En af de mange fornøjelser ved Kevin Smiths film er, at selvom de er usædvanlig grove i munden, så er der stadig en gennemgående følelse af skyld over det hele. På en måde er de stadig på skolegårdsniveauet, hvor man mærker en slet skjult fryd over at skrive frække ord på væggen. Ellers ville det heller ikke være sjovt. I modsætning til mange af hans kollegaer er hans film dog ikke blot en fremvisning i obskøniteter, men lægger kompetent ordene i munden på karakterer, som ganske vist ofte er karikerede, men som ikke desto mindre er troværdige nok til, at vi opfatter dem som rigtige mennesker, og som vi uundværligt kommer til at holde af.

Grunden til det skal ikke mindst ses i hans formidable håndtering af dialog. Han er ganske vist ikke nogen overvældende god instruktør – hvilket han dog heller aldrig har påstået – og de fleste af hans film må næsten karakteres som temmelig anonymt udseende grænsende til det små-grimme, men som manuskriptforfatter er hans talent åbenlyst. I anledning af premieren på “Zack and Miri Make a Porno” har Filmz kigget nærmere på hans film.

Det kan måske være svært at huske det nu, men tilbage i 1994 føltes den sprøde dialog i “Clerks” som en saltvandsindsprøjtning af vitalitet og liv i en filmbranche, der ellers i stort omfang var stivnet i forudsigelighed. Sammen med Quentin Tarantinos “Pulp Fiction” var “Clerks” et opgør med den pæne facade og en indførsel af dialog, hvor hovedpersonerne Dante og Randal gik op i alverdens ubrugelige popkulturelle spørgsmål, såsom hvor mange håndværkere der egentlig var på Dødsstjernen i “Star Wars”, da den eksploderede. Filmen, der var optaget i sort-hvid for et mikroskopisk beløb i den butik, hvor Smith arbejdede, blev et overraskende hit, og mange Generation X’ere følte sig for alvor ramt af dens temaer og beskrivelser.

Med et betydeligt større budget fulgte Smith “Clerks” op med “Mallrats”, hvis rolleliste inkluderede den på daværende tidspunkt meget populære Shannen Doherty fra “Beverly Hills 90210” samt et væld af kompetente skuespillere som Ben Affleck og Jason Lee, der sidenhen blev temmelig kendte. Lige meget hjalp det dog filmen, som i undertegnedes øjne er Smiths svageste værk til dato, selvom den dog har fået en betydelig kultdyrkelse. Blandt filmens problemer er dens malplacerede stuntscener samt dens trivielle romancer, hvis udvikling man er komplet ligeglad med. Smith undskyldte ved en senere lejlighed offentligt for filmen, selvom det er usikkert præcis, hvor alvorligt undskyldningen var ment.

Hvor forholdet i “Mallrats” savnede indføling, så var det til gengæld i høj grad tilstede i den fremragende “Chasing Amy”, hvor den tilbageholdende tegnserietegner Holden forelsker sig hovedkulds i en pige for blot at opdage, at hun er lesbisk. Filmen balancerer sikkert på kanten mellem humor, screwball og alvor, således at Holdens betagelse formår både at være komisk og rørende på samme tid. Ben Affleck, der ellers har fået et noget uretfærdigt ry som en dårlig skuespiller, er formidabel som Holden, og filmen fravælger konsekvent enhver Hollywood-løsning på dilemmaerne. “Chasing Amy” betragtes fuldt forståeligt af mange som Smiths bedste film og hans egentlige hovedværk. En duperende bedrift er den under alle omstændigheder.

Med den efterfølgende “Dogma” kom kontroverser til gengæld væltende. Filmen, der er en sort satire over den katolske kirkes regelrytteri, blev mødt med adskillige protester fra katolikker, der var oprørte over, at den gjorde nar af troen. At de ikke havde det store kendskab til hverken budskabet eller filmen blev dog tydeligt, da Smith for sjov selv deltog i en protestdemonstration og endda endte med at bliver interviewet af en tv-station, der ikke var klar over, hvem han var. Klippet kan ses på YouTube. Selve filmen er lidt plaget af en noget vag hovedperson, men byder til gengæld på en veloplagt perlerække af underholdende biroller.

Den hurtigtsnakkende Jay og hans tavse partner trådte ud af baggrunden i “Jay and Silent Bob Strike Back”, hvor de indtog de to hovedroller. Historien handler om, hvordan der planlægges en film om makkerparret, hvilket de to bliver så vrede over, at de beslutter at tage til Hollywood for at standse den. Den sære fortælling er en slags metafilm, hvor både skuespillerne og deres roller eksisterer i samme univers og har utallige underforståede vittigheder, der parodier branchen og endda skuespillerne og instruktøren selv. Hvorvidt filmen er en sjov oplevelse eller ej afhænger derfor også i vidt omfang af, om man kan følge referencerne. Hvis ikke er den utvivlsom en temmelig trættende oplevelse, men for dem, der kender til emnet, er den derimod ganske sjov.

Selvom denne film ikke er instrueret af Kevin Smith, så fortjener den særskilt opmærksomhed, eftersom den er så forbandet underholdende. I “An Evening with Kevin Smith” ser vi et sammendrag af en serie foredrag, som Smith holdt ved forskellige universiteter, og den viser med al tydelighed, at selvom han blev kendt som Silent Bob, så står munden ikke just stille på ham. Den demonstrerer også, at megen af hans skarpe dialog og de sprøde replikker kommer direkte fra hans daglige sprog. Oplevelserne fra hans mange erfaringer i det sære Hollywood-landskab kommer væltende ud, og man må gentagne gange overgive sig til latter, når man hører beskrivelserne af hans bizarre besøg i Prince World, kommentarerne om Tim Burtons “Batman”-film, og ikke mindst hans forsøg på at skrive et Superman-manuskript, der af uransagelige årsager absolut skal inkludere en kæmperstor edderkop. I 2006 udkom fortsættelsen, “An Evening with Kevin Smith 2: Evening Harder”, og i 2008 “Kevin Smith: Sold Out – A Threevening with Kevin Smith”.

Kevin Smiths næste film blev den for ham ganske udsædvanlige “Jersey Girl”, der viste en mere mainstream side af instruktøren, og som godt kunne beskrives som en romantisk komedie bortset fra, at den har en del mere kant end de fleste. Filmen fik imidlertid en krank skæbne, eftersom den kom i kølvandet på Ben Affleck og Jennifer Lopez’ “Gigli”-flop og derfor blev opfattet som en del af hele “Bennifer”-fænomenet. Blandt Kevin Smiths faste fans var der også en vis skuffelse, måske fordi filmen egentlig ikke var beregnet til den målgruppe. “Jersey Girl” har imidlertid stadig en frisk vinkel på genren og behandler åbenhjertigt alle de emner, som de mere forsigtige af slagsen ville undgå. For moderne forældre sætter den i hvert fald fokus på en masse velkendte problemstillinger og formår trods enkelte svagheder at fortælle en hjertevarm og bundsympatisk historie.

Efter skuffelsen med “Jersey Girl” vendte Smith tilbage til udgangspunktet med denne fortsættelse til “Clerks”, der foregår 10 år efter. De dengang twenty-somethings Dante og Randal er nu i 30’erene, men er ikke rykket synderligt længere ambitionsmæssigt. I stedet for at lange smøger over disken i døgneren vender de nu burgere i en fastfood-kæde. Filmen savner spontaniteten fra den første “Clerks” og mange af de grovkornede jokes virker mere påtagede nu, hvor vi er forberedte på dem, men den er dog alligevel et fornøjeligt og nostalgisk gensyn med gamle venner. Dante og Randal er stadig et herligt par i bedste Gøg og Gokke-stil, og ikke mindst Randals forsøg på at generobre udtrykket porch monkey er uimodståeligt.