Vi skal over på den anden side af nytår, før vi ser Michael B. Jordan tage tredje runde som Adonis Creed.

Det var oprindeligt meningen, at “Creed III”, den tredje film i den succesfulde “Rocky”-spinoff-franchise, skulle have rullet henover biografskærmene i november i år. MGM har dog valgt at udskyde filmens premiere til marts næste år, rapporterer flere amerikanske medier, heriblandt Variety. Den officielle danske premieredato er den 2. marts 2023.

Sylvester Stallones oprindelige “Rocky”-franchise nåede at runde seks succesfulde film, men spinoff-franchisen halter efterhånden ikke langt bagefter. Efter to kritiker- og fanroste film ser vi nu frem til den tredje, der uden tvivl bliver speciel. Det er nemlig den første film i franchisen uden Stallone foran kameraet og dermed den første uden Rocky himself. Derudover markerer filmen også Jordans instruktørdebut.

Læs også: “Sylvester Stallone takker af som Rocky”

Selvom Stallone ikke vender tilbage til franchisen, kan vi både se Tessa Thompson (“Thor: Love and Thunder”) og Phylicia Rashad (“Empire”) gentage deres roller som hhv. Adonis’ kæreste, Bianca, og hans stedmor, Mary Anne. I hjørnet over for Jordan står Jonathan Majors (“The Harder They Fall”), der spiller modstanderen Anderson Dame.

Keenan Coogler (“Space Jam: A New Legacy”) og Zach Baylin (“King Richard”) har skrevet manuskriptet med udgangspunkt i en historie skabt af instruktøren af den første “Creed”-film, Ryan Coogler. Der vides endnu ikke noget om den “Creed III”-plottet.



Skriv ny kommentar: