“Hvor mange skal du have?” Sukket udebliver, men jeg er ikke i tvivl. Ved synet af mit pressekort er den stakkels billetsælgers humør blevet en smule forværret. Jeg kan da heller ikke bebrejde ham. For journalister med små plastikkort er notorisk berygtede for at sætte billetsælgerne på overarbejde. Her er det ikke kun én forestilling, der skal købes billetter til. Nej, helst en håndfuld og gerne et tocifret antal. Som den ondsindede person, jeg er, har jeg dog indtil videre hentet mine billetter i små bidder ad gangen. Der er nemlig ikke noget, jeg bedre kan lide end de forsvarsløse billetsælgeres forfærdede ansigtsudtryk. Sandheden er nu nok mere, at det mest af alt skyldes, at mit program ikke er fuldstændig fastlagt. Hvem ved, måske jeg har overset en lille perle i det store udvalg af film?

Den første film på mit program har dog været svær at overse. Og det er den heller ikke blevet. Det stod fuldstændig klart, da jeg ankom til Empire, Nørrebros eget filmcentrum. I dagens anledning var hyggen dog blevet tilføjet en ordentlig testosteronindsprøjtning. For sjældent har antallet af kvindelige biografbesøgende været så lille som mandag aften i Empire. Og sjældent har lobbyen været så tætpakket. Men eftersom den lille biograf havde valgt at gå all in ved at vise kultactionfilmen “The Raid 2” simultant i to sale, var det ikke så mærkeligt. Og satsningen bar frugt. Min sal var tætpakket.

Filmen gik da også rent hjem. Jeg tror aldrig før, jeg har hørt så mange latterbrøl alene af at se superskurke få parteret diverse legemsdele. Ved nærmere eftertanke en smule barbarisk, men jeg skal gerne indrømme, at jeg også havde svært ved at holde smilet tilbage. Det er i det hele taget utroligt, at en film med en i bund og grund konventionel, kedelig historie formår at fastholde ens opmærksomhed ene og alene med fantastiske actionsekvenser. Og de er sjældent set bedre og mere kreative end her. Her er alt fra superskurke, der får brændt ansigtet på glohed kogeplader til kvindelige lejemordere, hvis eneste våben er en hammer i hver hånd. “The Raid 2” er action, når det er mest voldeligt, blodigt og, ja, bedst.

Efter at have fået fyldt depoterne op var jeg klar til dagens anden film – også i Empire. Denne gang stod det på Monty Python-instruktøren Terry Gilliams “The Zero Theorem” med Christoph Waltz i hovedrollen. En meget rodet affære. Filmen kan vel bedst beskrives som en surrealistisk sci-fi-film i et meget farverigt univers. I lidt for meget af tiden følger man Christoph Waltz forsøge at knække The Zero Theorem på sin futuristiske computer. Eller hvad det mest af alt ligner: 3D-tetris med ligninger. Filmen blev dog markant bedre i sin anden halvdel, da de menneskelige relationer kommer i centrum. Her får man noget, man tilnærmelsesvis kan relatere til. Desværre formår “The Zero Theorem” ikke at udforske spørgsmålet om teknologiens rolle på lige så interessant manér, som Gilliam før har gjort.

Da jeg forlod biografen, var jeg derfor skuffet. Dog ikke så skuffet, at jeg overvejede at komme af med mine frustrationer ved at flashe mit pressekort til de stakkels billetsælgere. Onsdag skal jeg dog endnu engang tyrannisere de stakkels billetsælgere.