Filmen der i dag ses som inspirerende og hjertevarmende, gemmer på en frygtelig baggrundshistorie.
Publikum svigtede totalt tilbage i 1999, da Warner Bros. sendte en gigantisk robot af stål ud på det hvide lærred uden ret meget larm. Trods en markedsføring, der mest af alt mindede om en hemmelighed, har historien om venskabet mellem en lille dreng og en maskine fra rummet bidt sig fast som et af de vildeste værker i moderne animation.
Succesen kom ikke som en lavine af kolde kontanter ved premieren, men derimod gennem en overvældende kærlighed fra anmeldere, der med det samme kunne se, at den unge instruktør bag roret havde fat i noget helt specielt.
Men den nu-velkendte historie der har fået grin og tårer frem i seerne siden dens premiere i 1999, ville ikke have eksisteret, havde der ikke ligget en tragisk historie bag.
Warner Bros
Tragisk baggrund fødte filosofisk spørgsmål
Brad Bird stod med sit allerførste store job som instruktør, efter at have arbejdet småjobs hos Disney og i skrivelokalet på The Simpsons, men motivationen bag projektet kom fra et mørkt og meget personligt sted.
Mordet på hans egen søster, der blev skudt af sin eksmand, plantede et spørgsmål i ham, som endte med at blive hele filmens hjerte: Hvad nu hvis et våben fik en sjæl og besluttede sig for slet ikke at ville være et våben?
Den dybe tanke løftede The Iron Giant op over de sædvanlige tegnefilm og gav historien en følelsesmæssig vægt, der stadig rammer både børn og voksne lige i mellemgulvet.
Biograferne lignede nærmest spøgelsesbyer, da filmen kørte, og regnskabet endte som en gigantisk økonomisk lussing til studiet. Warner Bros. anede tydeligvis ikke, hvordan de skulle sælge en historie, der hverken bød på syngende prinsesser eller talende egern.
Warner Bros
Anmelderne var til gengæld helt oppe at køre og hyldede filmen for dens mod og vilde visuelle stil. Nogle kaldte den sågar “den bedste Superman-film”, til trods fr at Superman ikke var at finde nogle steder.
Manglen på solgte billetter forhindrede heldigvis ikke folk i branchen i at lægge mærke til det enorme talent, der styrede showet bag kulisserne. The Iron Giant endte med at få nyt liv på VHS, og er sidenhen betragtet som en af 90’ernes bedste animationsfilm.
Brad Birds arbejde med metalkæmpen blev hans direkte adgangsbillet til Pixar, hvor han senere satte sig tungt på tronen som en af branchens absolutte sværvægtere. Her diskede han op med globale megasucceser som The Incredibles og Ratatouille, hvilket beviste for enhver, at den geniale stil fra hans første film ikke bare var et lykketræf.
Jernmanden skød måske ikke ligefrem papegøjen i biograferne, men den reddede animationens fremtid ved at sende en af nutidens vildeste instruktører direkte mod toppen.
