Nordisk Film Biografer aflyser omgående alle forestillinger i kølvandet på statsministerens pressemøde i går om covid-19.

Danmarks største biografkæde, Nordisk Film Biografer, aflyser nu alle forestillinger i sine i alt 23 biografer landet over. Det sker med øjeblikkelig virkning.

I første omgang lukker Nordisk Film Biografer ned frem til fredag den 27. marts. Det sker på baggrund af myndighedernes nye, omfattende anbefalinger for at begrænse coronavirus-epidemien:

”Vi beklager de gener, det måtte have over for vores gæster, men vi følger naturligvis myndighedernes anbefalinger. Det vigtigste for os er vores gæsters tryghed, og at vi kan være med til at begrænse smitten af COVID-19. Vi holder foreløbig lukket i alle vore biografer frem til og med fredag 27. marts og følger udviklingen tæt,” siger direktør i Nordisk Film Biografer Danmark, Casper Bonavent.

Dermed følger en stor del af de danske biografer i sporet på kolleger i særligt Kina og Italien, hvor biografer også er lukket ned på grund af coronavirus.

Nedlukningen betyder, at Nordisk Film Biografer ikke vil vise kommende storfilm som “A Quiet Place 2” og “Mulan” på deres respektive premieredatoer.

Læs også ‘Filmbranchen står til at tabe mange milliarder på coronavirus‘.

Nordisk Film Biografer oplyser, at gæster, som har købt billetter til aflyste forestillinger, vil få refunderet deres penge.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: