For nyligt gjorde en artikel i Time opmærksom på en pudsig ting: Hvis man googler sætningen “Open letter to George Lucas”, høster man ikke mindre end 1.060 resultater. Der er kort sagt rigtig mange mennesker, der meget gerne vil give George Lucas nogle uopfordrede råd, og som øjensynligt mener, at han trænger gevaldigt til dem.

Filmforumsiderne alle steder er da også proppet med diskussioner, hvori respekten for hans arbejde og holdninger kan ligge på et meget lille sted. En hurtig søgning i nærværende forum bringer adskillige frem i dagens lys, men hvordan er det overhovedet kommet så vidt, at en mand, der engang blev omtalt med en så stor ærbødighed, nu lægges så meget for had i så mange internetfora? Det er på mange måder en overraskende udvikling. I undertegnedes barndomstid var George Lucas et koryfæ på linje med Beatles eller The Rolling Stones. Han havde skabt de “bedste film i hele verden”™, og selvom ens forældre syntes, at de der rummændsfilm var noget underligt noget, så var hans evner så sandelig ikke til diskussion.

Det startede ellers relativt fredeligt: Den unge George Lucas ville oprindeligt være racerkører, men efter en næsten fatal bilulykke besluttede han at droppe de hurtige biler til fordel for kameraet og Sydcaliforniens universitet School of Cinematic Arts. Efter at have færdiggjort studierne påtog han sig diverse filmjob og blev i mellemtiden gode venner med Francis Ford Coppola, som på daværende tidspunkt var en spirende instruktør. Sammen med Coppola startede Lucas studiet American Zoetrope, og inden længe instruerede han sin første film, “THX 1138”. Filmen er en science fiction-beretning om en gold fremtid, hvor kærlighed og følelse er undertrykt med stoffer. Selve historien var en relativ banal George Orwellsk fortælling, men dens visuelle stil og effekter var bemærkelsesværdige, og den demonstrerede med al tydelighed Lucas’ evne for at skabe mindeværdige billeder.

Filmen blev imidlertid ikke nogen kommerciel succes, men det blev hans næste projekt til gengæld. “American Graffitti” fortæller en nostalgisk historie om teenagere i starten af 1960’erne. Filmen, der bl.a. trækker på Lucas’ egne oplevelser, handler hovedsageligt om to teenagere, der begge står over for at skulle forlade hjembyen for at tage på college, men som begge tøver med at tage skridtet. Historien er svøbt i en bittersød sørgmodig tone og en længsel tilbage til de mere ukomplicerede tider, som Vietnam-krigen og Kennedy-mordet havde gjort en ende på. Filmen blev en kritisk og kommerciel succes og modtog adskillelige Oscar-nomineringer, bl.a. for bedste film og bedste instruktør.

Dermed havde Lucas også fået et økonomisk fundament til at gå i gang med sit næste projekt. Han havde forestillet sig en ny “Flash Gordon”-film, men eftersom rettighederne ikke var til at anskaffe, kastede han i stedet energien over sit eget rumfilmskoncept, der skulle ende med at blive “Star Wars: Episode IV – Stjernekrigen”. Inspireret af de klassiske rum-serials såsom netop “Flash Gordon” og af Akira Kurosawas samuraifilm, som Lucas beundrede, begyndte han at udforme et manuskript, der låner dele af sin historie fra Kurosawa-filmen “Den skjulte fæstning”, hvori historien bliver fortalt gennem to personer, der egentlig blot er tilfældigt rodet ind i affæren. I “Star Wars” er det så R2-D2 og C-3PO, der har overtaget de to roller.

“Star Wars: Episode IV – Stjernekrigen” blev som bekendt en af de største succeser i filmhistorien og skabte på mange måder en filmmytologi, som branchen har lånt fra lige side. Til efterfølgeren valgte Lucas valgte at overlade instruktørstolen til Irvin Kershner, som sammen med manuskriptforfatteren Leigh Brackett bragte filmserien til dens højdepunkt i “Star Wars: Episode V – Imperiet slår igen”. Imens havde Lucas kastet sig over producerrollen. Partnerskabet med American Zoetrope blev opløst, og i stedet startede han sit eget studie – det berømte Lucasfilm. Herudaf udsprang også Industrial Light and Magic (ILM), et af de mest kompetente special effects-firmaer i branchen. En anden del af Lucasfilm, der siden skulle blive lige så berømt, var Pixar, der stod for animationsdelen, omend de blev solgt relativt tidligt og faldt senere i Disneys hænder.

Lucas agerede atter manuskriptforfatter og producer på “Star Wars: Episode VI – Jedi-ridderen vender tilbage”, mens Richard Marquand stod for instruktionen. Filmen var den hidtil mest ujævne i serien, men var ikke desto mindre stærkt underholdende med nogle særdeles flotte effekter samt nogle temmelig bevægende øjeblikke. De næste år brugte Lucas i producerrollen, og han stod bl.a. bag Spielbergs “Indiana Jones”-film samt nogle mindre succesfulde i form af f.eks. “Willow” og kæmpe-floppet “Howard the Duck” (hvilket dog ikke har forhindret især sidstnævnte i at opnå kult-status).

Lucas’ faldende popularitet blandt de dedikerede fans lader til at finde sin begyndelse med de famøse Speciel Edition-udgivelser af de gamle “Star Wars”-film. Imponeret over de digitale resultater, som ILM havde opnået med film som “Jurassic Park”, besluttede han at lade de aldrende film få en ansigtsløftning. Det skulle imidlertid blive startskuddet på en lang kontrovers med fansene. Ikke mindst da det viste sig, at Lucas ikke blot forbedrede enkelte ting, men decideret lavede nogle om. Mest berygtet var beslutningen om at lade Greedo skyde på Han Solo først for at få sidstnævnte til at fremstå mere ædel – en beslutning, som havde to bizarre konsekvenser: For det første fjernede det noget af Han Solo-karakterens luskethed, som altid havde været en del af appellen ved ham, og for det andet fik det Greedo til at fremstå latterlig. Hvilken dusørjæger rammer ved siden af på en meters afstand?

Hvis Lucas havde fået smæk for de nye udgaver af filmene, så var det dog intet at sammenligne med den utilfredshed, som de næste tre film i sagaen kom til at forårsage. De aldrende fans blev vrede over, at kraften blev forklaret med biologi og celler, tilstedeværelsen af Jar Jar Binks, som leverede slapstick-humor, og af at Anakin Skywalker fremstod som en viljesvag person snarere end den handlekraftige og ondsindede karakter, man havde forestillet sig. Fansenes utilfredshed blev yderligere bitter af, at Lucas tilsyneladende udviste en komplet mangel på interesse for de forskellige kritikpunkter, og han blev hånet gennem diskussioner, tegneserier og film på YouTube.

Interessant nok står internetdiskussionernes overvejende konsensus om, at filmene er skuffende i modstrid med den generelle modtagelse af filmene. Filmsiden Rotten Tomatoes, der bygger på gennemsnittet af et stort antal anmeldelser, giver de tre film henholdsvis 64%, 67% og 80%, og derved har alle fået en generel positiv modtagelse af anmelderne, ligesom de alle er blevet kommercielle succeser. Det er primært blandt de inkarnerede fans (eller fanboys, som de ofte noget nedladende kaldes), at skuffelsen har været så massiv. Her er der til gengæld også oparbejdet et noget nær hvidglødende raseri.

Med den nye animationsfilm og en planlagt tv-serie, er der allerede lagt ild i kakkelovnen til fremtidige kontroverser. Hvilke reaktioner, der end måtte være, så står det imidlertid fast, at Lucas har skabt en af de stærkeste filmmytologier overhovedet, hvis det da ikke blot slet og ret er den stærkeste. Hvis han skulle føle sig rådvild i fremtiden, så kan han jo passende gå på nettet, hvor der mindst er 1.060 forslag til forbedringer.