‘Skyfall’ regnes af mange som en af de bedste James Bond-film nogensinde. Men filmen kunne have set markant anderledes ud – og potentielt ændret hele franchisens kontinuitet.
I de tidlige idéer til Skyfall overvejede holdet bag filmen nemlig at hente Sean Connery tilbage. Ikke bare som en gimmick, men i en rolle med direkte forbindelse til Bonds fortid.
I den færdige film møder vi karakteren Kincade, spillet af Albert Finney. Han er en slags vogter af Skyfall-ejendommen og har kendt Bond siden barndommen. Men oprindeligt var planen, at rollen skulle spilles af Connery – den første og mest ikoniske James Bond.
Det stoppede dog ikke der.
Tidlige versioner af manuskriptet legede med en endnu vildere idé: at Kincade i virkeligheden skulle være en tidligere 007. En ældre version af Bond, der levede i skjul efter sin tid i tjeneste.
Hvis det var blevet til noget, ville det have vendt op og ned på hele forståelsen af James Bond-universet.
I årevis har fans diskuteret, om “James Bond” er én person eller en titel, der går i arv. Filmene har traditionelt holdt fast i, at det er samme karakter, selvom skuespillerne er blevet udskiftet. Referencer på tværs af film – som Bonds afdøde kone Tracy – binder universet sammen.
Men en ældre Bond spillet af Connery i Skyfall ville have givet næring til teorien om, at 007 blot er en rolle, der overtages af nye agenter.
Instruktør Sam Mendes har siden bekræftet, at idéen blev diskuteret tidligt i processen. Men han valgte hurtigt at droppe den.
Ifølge Mendes ville Connerys tilstedeværelse have været for distraherende. Publikum ville ikke se en ny karakter – de ville se James Bond. Og det ville trække fokus væk fra Daniel Craigs version af figuren.
Derudover blev Connery aldrig officielt kontaktet. Dels fordi han allerede havde trukket sig tilbage fra skuespil efter The League of Extraordinary Gentlemen, dels fordi produktionen ikke ønskede et afslag på en så central idé.
Set i bakspejlet virker beslutningen logisk.
Skyfall fungerer netop, fordi den holder fokus på Craigs Bond og hans baggrund, uden at åbne for større forklaringer om universets kontinuitet. Filmen antyder, at visse titler som M og Q går i arv – men undgår at gøre det samme med Bond selv.
En Connery-cameo kunne have ændret det.
Og måske overskygget filmens klimaks, hvor opgøret på Skyfall-ejendommen netop er tænkt som en personlig afslutning for karakteren – ikke en metakommentar om hele franchisen.
I stedet forblev idéen en af de mange “hvad nu hvis”-historier i Bond-seriens lange historie.
Og måske er det meget godt.
