Nu kan fans af den skæve Tim Burton-julefilm få et glædeligt gensyn med monstrene fra Halloween Town.
De uhyggelige dukker er begyndt at bevæge på sig igen – men nok ikke som folk havde regnet med.
Der er nyt fra The Nightmare Before Christmas-universet, og nej, det er ikke en film, der lander i biografen.
Til gengæld er der gang i noget, som fans har ventet længe på: en direkte fortsættelse, hvor Sally endelig får lov til at fylde mere end bare kulissen.
Dynamite Comics har lanceret The Shiver of Christmas Town, en ny miniserie i fire dele, der bygger videre på Tim Burtons klassiker.
Fokus er rykket væk fra Jack og over på Sally, som får ansvaret for et helt nyt væsen skabt af Dr. Finkelstein. Det starter stille og roligt – og går selvfølgelig hurtigt helt skævt.
De uartige unger Lock, Shock og Barrel blander sig, som de altid gør, og før nogen når at sige “Halloween Town”, er det nye væsen på vej mod Christmas Town.

Dynamite Comics
Halloween møder kuldechok
Det nye bekendtskab hedder Shiver. Forestil dig en bamse, der både er nuttet og direkte frostfarlig. Figuren skiller sig ud i et univers, der ellers er vant til det mærkelige, og fungerer som forbindelsen mellem Halloween og jul.
Forfatter Torunn Grønbekk lægger ikke skjul på, at tonen stadig er den samme som i originalen: mørk humor, kaos, tricks og en masse leg med det skæve. Ambitionen er klar – historien skal både ramme de gamle fans og give nye læsere lyst til at hoppe med.
Drømmen om The Nightmare Before Christmas 2 lever stadig blandt fans, men Tim Burton har fortsat lukket døren for en filmisk fortsættelse. Derfor er det tegneserierne, der lige nu holder universet i live.
Serien lægger sig i forlængelse af bogen Long Live the Pumpkin Queen, som allerede er blevet accepteret som officiel kanon.
Første nummer af The Shiver of Christmas Town landede på boghylderne den 26. januar 2026, mens de resterende tre numre vil blive udgivet i løbet af året – og hvis man savner Halloween Town, ser det ud til, at der er noget at glæde sig til.








