Hyggelig stjernekrig

Star Wars. Ideen om en galakse langt langt borte, hvor det gode og det onde, det lyse og det mørke og det røde og grønne lyssværd er i evig kosmisk duel må siges at have kastet en del af sig siden George Lucas i 1970’erne præsenterede verden for rumoperaen. Utallige bøger, computerspil, brætspil, kostumer, alskens legetøj, kaffekopper, sengetøj, en massiv global fanbase, en online religion – jediisme – og seks spillefilm senere står verden nu overfor det syvende kapitel i sagaen – der dog kronologisk befinder sig mellem det andet og tredje.

De to magtfulde jedi-riddere Anakin Skywalker og Obi-Wan Kenobi har sammen med den Galaktiske Republiks klon-hær netop vundet et slag mod separatisterne og deres droidearmé, da en ny opgave fra jedi-rådet dukker op. Storsmugleren Jabba the Hutts søn er blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd, og siden alliancen med Jabba og de andre tvivlsomme skabninger på Tatooine er en vigtig brik i klon-krigene, får missionen højeste prioritet. Anakin må med stor tålmodighed forsøge at kaste lys over det mørke komplot med sin purunge padawan Ahsoka.

Lucas, der lancerer “Star Wars: The Clone Wars”-animationsfilmen som en appetitvækker og introduktion til tv-serien af samme navn har fra starten udtalt, at serien og filmen stilistisk skal adskille sig fra spillefilmene. Et godt træk, når man tænker på, at seriens uropførelse sker på Cartoon Network og dermed appeller til et noget yngre publikum end de øvrige seks film. Instruktør Dave Filoni, der bl.a. stod bag den Emmy-vindende “Avatar: The Last Airbender” har heldigvis ført en smule af den asiatiske tegnestil videre over på “Star Wars: The Clone Wars”, hvilket blandet med vestlige strøg skaber charmerende træfigur-lignende karakterer som Obi-Wan og Anakin med kantede ansigter og marionetled. Stilen er enkel og lige præcis ærlig nok til ikke at fornærme hardcore Star Wars-fans, der måske forventer en “Star Wars 7”, for det er “Star Wars: The Clone Wars” ikke.

Anakins vrede som kendt fra “Star Wars: Episode II – Klonernes angreb” og “Star Wars: Episode III – Sith-fyrsternes hævn” er dæmpet til fordel for et storebror-lillesøster forhold mellem jedi-ridderen og den unge padowan-lærling Ahsoka. Anakin og Ahsokas jagt på den lille Hutt-baby viser sig mellem hyperspeed-rejser, barnepasning og en masse ballade, som Obi-Wan må rydde op efter, at være en ret sød, men også harmløs historie. Obi Wans pathos, Sith-ordenens ondskab og Yodas gådefulde monologer mister også tyngde samtidig med, at de eneste ofre i krigene er faldne ansigtsløse kloner og droider splittet i to af lyssværd. Det er sikkert meget effektfuldt for de små, men for os andre, der er vokset op med en lemlæstet Luke Skywalker og nedfrosset Han Solo, er det ikke helt tilfredsstillende.

Star Wars-universet vil dog altid være helt fantastisk. De endeløse bizarre skabninger med ligeledes endeløse dialekter boende på planeter med uudtalelige navne stopper ikke med at fascinere – heller ikke efter 30 år i George Lucas’ fantasiverden. I “Star Wars: The Clone Wars” er der masser af kreativt udløb fra de dygtige folk på Lucasfilm Animation, og sulten efter robotkrige, laserkanoner og jedi-kampsport skal nok blive stillet.