Amazon MGM Studios/Sony Pictures Releasing International

De første reaktioner på Ryan Goslings sci-fi blockbuster ‘Project Hail Mary’ er ude

Manden der gav os ‘The Martian’ er klar med endnu et rumeventyr, der snart rammer de danske biografer.

Rummet plejer at være stedet, hvor folk stirrer alvorligt ud i mørket og taler om menneskehedens skæbne. Men næste store sci-fi-film ligner noget helt andet.

Ryan Gosling svæver nemlig ud i kosmos i Project Hail Mary, og hvis man kender holdet bag, kan man godt forvente, at det ikke kun bliver lange, tunge monologer om eksistensen.

Bag kameraet står Phil Lord og Christopher Miller – ja, dem fra 21 Jump Street og Spider-Man: Into the Spider-Verse – så stemningen bliver næppe støvet og selvhøjtidelig.

Filmen bygger på Andy Weirs roman fra 2021. Samme forfatter som stod bag The Martian, der blev til en ret vellykket rumtur med Matt Damon.

Bogen om Project Hail Mary gik ikke bare pænt – den strøg direkte ind på bestsellerlisterne og blev anbefalet af både Bill Gates og Barack Obama.

På papiret kunne historien ligne endnu en “mand alene i rummet”-fortælling. Tankerne ryger hurtigt mod Interstellar, 2001: A Space Odyssey og ja, igen The Martian.

Men spørger man de heldige hos Slash Film, der har fået lov at se 30 minutter af filmen, så er det tonen i den kommende rumfilm, der skiller sig ud.

Gosling i rummet – og en meget usædvanlig makker

Ryan Gosling spiller Ryland Grace, en mand der vågner op langt, langt hjemmefra med et ansvar, der er lige så stort som universet selv. Klassisk setup.

Men så dukker Rocky op. en sten-alien der måske har svaret på spørgsmålene Ryland søger – eller måske bringer endnu flere spørgsmål om liv i rummet på bordet.

Figuren spilles af James Ortiz i samarbejde med dukkeførere og CGI-folk, og ifølge de første beskrivelser er kemien mellem Grace og Rocky noget af det mest charmerende ved filmen.

Der er ikke tale om rivaler, der konstant måler egoer. Tværtimod. Historien læner sig op ad ideen om, at samarbejde faktisk er ret fedt. Det giver filmen en lethed, som man ikke altid forbinder med rumdramaer.

Stemningen beskrives som så underholdende, at man næsten glemmer, at det handler om potentielt verdensundergang. Det er ikke “haha-rum-komedie”, men heller ikke sort, eksistentielt hul.

Visuelt ser projektet heller ikke småt ud. Greig Fraser står bag kameraet – samme mand, der har leveret billeder til Dune og The Batman. Han er ikke kendt for at spare på de store lærreder, så IMAX-publikummet kan roligt begynde at glæde sig.

Kombinationen af hard sci-fi og Lord & Millers energi kan vise sig at være ret effektiv. Rummet er stadig koldt og ubarmhjertigt – men her virker det også som et sted, hvor venskab og humor kan overleve.

Project Hail Mary rammer de danske biografer den 19. marts. Du kan se traileren her:



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: