Det er en trilogi alle har set, og størstedelen kan lide – men den bliver aldrig bragt op, når spørgsmålet om den bedste trilogi kommer på banen.
Vi har ikke haft en mangel på gode filmtrilogier igennem tiden: Star Wars, Before, Lord of the Rings, nogle kan formentlig også argumentere for The Dark Knight eller The Godfather, selvom ikke alle tre film rammer plet.
Alligevel gemmer svaret på den stærkeste samlede trilogi sig et helt andet sted. Flyvende drager, vikingehjelme og en spinkel knægt med for mange tanker i hovedet viste sig at være langt mere holdbart end de fleste blockbuster-ambitioner.
DreamWorks’ How to Train Your Dragon endte ikke bare som tre gode film, men som et sjældent eksempel på en trilogi, der vokser i takt med sit publikum.
Hiccup starter ikke som helt. Det eneste han faktisk hungrer efter, er anerkendelse fra sin far og resten af landsbyen. Første film handler om at finde sin plads. Anden film flytter fokus mod ansvar, tab og konsekvenser. Tredje film handler om at give slip. Udviklingen føles ikke planlagt på whiteboard, men som et livsforløb, der giver mening.
Relationer ændrer sig, bånd slides og styrkes, og især forholdet mellem Hiccup og Toothless gennemgår en bemærkelsesværdig moden rejse. Publikum får lov til at vokse med figurerne, ikke bare heppe på dem.
Modstanderne i trilogien fungerer ikke som gentagelser af samme trussel. Første films konflikt er kulturel og indre. Anden film introducerer en ideologisk fjende med magt og kontrol som drivkraft. Tredje film skifter fokus til frygt og udnyttelse. Skurkene spejler seriens tematiske udvikling og tvinger heltene til at ændre strategi frem for bare at slå hårdere. Variation skaber progression, ikke gentagelse.
DreamWorks Animation/Universal Pictures
DreamWorks kunne meget mere end lave film om grønne trolde
Succeserne ændrede studiets kurs. How to Train Your Dragon blev beviset på, at DreamWorks kunne mere end jokes og tempo. Visuel poesi, melankoli og emotionel tyngde blev pludselig en del af værktøjskassen. Efterfølgende produktioner bar tydelige spor af seriens seriøse ambitioner.
Trilogien fungerede som intern rettesnor for, hvor langt animationsfilm kunne strækkes uden at miste publikum.
Chris Sanders og Dean DeBlois kom fra konkurrenten Disney efter at have lavet Lilo & Stitch, hvor følelser og skæve familier allerede fyldte mere end konventionel Disney-nostalgi. Dean DeBlois overtog roret alene senere og holdt fast i seriens kerne. Kontinuiteten bag kameraet sikrede, at fortællingen aldrig mistede retning. Visuelt udtryk, tempo og tone føltes sammenhængende hele vejen.
John Powells musik gjorde mere end at understøtte stemning. Musikken bar følelser, tempo og eventyrlyst. Temaer udviklede sig parallelt med karaktererne og blev nærmest fortællere i sig selv. Få animationsserier har formået at skabe så genkendelig og emotionelt ladet musik, som stadig nævnes blandt Powells stærkeste arbejde.
Anmeldelserne var konsekvent stærke gennem alle tre film. Ros gik igen på seriens modenhed, visuelle ambitioner og emotionelle mod. Oscar-nomineringer for bedste animationsfilm fulgte både første og tredje kapitel, og branchen anerkendte trilogien som noget mere end familieunderholdning. Respekt opstod, fordi serien turde afslutte historien frem for at malke den. For rejnsen med Hiccup og Toothless er slut (hvis man ser bort fra liva-action genindspilningen fra sidste år).
How to Train Your Dragon fungerer ikke bare som tre film. Samlet set står trilogien som et sjældent eksempel på, hvordan en fortælling kan begynde blidt, vokse i alvor og slutte med værdighed.
Der findes større universer, dyrere produktioner og højere billetindtægter. Færre trilogier kan dog prale af at ramme både hjerte, håndværk og helhed med samme præcision.
