De første officielle anmeldelser på Pixars nyeste skud fra stammen er kommet ud.

Pixar er tilbage. Ikke kun i biografen, men i anmeldernes varme favn.

Animationsfilmen Mission: Bæver får nemlig en usædvanligt stærk modtagelse fra anmeldere før premieren. På anmeldersiden Rotten Tomatoes ligger filmen lige nu på hele 97 procent.

Pixar har haft lidt blandede år

Pixar er stadig et af verdens mest kendte animationsstudier, men de sidste par år har været lidt ujævne.

Kæmpehittet Inderst inde 2 væltede biograferne og slog rekorder for animationsfilm. Samtidig har andre nyere Pixar-film haft det sværere, især når de ikke bygger på en eksisterende serie.

Filmen Elio er et godt eksempel. Mange fans efterlyser nye historier fra Pixar – men når de faktisk kommer i biografen, vælger publikum ofte fortsættelserne alligevel.

Derfor hviler der en vis spænding over Mission: Bæver.

Pixar har som sædvanlig ikke sparet på stemmeskuespillerne. Meryl Streep er med på rollelisten, og Piper Curda har en af de centrale roller. Derudover dukker navne som Jon Hamm, Dave Franco, Sam Richardson og Isiah Whitlock Jr. også op i filmen.

Instruktør Daniel Chong står bag projektet sammen med manuskriptforfatter Jesse Andrews. Historien kredser om forholdet mellem mennesker og dyr – men pakket ind i eventyr, humor og en del action.

Pixars kreative chef Pete Docter har tidligere forsøgt at forklare tonen i filmen med en ret speciel cocktail. Han har nemlig sagt, at filmen føles lidt som en blanding af Avatar, Mission: Impossible og naturserien Planet Earth.

Det er med andre ord ikke bare en stille historie om dyr i skoven.

Blandt Pixars bedst anmeldte film i mange år

Anmeldelserne placerer allerede Mission: Bæver helt oppe i toppen af Pixars katalog. Scoren ligger faktisk højere end flere klassiske Pixar-favoritter som Ratatouille, Monsters Inc. og WALL-E.

Filmen ligger også på niveau med The Incredibles og Coco, og dermed er den blandt studiets bedst anmeldte film i næsten ti år.

Nu bliver det så publikum i biografsæderne, der skal afgøre, om bæveren også kan hoppe hele vejen til en ny Pixar-succes.

Mission: Bæver rammer de danske biografer den 5. marts.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: