Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!

I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.

CPH PIX anno 2013 er altså i fuld gang, og til og med den 24. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Rapport fra CPH PIX dag #3 – 13. april 2013

Johnny: ”Pride goeth before destruction, and an haughty spirit before a fall.” I går postulerede jeg, at kampformen var fin, men jeg har tilbragt det meste af dagen med en trykkende hovedpine. Det gør, som man måske kan regne ud, det undertiden svært at leve sig ind i filmene. Jeg håber dog, at det kun er en midlertidig svaghed. Der er mildt sagt lang vej endnu, før jeg kan sove ud…

Det gør det selvfølgelig heller ikke nemmere, at hovedpinen indfandt sig på festivalens første fulde dag. Jeg gik faktisk og var nostalgisk sammen med en bekendt i dag. Vi mindedes “de gode gamle dage”, hvor man nemt kunne nå 6-7 film på en dag. Så røg middagsforestillingerne, og snart fulgte midnatsvisningerne efter. De grønskollinger, der går til PIX i dag, har sgu aldrig oplevet en rigtig festival. Ungdommen er blevet blød og forvænt. Da jeg var ung…

Ups.. Så røg man vist i hybris-fælden igen.

Nadia: Tredje dag – og i modsætning til den altid velformulerede PIXpert, Johnny – er der her ingen hovedpine eller irritation at spore. Nej, i stedet er der en stigende, barnlig glæde over den diversitet, der ligger i de film, der bliver set – og skal til at ses. Denne lørdag bød kun på to film for denne piges vedkommende, men de var på den anden side også meget forskellige og viste på hver sin vis, hvordan filmmediet kan bruges til at fortælle historier. En lang pause mellem de to blev det da også til, hvor man kunne spise burgere og snakke om fransk films mange facetter og sommetider mangel på samme. Og da der til dagens anden og sidste visning kom en ven med, der i dén grad blev bange for, hvad der blev vist i biografens mulm og mørke, blev man da også påmindet om, at film virkelig kan påvirke selv de bedste.

Andreas: Ah! Under festivalens tredjedag begynder jeg for alvor at komme i “filmfestivalstemning”. At bruge hele sin dag på bare at trille fra biograf til biograf (i et menneskeligt tempo!), se film og drikke kaffe… Og så var det jo også på denne tredje dag, at årets horror-program for mit vedkommende blev skudt i gang med den vilde og psykedeliske “The Rambler” – og i den anledning havde Nadia og jeg en bekendt med i biffen, hvilket affødte den altid morsomme situation at se horror med et menneske, der reagerer fysisk voldsomt på blod og splat!

- Dom över död man / Norge, Sverige

Johnny: Jeg elsker, når historiske film tager fat i begivenheder, steder eller personer, som man ellers ikke stifter bekendtskab med. Måske er det et sørgeligt vidne om min dannelse, men jeg havde ikke hørt om Torgny Segerstedt før årets PIX-program. Han var chefredaktør for Göteborg Handelstidning og førte op til og under anden verdenskrig en indædt kampagne mod nazismen og mod Sveriges neutralitet. Centralt i filmen står de glødende ledere, han skrev, og hans indædte modstand mod dem, der foretrak ham tavs. En lige så stor del af filmen er dog helliget hans privatliv, hvor en tilsyneladende meget offentlig affære med konen til avisens ejer, Maja Forsman, foranlediger den centrale konflikt. Hun spilles i øvrigt med vanligt pondus af Pernilla August.

Filmen formåede desværre ikke at imponere mig. Bevares, der er godt skuespil fra alle (Jesper Christensen leverer en sublim præstation i hovedrollen), og der er ingen tvivl om, at Troell er en mesterlig instruktør, men til tider føles filmen meget lang. Den alt for store del af spilletiden, der bruges på at læse ledere op, keder med tiden tilskueren; der er alt for mange scener med Torgnys første kone, selv efter man har etableret og udfoldet hendes karakter; og i midten af filmen mister den fremdriften. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en konsekvens af at sætte en forfatter til at skrive manuskriptet. Rifbjergs dialog er til tider energisk og fyndig, men filmen lider af en til tider alt for omstændelig fortælleform. I en film på over to timer er det synd. Jeg kunne desuden have ønsket mig, at man havde valgt entydigt at satse på at skildre enten hans professionelle eller hans private liv, da de to dele aldrig rigtigt går op i en højere enhed. Se den, hvis historien interesserer dig, men ellers ikke.

3/6

Andreas: I første omgang stod dagen på et svensk drama om en åbenbart prominent anti-nazistisk journalist i trediverne ved navn Torgny Segerstedt. Jesper Christensen spiller journalisten, der dels kæmper indædt mod tyskerne og dels kæmper for at få sit eget liv til at hænge sammen. Men jeg kan lige så godt være hudløst ærlig og sige, at det er dødkedeligt. Fra start til slut. Øv. Flotte billeder, en god Jesper Christensen, jovist… Men puha…

Filmens grundlæggende problem er, at den i dén grad mangler et flow. Klipperytmen er uigennemskuelig og inkonsistent, scenerne ligger dårligt op ad hinanden og flere passager i filmen virker enten fortænkt eller som om, det hele står i stampe, og filmskaberne ikke ved, hvad de skal gøre af deres film. Derudover er den et dårligt og langt hen ad vejen alt for klassisk karakterportræt af en person, som Troell og Rifbjerg overhovedet ikke formår at gøre spændende.

Den dobbelte historie – privatlivet, der er et rod, og den politiske kamp, der er imod alle odds – er dybt uinspireret. Torgny er der ikke for sin kone, men han er der for sine hunde, og det er jo strengt, og det synes konen også, og børnene også lidt, og Torgny ikke så meget, for han har jo en elskerinde, som er klogere og mere spændende, og som ikke kan lide Hitler. Det værste er imidlertid, at denne del af historien mere eller mindre udgør hele første halvdel af filmen – for så til gengæld at være næsten glemt i anden del, der udelukkende handler om den politiske kamp (som, ifølge Troell selv, ikke interesserede ham så meget).

2/6

”Dom över död man” vises også den 17. april kl. 19.00 i Dagmar.

- Sleepless Night / Sydkorea

Johnny: Efter den forrige film var det rart at opleve en film, der i dén grad begrænser sig og kun bruger lige nøjagtigt nok tid til at fortælle sin historie. På kun 65 minutter oprulles et ægteskabsdrama en miniature. Vi følger et ungt par, der har været gift et par år. Deres forhold er godt og kærligt, men der er dog enkelte stridspunkter: Først og fremmest spørgsmålet om de skal have et barn sammen. Vi observerer deres hverdag sammen. Vi ser dem interagere med kolleger, venner og familie. Vi kommer endda ind i deres drømme. Dramaet bliver aldrig højspændt eller melodramatisk. De eneste to scener, der ligner det, viser sig at være mareridt. Der er heller ingen forløsning, hvilket er meget passende, da der i grunden ikke er nogen egentlig konflikt.

Man kunne sagtens anklage filmen for at ville for lidt. Her er vitterligt ikke andet at komme efter end et snapshot af to karakterer over nogle dage af deres liv. Jeg kan heller ikke komme med andet argument til dens fordel, end at den virker. Den ved, hvad den vil, og gør det effektivt og smukt. Formen er ret minimalistisk. Den er filmet med et digitalkamera, stort set kun med naturligt lys og uden anden musikalsk ledsagelse end to klaverstykker. Med disse beskedne midler formår den alligevel at skabe en følelsesmæssig forbindelse til dens karakterer, og hvis ikke dét er filmkunstens formål, så er det i hvert fald et rigtig godt bud.

4/6

”Sleepless Night” vises også den 18. april kl. 16.30 i Cinemateket.

- Love Battles / Frankrig

Andreas: Dagens anden film havde jeg glædet mig overordentligt meget til – franske (jeg kan normalt ikke lide franske film, men…) “Love Battles” handler om en mand og en kvinde, der først slås, og siden slås, mens de har sex. Det er i bund og grund handlingen, og det hele krydres med en historie om kvindens far, der er død, hvilket har givet datteren nogle faderkomplekser, som hun projicerer over i sin elsker/stridsmand. Men det er denne del af filmen, der er det helt store problem, da dialogen for det meste er virkelig dårligt skrevet. Det hele virker påtaget og ærligt talt ret, ja, frankofilt…

Cirka halvdelen af filmen går med dette, og det fungerer ikke rigtigt. Men det afbrydes dog jævnligt af de to hovedpersoners erotiske slåskampe, og som filmen skrider frem, bliver mellemrummene mellem disse betagende smukke, fysiske scener kortere og kortere, indtil tre voldsomme og åndeløst smukke sex/kamp-scener får lov at dominere filmens sidste del. Når de to (unavngivne) karakterer går i kødet på hinanden, er det en styrkeprøve og ikke et ønske om at skade, og det er netop i dette, at scenerne får en erotisk sensualitet, der er dybt fascinerende!

“Love Battles” handler om forholdet mellem erotik og aggression, sex og kamp, kærlighed og vrede. Kamp- og sexscenerne er i sig selv nok til at sætte disse tanker i gang hos tilskueren, og selvom en god setting nok kunne have bidraget med endnu mere mening og symbolik, så kommer filmen altså til at lide noget under sin ikke-vellykkede sidehistorie, der specielt i første halvdel er et ret forstyrrende og generende element. Takket være sanseoplevelsen og de unikke optagelser, de smukt instruerede (koreograferede?) scener og det sublime og ærlige samspil mellem Sara Forestier og James Thierree er “Love Battles” dog stadig særdeles seværdig.

4/6

Nadia: “Love Battles” er en af de der prætentiøse, franske film, der i så voldsom grad gransker faderbinding og seksualiteten, at det bliver svært at tage seriøst. Vores hovedperson er i konstant konflikt med sig selv. Hun føler selv, at hendes partner og søskende er ondskabsfulde og forkælede, og hun er en dramadronning uden sidestykke, der konstant forlanger anerkendelse for sin egen opførsel.

Samtidig er “Love Battles” en flot konstrueret film om to mennesker, der finder hinanden gennem fysisk kontakt. Alene den imponerende koreografi under de mange seksuelle slåskampe gør filmen værd at se. Det er selve dialogen og beskrivelsen af forholdet mellem de to, der halter. Med dette in mente ville “Love Battles” nok have gjort sig langt bedre som installationsfilm end egentlig fiktion. For vurderet som kunst er den en flot oplevelse. Som film er den særdeles ineffektiv.

3/6

”Love Battles” vises ikke igen under årets CPH PIX.

- Pieta / Sydkorea

Johnny: Efter den meget egenartede (men grænseløst fascinerende) “Arirang” fra sidste års festival er det rart at se Kim Ki-duk tilbage i vanlig topform. Vores identifikationspunkt er den lidet sympatiske Gang-do, der er lånehaj og indkræver penge fra folk, der dog oftest ikke kan betale. Når det sker, kan man jo heldigvis altid ty til lidt forsikringssvindel, og når man som Gang-do har kunder i et industrikvarter, er der altid maskiner i nærheden, der kan facilitere den slags. Han efterlader sig et blodigt spor af afhuggede lemmer og brækkede ben skildret i en række scener, der er ukarakteristisk voldsomme for den senere Ki-duk. Det skal siges, at det klæder ham godt. Det giver en mere umiddelbar følelsesmæssig klangbund til hans sædvanligt filosofiske plots.

Gang-do viser ikke andet end hånlig sadisme over for sine ofre, men en dag begynder en kvinde at forfølge ham. Hun viser sig at være moderen, der bortadopterede ham som baby. Gang-do tvinges til at indgå i et følelsesforhold til et andet menneske, og dermed ramler hele det apatisk-sadistiske korthus. Plottet er for så vidt ret forudsigeligt, men det gør ikke noget, da den virkelige fokus ligger på symbolismen (Ja, det er en Kim Ki-duk-film, hvis nogen skulle have glemt det i farten..). Filmen er pakket med kristne symboler og referencer, der hæver historien fra en simpel volds- og hævnelegi til en dybt forskruet Kristus-allegori. Det er først i slutscenen, at dette bliver decideret åbenlyst, men Ki-duk har med vanligt talent og finesse lagt mentalt fundament til denne åbenbaring næsten uden, at man har lagt mærke til det som tilskuer. Skyld og soning, hævn og tilgivelse, offer og voldsmand, profant og helligt, Kristus og djævel… Kim Ki-duk leger (som han plejer) med os som en kat med en mus, lige før han æder den. Hvor er det dog skønt!

5/6

”Pieta” vises også den 18. april kl. 21.30 i Grand.

- Thérèse Desqueyroux / Frankrig

Johnny: Nogle gange vælger man en film, fordi der ikke rigtigt vises andet spændende på det tidspunkt. Gudskelov kan man så blive positivt overrasket. Thérèse er datter i en landejerfamilie i Bordeaux. Hendes ægteskab med Bernard fra en anden stor familie er bestemt længe før, hun kan gøre nogen indsigelser. Da de endelig bliver gift, føler Thérèse sig hurtigt fanget og tvunget til at påtage sig en ubekvem rolle. Hendes nære forhold til Bernards søster ødelægges, da hun bliver nødt til at intervenere i forholdet mellem søsteren og en ung mand fra en ikke-acceptabel familie. Da hun bliver gravid, strammer nettet sig endnu mere om hende, fordi svigerfamilien insisterer på at pakke hende ind i vat. Hendes lettere glemsomme mand bliver ordineret arsenikdråber mod blodmangel, og Thérèse fristes til at gøre et aktivt flugtforsøg.

Ovenstående synopsis til trods er der ikke tale om nogen højdramatisk film. Det går kun langsomt op for Thérèse, at hun ikke egner sig til livet som trofæhustru, og da hun bliver afsløret og må konfrontere Bernard, er det alt sammen yderst høfligt og uformelt. Spændingen og nerven ligger i karakteriseringen af Thérèse. Hendes rejse fra den pligtopfyldende datter over tiger i bur til moderne kvinde er en fascinerende og besnærende fortælling. Audrey Tautou spiller fantastisk som “den frie ånd”, der ikke helt vil eller tør vedkende sig det. At Gilles Lellouche formår at føje dimensionalitet til træmanden Bernard vidner også om et stort talent. Filmens billedside består af næsten latterligt idylliske billeder af det franske landliv, hvilket kun tjener som kontrast til Thérèses stigende desperation og fortvivlelse. Selv hvis man har det svært ved franske snakke- og parforholdsfilm, bør man give denne en chance.

4/6

”Thérèse Desqueyroux” vises også den 22. april kl. 16.40 i Grand.

- The Rambler / USA

Andreas: Hm, “The Rambler”… Se, dét var en underlig film! Historien kort: En mand (uden navn, men han kaldes “the rambler”) kommer ud af fængsel og beslutter sig for at opsøge sin bror langt væk og bo på hans farm. Det viser sig at skulle blive en meget lang og besværlig tur, der blandt andet involverer mumier, eksploderende hoveder og deforme piger, der brækker sig – meget! Det hele er viklet ind i en aldeles psykedelisk historiefortælling, som er ekstremt svær at beskrive med ord!

Spørgsmålet er, om det virker, og her må svaret være, øh… både og. De første 15 minutter er fænomenale! Helt og aldeles. The rambler er en fabelagtig karakter, og replikkerne er skarpe – ja, næsten på Tarantino-niveau. Man more sig kosteligt, men så følger et par elendige scener, der nærmest punkterer filmen, og da den skal samle sig sammen igen, begynder syretrippet for alvor, og det er pludseligt meget svært at gennemskue, hvordan filmen skal ses. Det er først, når filmen hen ad vejen igen begynder at tage sig selv og sin egen psykedeliske horror-stil seriøst, at “The Rambler” atter bliver inddragende og underholdende. Men der er der altså allerede efterladt et gabende hul af blod og pjat lige i midten.

Man må dog give filmen og dens instruktør, Calvin Reeder, den ros, at det er tydeligt, at man har villet skabe noget helt unikt (og unikt, dét er det!). Med cadeauer til både “Scanners”, “Evil Dead” og David Lynch føler man sig bestemt i selskab med genreglade tosser, der har lavet en ofte morsom, men dog alt for ujævn film. Den har sin charme – og i disse festivaldage er den tilmed et dejligt afbræk/oprør mod den gode smag.

3/6

Nadia: Hvis man leder efter en fest på PIX, er “The Rambler” et godt bud på en film, der nok skal få energien op og udfordre intellektet. For her er en syret fortælling, der lægger ud med et brag, men som desværre ender med at forundre mere, end den fascinerer.

En cowboy-lignende mand er netop blevet løsladt fra fængslet. Men hjemme er der ingen kærlighed at hente, for konen har haft en lidt for stor interesse i andre mænd, og jobbet er heller ikke noget at råbe hurra for. Men i Oregon sidder en bror, der har tilbudt vores hovedperson et job på sin ranch, og vores helt begynder nu en rejse gennem et USA, der byder på oplevelser, der ville få de fleste af os til at vende snuden hjem.

“The Rambler” lægger fremragende ud. Her er der humor på crack og hidsige bipersoner, der fungerer som en perfekt kontrast til vores tavse helt. Det er svært ikke at elske en film, der sætter sit publikum i så grotesk et stævne, og når “The Rambler” i en af sine scener serverer noget af en cadeau til David Cronenbergs “Scanners”, er det svært ikke at blive revet med for en hardcore fan af skrækfilm. Men, men, men… Selv “The Rambler” løber tør for luft til sidst, og det, der startede som en filmisk fest for særlinge, ender som et syretrip uden nogen dybere mening.

4/6

”The Rambler” vises også den 18. april kl. 22.30 i Empire.

- Thy Womb / Filippinerne

Johnny: Brillante Mendoza er et besværligt bekendtskab. Det er svært at forstå, at manden, der instruerede det eminente gidseldrama “Captive”, også lavede den decideret ulidelige “Serbis”. Desværre må jeg meddele, at der er langt mere af sidstnævnte i “Thy Womb”, end jeg kunne ønske mig. Som “Serbis” lider denne film hårdt under vægten af en lang række scener, der, selvom de er usigeligt smukke og på ingen måde lider af den mangel på prægnans, som jeg brokkede mig over i “Like Someone in Love”, intet tilfører til handlingen og mest giver associationer til en turistreklame eller dokumentarfilm. Det dokumentariske præg, der gjorde Captive så svær at ryste af sig, gør paradoksalt nok, at man aldrig rigtigt lever sig ind i det yderst begrænsede plot.

Shaleha er jordmor og gift med Bangas-An. De er en del af Badjao-folket, der lever i stylte-landsbyer i nogle øgrupper og kystområder i Filippinerne. Som et ironisk stik til hendes profession kan Shaleha ikke blive gravid. Af kærlighed til sin mand begynder hun derfor at lede efter en ekstra hustru til ham, der kan give ham børn. Historien er fortalt i en underlig staccato-rytme, hvor vi hopper fra den ene blindgyde til den anden uden på nogen måde at få dem knyttet sammen eller sat i kontekst. De dokumentariske sekvenser er smukke og bevægende, men fuldstændigt uden tilknytning til resten af filmen. Dens eneste kilde til indlevelse er Nora Aunor i den kvindelige hovedrolle. Hun er blændende god, men desværre kan hun ikke løfte filmen alene. Det er ikke, fordi jeg ikke kan se, hvad Mendoza prøver på at lave: Et kønspolitisk mikrokosmos, der fungerer som kommentar til det filippinske samfund som helhed med pointer omkring det grusomme ved krig og vold som et hverdagselement. Slutresultatet fungerer desværre ikke.

2/6

”Thy Womb” vises også den 20. april kl. 12.00 i Dagmar.