Af: The Insider | Udgivet: 2012-04-20

CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.


Rapport fra CPH PIX dag #9 – 19. april 2012


Johnny: Ovenpå gårsdagens jeremiade er det rart at blive mindet om, at filmfestivaler også kan være rare oplevelser. Ikke så meget på grund af dagens film, der lidt var en blandet landhandel for mig, men snarere alt det andet. Vejret er dejligt og forårsagtigt, og jeg startede dagen med en gåtur langs søerne med en god veninde. Jeg fik også snakket med en masse gode folk både før og efter filmene i dag, og vi fik behørigt diskuteret festivalens udvalg og gjort nar ad enkelte af de mere latterlige eksempler (se nedenfor). Derudover har festivalformen ikke toppet endnu, så fysisk er jeg også veloplagt. It’s good to be the PIXpert!

Thomas: Der er de sjældne dage under en filmfestival, hvor man ikke kan få armene ned, fordi man ser den ene guldfilm efter den anden. Så er der dage, hvor man ikke ved, om man skal grine eller græde, fordi filmene er noget ustyrligt ringe lort (men i det mindste har man muligheden for at grine af dem). Og endelig er der de værste af alle dage… Dem, hvor de film, man ser, er sådan nogle ligegyldige størrelser, som ikke er decideret dårlige, men som heller ikke rykker noget som helst i dig. Min torsdag var en uskøn blanding af lort og ligegyldighed. (Husk, kære læser, jeg ser de her film, så du ikke behøver at spilde tid på dem!)



- Snowtown, Australien

Johnny: Der er ikke noget som en feel good-film til at starte dagen på. Jamie bor sammen med sin mor og tre brødre i en nedslidt og socialt belastet forstad et eller andet sted i Australien. Naboen, der også er moderens kæreste, passer dem, når hun er ude. Vi finder dog hurtigt ud af, at han også misbruger dem seksuelt. Moderen anmelder ham, men han bliver tilsyneladende sat fri, mens sagen efterforskes. Her kommer John ind i billedet. Han er en handlekraftig og stærk mand, der bliver kæreste med moderen og begynder en hetz mod pædofile og homoseksuelle i byen. Jamie knytter sig stærkt til ham og begynder at efterligne ham. Så viser det sig, at John rent faktisk gør andet end blot at tale om sit had til dem, han betegner som ”waste”. Gradvist rekrutteres Jamie ind i familiegesjæften, mens dødstallet stille og roligt stiger.

“Snowtown” er en uafrysteligt grum film. Mange har måske hørt om en central torturscene, men det er mere den snigende ondskab og Johns ubehagelige utilregnelighed, der gør filmen hård at se. Daniel Henshall leverer en kraftpræstation som John Bunting – en mand, der på overfladen er en venlig, men bestemt husherre. Det går dog gradvist op for tilskueren, præcis hvor sindssyg han egentlig er.

Uroen, frygten og den generelt trykkende stemning stiger uafvendeligt gennem filmen, indtil man til sidst næsten ikke kan holde ud at se på lærredet. Der er dog et par scener, som virker løsrevne, og et par enkelte sideplots, der nok skulle være endt på klippegulvet – ikke mindst fordi de hæmmer den førnævnte følelse af voksende uro. Ikke desto mindre er dette en film, der river dig ud af din etablerede verden, tager dig med ind i mørket og gør frygtelige ting ved dig. Hvis man altså er til den slags.

5/6

”Snowtown” vises også den 24. april kl. 21.30 i Grand Teatret og den 29. april kl. 16.30 i Dagmar Teatret.



- The Invader (L’envahisseur), Belgien

Thomas: Filmen åbner med en indstilling, hvor vi ser en i øvrigt ganske veldrejet, ung kvinde på en nudiststrand lige op i skrævet. Kameraet panorerer så ud over vandet, hvor en gruppe afrikanske bådflygtninge er ved at skylle i land. Det lover jo meget godt i retning af en visuelt flot og udfordrende film.

Desværre er åbningsskuddet temmelig overflødigt i forhold til resten af historien, hvor den charmerende, men frustrerede Amadou forsøger at få bare et lille fodfæste i det belgiske samfund. Han støder på Agnes, som er gift, men som charmeres til et engangsknald, hvorefter Amadou begynder at stalke hende. Og det var så desværre størstedelen af filmen. Der er ikke for alvor nogen historie, og uden at afsløre for meget kan jeg sige, at der går lidt for meget hævner-kliché i den mod slutningen. En ganske flot, men ligegyldig film.

3/6

”The Invader” vises også den 27. april kl. 21.30 i Gloria.



- The Legend of Kaspar Hauser (La leggenda di Kaspar Hauser), Italien

Johnny: Fri mig for selvfede, pseudointellektuelle instruktører og deres jammerlige film! 5 minutter inde i denne ørkenvandring af en kunstfilm fik jeg et flashback til den ubeskriveligt uinspirerede “Dharma Guns”, der blev vist på sidste års festival. Jeg følte mig som en Vietnam-veteran, der pludselig var tilbage i junglen, hvor napalmen brændte i øjnene, og mine kammeraters kropsdele lå spredt omkring. Ligesom den film (og jeg bruger ordet “film” i den absolut bredeste forstand) er der her tale om et værk, der tager sig selv alt for alvorligt. Åbningsscenen er Vincent Gallo, der danser disko, mens ufoer flyver hen over ham. Herefter ser vi ham køre rundt i en forladt by i en dobbeltrolle som sherif og pusher, hvorefter han har en dansekonkurrence med sig selv. Det lyder grotesk og egentlig også underholdende. Der var da også en del, der grinede under disse scener. Jeg var ikke en af dem.

Det stod lysende klart for mig, at mens det, der foregik på lærredet var ganske og aldeles latterligt, så mente instruktøren det faktisk alvorligt. Der var ingen tvivl om, at det ville blive nogle af de længste 90 minutter, jeg sandsynligvis vil komme til at opleve under årets festival.

Jeg kunne forsøge mig med et handlingsreferat, men jeg er egentlig ligeglad. Det bør du også være. Plottet er så utroligt prætentiøst, at man skulle tro, filmen var en parodi. Al dialog synes at være improviseret. Jeg må formode, at der er blevet drukket tæt aftenerne før optagelserne, for kun titaniske tømmermænd kan forklare det ævl, der kommer ud af munden på skuespillerne. Ikke at jeg på nogen måde bebrejder dem, at de har slået sig på flasken for at komme gennem indspilningen af denne film. There but for the grace of God…

Hvad laver en reelt talentfuld skuespiller som Vincent Gallo i øvrigt i dette makværk? Jeg er klar over, at han tidligere har været med i tvivlsomme film (Roger Ebert har et inderligt had til “Brown Bunny”), men hans performance (jeg nægter at bruge ordet skuespil) her minder mig mest af alt om de psykisk syge hjemløse, man nogle gange ser holde meget ophidsede samtaler med sig selv på gaden. Har instruktøren mon en mappe med kompromitterende billeder af ham, eller holder han Gallos mor som gidsel? Når filmen trods alt får én stjerne af mig, er det alene på grund af musikken. Det er inciterende og vellavet house af den spansk/italienske Vitalic. Giv ham en chance, men undgå for Guds skyld denne film.

1/6

Thomas: På en ukendt ø i et ukendt hav i en ukendt tid (det ligner dog til forveksling nutidens Sardinien) tosser Vincent Gallo rundt og spiller flere personer – ofte i den samme scene. Og så en dag skyller den stærkt androgyne Kasper Hauser op på stranden iført træningsdragt og hørebøffer, og nu bliver det for alvor mærkeligt!

Desværre bliver det mærkeligt på den ufatteligt dårlige måde! Scenerne og skuespillet (hvis man kan kalde det dét) giver ingen mening, hverken isoleret eller i sammenhæng. Måske fungerer det som en form for absurd teater, men jeg tvivler. At kalde filmen prætentiøs vil være at give den en ros, den ikke fortjener. Det er talentløst filmskole-bras, og det eneste, der redder den fra at være en bundkarakter, er et overraskende fedt electronica-soundtrack (http://youtu.be/7tq1ol94usA), som også er med til at hive de første fem minutter af filmen op på et niveau, hvor de efterfølgende 90 slet, slet ikke kan følge med! Hvis soundtracket havde været dubstep, var jeg udvandret!

2/6

”The Legend of Kaspar Hauser” vises også den 21. april kl. 21.30 i Dagmar Teatret.



- Scabbard Samurai (Saya-zamurai), Japan

Johnny: Jeg fik desværre aldrig set “Symbol”, som mange af mine venner var vilde med, da den kørte på festivalen for to år siden. Min eneste erfaring med Hitoshi Matsumoto er “Big Man Japan” fra sidste års program. Denne gang har han kastet sig over en periodefilm, der foregår i det feudale Japan. Kanjuro Nomi er en sværdløs samurai, der er eftersøgt for at have forladt sin post og forrådt sin klan. Han ledsages af sin datter, Tae. Efter sammenstød med tre yderst specielle dusørjægere tages han til fange af en anden klan og stilles et besynderligt ultimatum: Hvis han kan få den lokale fyrstes søn til at grine, inden 30 dage er gået, bliver han sat fri. Hvis ikke, bliver han tvunget til at begå rituelt selvmord. Nomi og hans fangevogtere kaster sig helhjertet ind i opgaven og en lang række groteske optrin følger.

“Scabbard Samurai” er pænt underholdende og har mange gode elementer, men ultimativt bliver det en film, der stikker i for mange retninger. Stemnings- og genreskiftene undervejs er så voldsomme, at det er lige før, man får piskesmæld. De enkelte elementer fungerer sådant set, men de hører ikke hjemme i samme film. “Big Man Japan” var også grotesk og underlig, men den holdt sig inden for rammerne af en (yderst speciel) genre, og derfor fungerede den. Det gør “Scabbard Samurai” ikke helt. Jeg vil dog fremhæve Sea Kumada i rollen som Tae. Det er desværre alt for sjældent, at børneskuespillere kan bære roller af den kaliber, men hun gør det forbilledligt. Hendes mimik er kilden til meget af filmens humor. Filmen er ikke dårlig, og jeg var da godt underholdt og grinte et par gange undervejs, men det er ikke en film, der er specielt mindeværdig.

3/6

”Scabbard Samurai” vises også den 26. april kl. 21.30 i Dagmar Teatret.



- Neighbouring Sounds (O som ao redor), Brasilien

Thomas: Nøj, det her er en kedelig film! Det er to timers ørkenvandring i et brasiliansk middelklassekvarter, hvor historien er søvndyssende, personerne er uinteressante, og konflikterne knap nok kan skabe ringe i overfladen på en fredagsøl: ”Naboens hund gør, så jeg ikke kan sove.” “Vores dørvagt sover til gengæld på jobbet.” “Se, min kæreste har fået stjålet sin bilradio.” OG HVAD SÅ??? Ingen af konflikterne bliver i øvrigt afsluttet eller forløst overhovedet.

I hænderne på en bedre instruktør kunne det sikkert være blevet en ganske hyggelig film – eller måske endda en knugende thriller. Nu og her er det bare ingenting. Filmen prøver et par gange at øge spændingen ved hjælp af horror-inspirerede lyde og kamerabevægelser. Her bliver filmen en anelse interessant i ca. to sekunder ad gangen, indtil man opdager, at der ikke bliver fulgt op på det. Det står så grelt til, at de mest spændende 30 sekunder i filmen viser sig at være en drømmesekvens! Spild af tid.

2/6

”Neighbouring Sounds” vises også den 27. april kl 16.45 i Gloria.

Gravatar

#1 paideia 12 år siden

Hmm, på den sidste film har jeg vist fået en ufortjent kreditering. Jeg kan selvfølgelig være faldet i søvn og have set filmen og anmeldt den i søvne, men en mere plausibel forklaring ville nok være, at det var Thomas, der havde anmeldt den.
ODI PROFANVM VVLGVS ET ARCEO
Gravatar

#2 The Insider 12 år siden

Hov, godt spottet! Til gengæld var jeg lidt skræmt over, at du i første omgang havde skrevet, "Jamie bor sammen med min mor" i "Snowtown"-anmeldelsen... har du nogle uhyggelige relationer, du ikke har delt med os andre? :-/
War. War never changes.
Gravatar

#3 bjarke 12 år siden

...well, jeg vil bare lige smide en noget mere varm anbefaling afsted mod Matsumotos søde Scabbard Samurai. Det kan godt være, at den stikker i mange retninger, men jeg synes nu ikke at denne 'genre-sprælskhed' var forstyrrende.

Man finder godt nok ikke samme mængder af vanvid som i hans to første film - den aparte komedie Symbol og den herligt bizarre og småmelankolske Big Man Japan - sidstnævnte har en af de sjoveste og mest overraskende finaler jeg har set. Scabbard Samurai er mere afdæmpet (hvis man kan sige det?) og en lettere tilgængelig sag - den har dog Matsumotos flair for skæv komik og deadpan timing intakt. Jeg kan bestemt kun anbefale den - samt hans to øvrige film :)

Ja, Snowtown var en væmmelig sag - den får opbygget en fantastisk ond og knugende stemning. Den bliver dog for mig en smule slatten undervejs - men det river bestemt ikke den foruroligende intensitet ud af løjerne...
Mit filmsite Filmskribenten.dk. Nyeste anmeldelser: Guardians of the Galaxy | Deliver Us From Evil: http://filmskribenten.dk
Gravatar

#4 samek 12 år siden

- The Legend of Kaspar Hauser
Var mega fed i mine øjne.
5/6.
Det er en moderne Jim Jarmush, eller aki kaurismaki. For dem der elsker Alejandro Jodorowsky.
Betagende smukke billeder og imponerende stemninger.
Det er en film jeg på det varmeste kan anbefale.
Gravatar

#5 Castanea 12 år siden

Nå, Kaspar Hauser var ellers en af de mest interessante film på festivalen. Nuvel.
Gravatar

#6 paideia 12 år siden

#2. Du ved for meget, Johan.. Jeg tror, vi to skal ud på en køretur.

#4. Er ikke ganske sikker på, at vi har set den samme film. Af de tre instruktørsammenligninger er det kun Jodorowsky, jeg kan genkende. Jodorowsky er dog en uendeligt mere begavet billedskaber. Jeg vil meget gerne høre, hvad du synes om Dharma Guns, der kørte på festivalen sidste år. Hvis du altså så den..
ODI PROFANVM VVLGVS ET ARCEO
Gravatar

#7 Outbound Sith 12 år siden

#4 Visse steder gjorde det fysisk ondt at se "Kasper Hauser". Og ikke på den gode måde!
Eksempelvis scenen, hvor han hinker i ruder og de samme replikker gentages fire-fem gange, var en prøvelse for mit blodtryk...
"Let's just say I wanna believe."
Fox Mulder
Gravatar

#8 frahm-2 12 år siden

#7
nu har jeg ikke selv set filmen, men jeg tror næppe at der er nogen der giver den 3/6. Det er vel enten helt i top eller helt i bund.....der kommer i øvrigt en ekstravisning.
Se verdens bedste indiefilm online på indiemondo.com
Gravatar

#9 Outbound Sith 12 år siden

#8
Det er helt sikkert en film, man enten hader eller elsker. Der er ingen gylden middelvej her, og det er umuligt at være sådan lidt meh omkring den. :)
"Let's just say I wanna believe."
Fox Mulder

Skriv ny kommentar: