AMC-chef Adam Aron taler ud om den historiske biografaftale med Universal Pictures.

Han er blevet en hadet mand i biografbranchen efter aftalen med Hollywood-giganten Universal, som for fremtiden må sælge biograffilm via PVOD-streaming 17 dage efter premieren. Tidligere var den eksklusive periode på 90 dage.

Men Adam Aron – der er chef for verdens største biografkæde – mener, at Disneys beslutning om at droppe en biografpremiere til “Mulan” viser, at biografaftalen var det rigtige at gøre:

”Vores største reaktion på ‘Mulan’-annonceringen er, hvor meget det bekræfter vores kloge beslutning fra sidste uge ved at tage chancen og lave en aftale om PVOD,” siger Adam Aron under et ‘earnings call’ for AMC.

Havde AMC lavet en lignende aftale med Disney, så ville “Mulan” i stedet kunne have haft biografpremiere efterfulgt af en PVOD-premiere 17 dage senere på Disney Plus:

”Jeg vil gerne give dem muligheden for et ‘både og’ i stedet for et ‘enten eller’. Vi ville tjene langt flere penge på ‘Mulan’, hvis den havde fået biografpremiere og derefter var endt på PVOD.”

Læs også ‘Biograf-ejer: Derfor smadrede jeg “Mulan”‘.

AMC-chefen kommenterer også kritikken fra biograf-kolleger, som blandt andet i Danmark har vendt tommelfingeren ned til biografaftalen:

”Vi kan ikke bare leve i fortiden og frygte forandringer, og håbe på at de ikke slår rod. Nogle gange må du acceptere forandringerne og ændre dem til egen fordel.”



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: