. Et eneste råd: Hold dig så langt væk fra “Ombline” som overhovedet muligt!

1/6

Det gennemgående element i konkurrencefilmene synes at være det nære, menneskelige drama, og det er også, hvad den israelske ”Youth” byder på – dog i en væsentlig mere sprængfarlig version. Tom Shoval har instrueret denne lille bidske film om to brødre, der har skumle planer om en pige fra skolen. Hvad det er, afsløres relativt hurtigt, men det bør selvsagt ikke afsløres her. I stedet kan det siges, at hvor første halvdel er nervepirrende intens og noget nær perfekt, så taber filmen af uransagelige årsager grebet i anden del. Selvom der i stedet proppes godt med samfundskritik og nærvær ind, så ender “Youth” desværre en smule træg i det, men den er nu stadig anbefalelsesværdig.

4/6

Dansk islæt og mere socialrealisme finder man også i den dansk-producerede ”The Weight of Elephants”, der er instrueret af den newzealandske Daniel Joseph Borgman. 11-årige Adrian bliver mobbet i skolen, hans far (eller onkel?) lider af depression, og hans mor er væk. Men da to piger flytter ind ved siden af, begynder Adrian at få nogle nye venner, som vistnok gør hans liv bedre. Jeg er ærligt talt ikke helt sikker på, hvad filmen handler om, og det tror jeg heller ikke, at filmen selv er. Hvor flot og vellavet den end er – med en intet mindre end fabelagtig præstation af den kun 11-årige Demos Murphy – så er “The Weight of Elephants” dog en ret rodet og forvirret film med lidt for kloge børn, lidt for meget sentimentalitet og lidt for lidt fokus. Desværre.

3/6

Vi springer videre til det mærkværdige. En masse mærkelige mennesker fra samme mærkelige familie i en mærkelig, lille lejlighed på en mærkelig dag med en masse mærkelige kameravinkler og en højst mærkværdig dialog er, hvad man kan forvente af den noget spøjse ”The Strange Little Cat”. Katten, som nævnes i titlen, er ironisk nok det eneste, der ikke virker mærkværdigt i Ramon Zürchers tyske debutfilm. Hvilket blot er med til at gøre det hele endnu mere underligt! “The Strange Little Cat” er et morsomt kammerspil ud over det sædvanlige, og jeg kan kun anbefale, at man gør alt, man kan, for at få den set!

5/6

Menneskelige randeksistenser er der nok af i den spanske ”The Plague”, der foregår omkring en plantage plaget af destruktive insekter. Jeg kan allerede fornemme, at jeg får “The Plague” til at lyde mere spændende, end den vitterligt er, hvilket jeg beklager, for jeg vil stærkt fraråde alle at bruge deres dyrebare festivaltid på denne kedelige, langsomme affære. Jeg ved ikke, om instruktøren Neus Ballús har noget dybere på hjerte, eller om der er folk, der synes, dette næsten stillestående “drama” på nogen måder er ophidsende. Det kan jeg kun gisne om. Hvorfor så lidt dialog skal være så indholdsløs, og hvorfor så kort en film skal føles så uendeligt lang, det er mig altså en gåde.

2/6

Endnu værre end “The Plague” var den argentinske ”Night”. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad filmen handler om. Jeg sad i 85 minutter og gloede på stillbilleder tilsat et lydspor, der åbenbart skulle fremstå smukt, men som i mine ører bare var, ja… lyde! Ikke engang irriterende eller anstrengende lyde, nej – bare lyde.

Det kan snildt være, at det bare er mine analytiske evner, der er for utilstrækkelige til at få noget ud af “Night”, men så henvender denne anmeldelse sig altså blot til mine ligeværdige. Dette er nemlig en af de film, hvor det, der foregår, er fuldkommen uigennemskueligt, fordi der i bund og grund ikke foregår noget, men blot filmes og tilsættes lyd. Halvvejs igennem filmen tænkte jeg ”det kan ikke være rigtigt det her”, fordi frustrationen over bare at se fem (eller fire? Jeg kan ikke huske det) fuldstændigt ukendte og anonyme mennesker sidde og spise middag er for stor til, at man helt kan fatte, at man vitterligt bliver udsat for en så jammerlig, indspist film, som nok havde fungeret bedre som installationskunst. Gaaab!

1/6

En anden langsom og næsten stillestående film, der imidlertid fungerer langt bedre, er konkurrencens andet sydeuropæiske bidrag, den italienske ”The Interval”. En ung gut får til opgave at holde øje med en ung kvinde i løbet af et døgns tid. Hvorfor? Ja, se dét er et godt spørgsmål. De to unge hovedrolleindehavere har et fascinerende samspil og udvikler en fascinerende relation, som man ikke kan lade være med at gruble over. Der er noget på spil for dem begge: De har brug for frihed, de har brug for restriktioner, men mest af alt har de måske brug for en pause? Filmens interessante indhold kompenserer for, at filmen til tider er langsom og lidt for tung.

4/6

Filmen, jeg havde glædet mig mest til, Emir Baigazins kasakhiske ”Harmony Lessons”, levede fuldt ud op til forventningerne. Igen er der tale om en langsom film, men dramaet her – som kredser over en socialt udstødt, bortgemt og trøstesløs knægt på en skole langt ud på landet – er så intenst, knugende og ubehageligt, at filmen aldrig føles tung. Hver eneste scene har en visuel og indholdsmæssig skønhed, der skaber en stærk og effektiv kontrast til den kulde og nådesløshed, som hele filmen – i alt fra sin pointe til sit farvetema – bærer præg af. Man skal ikke forvente sig en film om en high school-massakre – men man kan godt forvente sig (meget) ubehagelig vold og en dårlig smag i munden!

5/6

Du kan læse meget mere om vinderne i New Talent Grand PIX-kategorien og CPH PIX’ andre konkurrencer inde på filmfestivalens hjemmeside. Filmz har været med til at bedømme New Talent Grand PIX-filmene sammen med de andre medlemmer af SOF – Sammenslutningen af Online Filmjournalister. Du kan finde mere info omkring SOF på organisationens hjemmeside.