Biograferne i Danmark er under maksimalt pres – søger hjælp hos Erhvervsministeriet og Kulturministeriet.

De mest dystre prognoser for biografbranchen ser nu ud til at blive til virkelighed – de amerikanske Hollywood-selskaber flytter nu i stort antal garanterede billetsælgere ud af 2020.

Således begyndte ugen med, at Warner Bros. fjernede Christopher Nolan-filmen “Tenet” fra premiereplanen, men med løfter om, at den skam får premiere i 2020.

“Tenet”-udskydelsen er nu blevet fulgt op af en række nye biografafbud. Disneys “Mulan” er væk fra premiereplanen, hvilket også gælder Wes Andersons “The French Dispatch”.

Samtidig har Paramount flyttet “Top Gun 2” og “A Quiet Place 2” til nye datoer i 2021, mens der går forlydener om, at James Bond-filmen “No Time to Die” overvejer samme flugt til næste år.

Nu kommenterer Danske Biografer-direktør Lars Werge situationen for biograferne, der allerede har fået ødelagt foråret og sommeren af coronakrisen. Nu er der udsigt til, at det også kommer til at gælde for resten af 2020:

”Det er nedslående nyheder, der er kommet i de seneste dage og timer, og flytning af de store film gør bestemt situationen mere vanskelig for de danske biografer. Vi har et stort behov for at kunne vise film, der sælger mange billetter, og det er der lige nu ikke udsigt til i de næste uger. Det betyder, at mange biografer har det svært,” siger Lars Werge til Filmz.

Danske Biografer-direktøren er i dialog med myndighederne om situationen, men der er tilsyneladende ingen lette løsninger på biografernes akutte krise.

Læs også ‘Brutal biograf-analyse: Ingen storfilm før sommeren 2021‘.

Løsningen findes derimod hos Hollywood-selskaberne og de øvrige distributører, der skal turde at give premiere på deres film, hvilket senest har fået de amerikanske biografer til at kræve, at Hollywood-selskaberne fastholder deres premieredatoer:

”Danske Biografer har dialog med Erhvervsministeriet og Kulturministeriet om situationen. Men hverken ministerierne eller en ‘peptalk’ fra min side får flere gæster i biograferne, så længe distributører og producenter skubber premierefilmene foran sig.”

Men Hollywood har ikke lyttet. De store film flygter ud af 2020 med håb om en corona-vaccine og bedre tider i 2021, mens biograferne må holde åbent med små eller gamle film på programmet:

”Det er rent ud sagt en træls situation, vi nu befinder os i. Jeg håber, at vi snart ved fælles hjælp og med opbakning fra myndighederne kan få vendt den nedadgående spiral for biograf- og filmbranchen,” slutter Werge.



Vis kommentarer (3)
Gravatar

#1 filmz-Den Lyserøde Panda 4 år siden

I sidste ende rammer det jo filmselskaberne selv at de ikke tjener penge på film her og nu. Så uanset hvordan situationen udvikler sig så er de jo nødt til at få nogle film ud på et eller andet tidspunkt. På et tidspunkt må det jo gå op for dem at de ikke kan kontrollere deres tab så meget som de tror. Og om de tjener mindre, men filmene går i længere tid nu og i de næste måneder - eller om biografmarkedet drukner i for mange "gode" film på en gang kan jo vise sig at være lige fejlagtigt. Jeg tror i hvert fald ikke på at Hr. og Fru Danmark (eller deres amerikanske ækvivalent) lige pludselig begynder at bruger flere penge på film fordi der er flere store film i biografen.
Gravatar

#2 Tasuef 4 år siden

For biograferne skulle jo nødig finde på andre arrangementer de kunne afholde imens de venter. Så er det bedre at gå fallit og give andre skylden. Hvad så med alle de kunstnere i DK, inklusiv skuespillere, der indtil videre fået ca. ingenting?
Biograferne kunne jo evt. se på om man ikke kunne lave noget i forhold til sportsarrangementer. Eller lave blå dag- og firmaevents.... De må se og få fingeren ud og løse problemet selv....
Der kommer nok ikke en redningskrans.
Gravatar

#3 [ikke godkendt bruger] 4 år siden

[Denne bruger afventer at blive godkendt til at deltage i diskussionen.]
"I love the smell of napalm in the morning..."

Skriv ny kommentar: