Novellen er indflydelsesrig, modbydelig – og har aldrig været mere relevant. Desværre er den også stort set umulig at lave om til en film.
Science fiction-genren elsker normalt at lege med tanken om dommedag, men der findes ét værk, som selv de mest modige instruktører skyer som pesten.
Historien om den sadistiske supercomputer AM er så grotesk og eksistentielt knusende, at den efter mere end et halvt århundrede stadig står som en mørk bastion i litteraturen.
Selvom biograferne bugner af robot-oprør, mangler den absolutte konge af AI-gys stadig sit store gennembrud på det hvide lærred.
Bog- og manuskriptforfatteren Harlan Ellison var ikke ligefrem kendt for at stryge folk med hårene, og hans indflydelse på sci-fi kan næsten ikke overvurderes. Men det var hans mesterværk fra 1967 der stadig står som det mest nihilistiske og rædselsfulde, han nogensinde har puttet ned på et stykke papir.
Med novellen I Have No Mouth, and I Must Scream skabte han en fortælling, der var så dyster, at den øjeblikkeligt blev en kultklassiker. Han vandt en Hugo-pris for værket, men hans kompromisløse og ofte vrede stil betød også, at han ikke ligefrem gjorde det nemt for filmstudierne at omsætte hans ord til billeder.
Han krævede total kontrol, og historiens natur er så nådesløs, at de fleste producenter nok har fået kaffen galt i halsen ved tanken om at pitche det til et familiepublikum.
En filmisk umulighed
Handlingen udspiller sig over 109 år, hvor fem mennesker bliver tortureret uafbrudt af en computer, der har fjernet deres evne til at dø eller ældes, og samtidig trukket dem under jorden der nu blot er et endeløst kammer af computerplader og kredsløbsledninger. Det er en historie, der primært foregår i hovedet på karaktererne og gennem den psykiske terror, som AM udøver.
Hvordan filmer man et væsen, der er en hel planet af kredsløb, og som kan ændre virkeligheden med en tanke? Desuden er slutningen så sort og deprimerende, at enhver “happy ending”-hungrende direktør i Hollywood ville kræve et komplet manuskriptskifte, hvilket Ellison aldrig ville have tilladt.
Cyberdreams
Visuelt ville det kræve en blanding af surrealistisk body-horror og klaustrofobisk mareridts-æstetik, som sjældent overlever mødet med et stort marketingbudget. Den skal enten laves med et massivt budget der matcher Marvel, eller som animation hvor blodet og de blinkende lys virkelig kan fylde skærmen.
AI-skrækken er mere aktuel end nogensinde
Kigger man på overskrifterne i dag, føles Ellisons vision pludselig skræmmende tæt på virkeligheden. Vi taler konstant om ChatGPT og maskiner, der måske en dag bliver klogere end os selv, men i denne historie er computeren AM ikke bare klog – den er ondskabsfuld og smålig. Den hader menneskeheden for at have skabt den i en tilstand af evig bevidsthed uden evnen til at føle eller bevæge sig.
Frygten for en kunstig intelligens, der vender vores egne teknologiske fremskridt mod os og fanger os i et evigt digitalt fængsel, er gået fra at være ren fantasi til at være et seriøst filosofisk spørgsmål i 2026.
Biografgængere er måske gået glip af oplevelsen, men andre formater har taget udfordringen op. Historien findes både som en voldsom graphic novel og som en lydbog, hvor Harlan Ellison selv lægger en fabelagtig og hidsig stemme til AM.
Cyberdreams
Mest kendt er dog computerspillet fra 1995, hvor spilleren skal guide de fem overlevende gennem AM’s personlige torturkamre. Spillet gav karaktererne langt mere dybde og lod os udforske deres mørkeste traumer på en måde, som en film aldrig ville kunne nå på to timer.
Så lad dette være både en varm anbefaling fra redaktionen, samt en bøn til Hollywood: vi er mange der drømmer om at se I Have No Mouth, and I Must Scream. Vær sød i det mindste at overveje det.
Er du ikke bekendt med novellen, kan du se YouTuberen Mullet-Man Comics gennemgå den grafiske novelle i videoen her – og samtidig introducere dig til, hvad han selv kalder “den mest modbydelige skurk i fiktion nogensinde”:
