Skuespilleren Frank Vincent er død under en hjerteoperation. Han blev 78 år gammel. Vincent var især kendt for sine roller i gangsterdramaer som Martin Scorseses “Goodfellas” og tv-serien “The Sopranos”.
Se også: Jerry ‘The Nutty Professor’ Lewis er død
Det er TMZ, der skriver, at Vincent døde onsdag som følge af komplikationer under en hjerteoperation.
Vincent spillede mafiabossen Phil Leotardo i HBO-serien “The Sopranos”. Som flere andre af skuespillerne i den serie, havde han tidligere medvirket i Martin Scorseses gangsterfilm “Goodfellas”. Her spillede han gangsteren Billy Batts, der kom for skade at fornærme Joe Pescis iltre karakter Tommy DeVito med de berømte ord: ”Go home and get your fucking shinebox!”
Han medvirkede desuden i Scorseses boksefilm “Raging Bull” – hvor han også fik tæv af Joe Pesci.
Scorseses “Casino” og Spike Lees “Do the Right Thing” er andre højdepunkter fra Frank Vincents karriere.