Foto: colourpress.com

Den spanske instruktør Pedro Almodóvar lavede sine første film få år efter Franco-styrets fald, og mange af instruktørens film bearbejder og udnytter den nyfundne frihed, der opstod i landet. Specielt er begær, seksuel frihed, homoseksualitet og seksualitet i det hele taget noget, der tydeligvis optager instruktøren – der selv åbent er homoseksuel – dybt. Den 57-årige spanier har skrevet manuskripterne til samtlige af sine film, og han nyder stor kreativ frihed igennem sit eget produktionsselskab, der giver ham muligheden for fuldt ud at lave de film, han ønsker. Det har været medvirkende til at gøre ham til sin generations mest prominente og internationalt anerkendte spanske instruktør.

Almodóvar skaber sine film meget stilistisk, og han nyder at bruge melodramatiske træk og markante farvekompositioner, der ofte peger tilbage på Technicolor-film fra svundne tiders Hollywood. Indholdet kan grundet tiderne gå mere direkte i krig med det, der optager instruktøren, men Almodóvar bruger ofte det overdrevet dramatiske til satirisk effekt. Han benytter sine film til at skjule “virkeligheden”, men spækker dem i stedet med både underholdning og mening. Hans tendens til at samle kendte ansigter omkring sig, når han laver film, samt hans hyppige fokus på og fascination af stærke kvinder er også medvirkende til at gøre ham til en elsket figur, da de mange vidunderlige kvindelige gengangere i Almodóvars katalog forøger nydelsen af filmoplevelserne voldsomt.

Filmz har her set på syv af Almodóvars bedste film i forbindelse med premieren på instruktørens seneste, “Brudte favntag”:

Foto: Sandrew Metronome
What Have I Done to Deserve This? (1984)

“What Have I Done to Deserve This?” er Almodóvars tredje samarbejde med skuespillerinden Carmen Maura efter instruktørens spillefilmsdebut “Pepi, Luci, Bom” og komedien “Dark Habits” om beboerne i et kvindeligt kloster. “What Have I Done to Deserve This?” er dog den første af filmene, hvori samarbejdet for alvor går op i en højere enhed. Det er fortællingen om husmoren Gloria – et tidligt eksempel på Almodóvars stærke kvinder – som må slide og slæbe som rengøringskone for at få hverdagen til at hænge sammen på trods af en mildest talt interessant familie. Filmen fræser af sted som en herlig blanding af satire og neorealisme, hvor begivenheder, der synes komplet absurde, accepteres på nul komma fem. Man ville tabe underkæben, hvis der blev givet tid til det, men Almodóvar tager ingen ved hånden. Han lader dig bare grine af alt og alle.

Foto: Sandrew Metronome
Begærets lov (1987)

I 1986 startede Almodóvar sammen med sin bror Agustín sit eget produktionsselskab El Deseo (Begæret) og året efter havde han sin første selvproducerede film klar, nemlig “La ley del Deseo” – “Begærets lov”. Hovedpersonen er den homoseksuelle filminstruktør Pablo, der nyder både kunstnerisk succes og det søde liv i Madrid. Men da han møder en ung og omklamrende beundrer, spillet af Antonio Banderas, sættes en kædereaktion i gang, hvor Pablos ellers komfortable liv bliver alt andet end en dans på roser. Carmen Maura leverer endnu en pragtpræstation i rollen som Pablos søster – der tidligere var hans bror. Hun fortjener både roser og at danse på dem. Instruktøren har så fremragende en sort humor, at han kan hive latter frem når som helst med en lille detalje. Personerne – og skildringen af dem – viser sig hurtigt at være mere interessant end filmens plot, der kan betegnes som rendyrket pulp.

Foto: Sandrew Metronome
Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988)

I 1989 fik Almodóvar for alvor sit internationale gennembrud – og det med en særdeles værdig film. “Kvinder på randen af nervøst sammenbrud” er en sprælsk og farverig farce om kvinden Pepa, der forlades af sin gifte elsker, som hun har noget vigtigt at fortælle. Han viser sig desværre at være overordentligt svær at få fat på. Endnu engang agerer Carmen Maura med bravur i hovedrollen som Pepa fra filmens mest dramatiske øjeblikke til dens mest latterfremkaldende. Men Pepa er ikke det eneste nervøse hunkønsvæsen: Både den gifte kvinde, hvis mand føjter videre, og Pepas veninde, der frygter politiet, da hun har datet en terrorist, har deres at slås med. Dertil kommer sjuftens søn, spillet af Banderas, der sammen med sin forlovede ved et tilfælde ankommer for at se på Pepas lejlighed. Ustyrligt morsomt er det alt sammen, og man frydes konstant over Almodóvars idérige indfald.

Foto: Sandrew Metronome
Alt om min mor (1999)

Midt i 1990’erne skiftede Almodóvar gear til en knap så aggressiv visuel stil og ligeledes knap så vild humor og gjorde følelserne mere direkte tilgængelige med filmene “Min hemmeligheds blomst” og “Kødet skælver”. Udviklingen krediteres tit en modning af instruktøren, og Almodóvar har fortalt, at han var mættet af 80’ernes vildskab, men at det ikke var en bevidst beslutning at skabe filmene anderledes. I 1999 med “Alt om min mor” blev den nye neddæmpede stil for alvor en succes. I filmen opsøger en enlig mor sin afdøde søns far, der nu er en transvestit ved navn Lola. Undervejs render hun ind i et sortiment af kvinder, derimellem en gravid nonne og transvestitten Agrado, der er filmens mest sympatiske person, hvis ikke den mest sympatiske blandt alle Almodóvars kreationer i årenes løb. Det fremragende melodrama med kant vandt Oscaren for bedste udenlandske film.

Foto: Sandrew Metronome
Tal til hende (2002)

“Tal til hende” er en film om to mænd, Marco og Benigno, der begge må se sig hensat til blot at tale til og ikke med deres respektive elskede, da begge kvinder efter tragiske ulykker ligger i dyb koma. Mens Marco og Benigno passer og plejer de komatøse kvinder, der ikke kan gengælde deres kærlighed, dannes der en samhørighed mellem de to, som bliver grobunden for et solidt venskab. De er begge følsomme mænd, og i filmens åbningsscene får Marco endda tårer i øjnene under en teaterforestilling. Parallelt med sine hovedpersoner har Almodóvar skrevet og instrueret en tand mere følsomt, end han har for vane. Humoren er ligeledes skruet en smule ned, og identifikationen med Marco og Benigno og deres tragiske situation bliver kun større deraf, så tilskuere af filmen kan som Marco også risikere at få fugtige øjne. Filmens manuskript vandt fortjent en Oscar.

Foto: Sandrew Metronome
Dårlig dannelse (2004)

Almodóvar har selv kaldt “Dårlig dannelse” for sin mest personlige film, men han gør det dog også klart, at den ikke er nær en direkte selvbiografi, selvom den delvist består af selvbiografiske brudstykker. I 1980 dukker skuespilleren Ignacio (Gael Garcia Bernal) op hos en barndomsven, der nu er filminstruktør, og vil have sin gamle ven til at se på en novelle, han har skrevet inspireret af deres fælles ungdom på en katolsk kostskole, hvor titlens dårlige dannelse indtraf. I novellen, der vises som en film i filmen, voksede Ignacio op som den smukke transseksuelle Zahara, der vækker minder om tidligere tiders femme fatales. Almodóvars forkærlighed for at mikse melodrama og noir-stemning ind i den komplicerede meta-fortælling lykkes perfekt med denne film, der var undervejs i over 10 år, før Almodóvar endelig fik den ud af sit system og op på lærredet. Det var heldigvis ikke et øjeblik for tidligt.

Foto: Sandrew Metronome
Volver (2006)

“Volver”, der er det spanske ord for at vende tilbage, er historien om en familie, som ikke helt overraskende hovedsagligt er bestående af kvinder. Efter et besøg ved deres mors grav taler søstrene Raimunda og Sole, spillet af Penélope Cruz og Lola Dueñas, med deres senile tante, der hårdnakket påstår, at deres mor stadig er iblandt dem. Hun er angiveligt vendt tilbage som spøgelse, hvad Raimunda afskriver som den gamle dames senile snik-snak. “Volver” tilhører Cruz i filmens bærende rolle, men hele det kvindelige ensemble er prisværdigt, både de nyankomne i Almodóvar-regi samt de gamle kendinge, heriblandt Carmen Maura, som vender tilbage efter 18 år borte fra Almodóvars film – i sandhed et glædeligt gensyn. Almodóvar har igennem hele sin karriere dyrket sin maleriske stil, og den blomstrer til tider som aldrig før i “Volver”.