Halvt favnende

At Pedro Almodóvar er helt og aldeles betaget af Penélope Cruz er vist ikke nogen hemmelighed, og i “Brudte favntag” finder han atter anledning til at udtrykke begejstringen ved at filme hende på utallige måder og i al slags tøj, parykker og frisurer.

Fascinationen er ikke svær at forstå, og Cruz er da også en af de primære attraktioner ved filmen på trods af, at hun ikke spiller den egentlige hovedrolle. Men lige som i “Den tredje mand”, hvor emnet for næsten alle scener er Orson Welles’ rolle Harry Lime, så rettes opmærksomheden i “Brudte favntag” konstant mod Cruz.

Optaget af hende er ikke mindst Harry Caine, som engang var filmskaber under navnet Mateo Blanco. Han har imidlertid mistet synet og residerer nu i en lejlighed i Madrid, hvorfra han fortsat påtager sig skrivejobs. Fortiden kommer dog snart frem i dagens lys, og udspurgt af sin ihærdige hjælper beretter han om den kæde af årsager, der bragte ham i hans nuværende situation. Vi hører ikke mindst om kvinde Lena – spillet af Cruz – som fik hovedrollen i en af Harrys film, og som han forelskede sig i med alvorlige konsekvenser. Snart begynder fortidens hemmeligheder at pible frem.

At “Brudte favntag” er en Almodóvar-film er man ikke i tvivl om, men den bevæger sig væk fra hans mere komiske værker og over mod det film noir-inspirerede. Samtidig er den også en metafilm, der handler om filmprocessen, og henvisningerne til andre værker såsom “Peeping Tom”, “Breakfast at Tiffany’s”, “Elevator til skafottet” og “8½” hober sig op, som var det en anden filmquiz. Dejlige Cruz er naturligvis skøn som altid, men glimrende er også Lluís Homar i en neddæmpet rolle som den blinde – men stadig seksuelt aktive – instruktør.

Den ildevarslende titel “Brudte favntag” er dog også på mange måder en beskrivelse af filmen, for selvom alle involverede er særdeles velspillende, så kommer den dog aldrig for alvor under huden på en. Det punkt, hvor filmen for alvor skal gå op i en højere enhed, indtræffer aldrig – måske fordi selve historien simpelthen er for ligetil, og hemmelighederne ærlig talt ikke voldsomt interessante. Den grundlæggende nysgerrighed, som filmen bliver nødt til at vække, hvis den rigtig skal holde interessen, forbliver ganske uberørt. Det er synd, for ellers er filmen en fin opvisning i Almodóvars evner. Visuelt er den så indbydende som altid med farverige kulisser, og Almodóvar får det maksimale ud af Cruz, som han lader klæde i spraglede rober og endda med en Audrey Hepburn-frisure. Hvis ikke filmen aktiverer ens følelsesregister, så er dens sanselighed næsten i sig selv nok til at indløse billetten.