Animationsfilmen blev markedsført som “egnet til alle aldre” – men i virkeligheden er det en af 2000’ernes mest uhyggelige.
Man skulle tro, det bare var endnu et hyggeligt stop-motion-eventyr for hele familien, da animationshuset Laika rullede den røde løber ud i 2009.
Trailers og plakater lovede magiske verdener og en nysgerrig pige bag en lille dør, og med en pæn PG-rating følte forældre sig helt trygge ved at tage ungerne med i biografen.
Men bag de flotte dukker gemte der sig en af de mest gennemførte gyserfilm fra 00’erne.
Coraline er nemlig ikke bare skræmmende for børn; den rammer de voksne lige så hårdt, fordi den forstår præcis, hvordan rædsel kan gemme sig i det trygge.
Gys uden filter – børn kan godt tåle det
Instruktøren Henry Selick har altid haft en vild fornemmelse for det uhyggelige i børnehøjde. Han står bag klassikere som The Nightmare Before Christmas, og han har aldrig haft behov for at pakke mørket ind i vat.
Coraline er hans mest benhårde eksempel på det. Vi følger den ensomme Coraline Jones, der føler sig totalt ignoreret af sine forældre i et nyt, mærkeligt hus. Da hun finder vejen til en alternativ virkelighed, virker alt perfekt.
Hendes “Anden Mor” er opmærksom, maden er fantastisk, og alle de små irritationer fra det rigtige liv er væk.
Men uhyggen ligger i, hvordan filmen lader den her fantasi ånde, før den begynder at rådne. Den Anden Mor er ikke bare uhyggelig, fordi hun ender med at ligne et monster. Hun er skræmmende, fordi hun gør kærlighed til en forretning. Du får kun opmærksomhed, hvis du gør, som der bliver sagt.
Efterhånden som hendes sande jeg kommer frem, skruer filmen helt op for den der klamme “body horror”, som man normalt aldrig ser i tegnefilm. Hendes langsomme forvandling til et edderkoppeagtigt rovdyr rammer en frygt, som mange børn kender alt for godt: følelsen af at blive kontrolleret gennem følelser og kun være elsket, når man opfører sig “rigtigt”.
Det, der virkelig adskiller Coraline fra andre familiefilm, er slutningen. Der er ingen nemme point eller store belønninger. Coraline overlever ikke, fordi hun er “den udvalgte”, men fordi hun er modig, klog og tør sige nej til den nemme løsning. Hun vælger den kedelige virkelighed med alle dens fejl frem for en glitrende fantasi bygget på kontrol.
Mens mange gysere fra 00’erne føles ret daterede i dag, så holder Coraline stadig 100 %. Temaer som ensomhed, behovet for at blive set og faren ved at vælge komfort frem for sandhed forældes aldrig. Frygten ændrer sig bare, jo ældre vi bliver.
Når man genser den som voksen, opdager man tit, at den faktisk er endnu mere uhyggelig nu, fordi man genkender de følelsesmæssige fælder, filmen lægger ud. Det er det ultimative bevis på, at animation ikke er en begrænsning for gys, men et af de vildeste værktøjer overhovedet.
