Hvis du syntes at ‘Die Hard’ mangler tropiske klimaer, topløse model-agenter og radioaktive slanger, så har vi LIGE filmen til dig.
Vi har ikke tænkt os at bruge lang til på at fortælle dig at Die Hard er en fed actionfilm. For det ved alle den er. Fantastisk skuespil, vilde dueller, ikonisk skurk i form af Hans Gruber. Den har det hele.
… Eller, den mangler måske lige bazookaer der springer sexdukker i luften, frisbees med barberblade, smuglede diamanter og en radioaktiv slange.
Men så er det jo umanerligt heldigt at Hawaii Raiders (eller Hard Ticket to Hawaii som den går under på det amerikanske marked) indeholder netop den slags skrupskøre idéer – og mere til.
Hard Ticket to Hawaii bliver ofte kaldt en af de bedste B-film nogensinde, og det skyldes ikke finesse eller stram historiefortælling. Alt er skruet op. Logikken hænger i laser, handlingen zigzagger, og filmen føles som et langt fever dream optaget i bikini og solskin.
Men det er hele pointen. Den ved præcis, hvad publikum vil have: action, hud, fjollede gadgets og ting, der eksploderer. Det er Die Hard, hvis John McClane havde haft adgang til lette fly, jacuzzier og markant ringere dømmekraft. Og sjovt nok er det ikke en kopi der prøver at ride med på Bruce Willis-bølgen, for Die Hard udkom faktisk årets efter, og ikke før.
Og heldigvis har flere og flere fået øjnene op for virvar-vidunderet, hvor mange især har opdaget den igennem Bruce Willis-mesterværket.
Malibu Bay Films
Andy Sidaris’ meget særlige legeplads
Instruktøren Andy Sidaris kom fra sports-tv og tog tempoet med sig ind i filmverdenen. Efter Malibu Express byggede han sit eget univers med L.E.T.H.A.L.-serien, hvor Hard Ticket to Hawaii blev film nummer to.
Opskriften var fast: to kvindelige agenter spillet af Playboy-modeller, solrige locations, muskuløse mænd, og konstant adgang til både fly, både og våben, som før eller siden måtte sprænges i stykker.
Sidaris gentog formlen igen og igen – ikke af dovenskab, men fordi den virkede.
Historien følger Donna og Taryn, der udgiver sig for at være fragtpiloter på Hawaii, mens de i virkeligheden bekæmper smuglere af både våben og diamanter. Ordrerne modtages via hemmelige koder gemt i erotiske radioprogrammer, og hjælpen kommer fra Rowdy Abilene, endnu et medlem af Sidaris’ faste galleri af olierede sidekicks, som sjældent rammer noget, men altid ser godt ud.
Undervejs dukker også filmens berømte radioaktive slange op. Den betyder mindre for plottet, end man skulle tro, men den er der. Og ja, dens hugtænder bliver skudt af.
Der er kidnappede agenter, nunchaku i brug, et cameo fra instruktøren selv og en far-joke, der fortjener sin egen mindeplade. Sidaris’ film følger deres egne moralske regler: de gode er gode, de onde kan ofte omvendes, og dem, der ikke kan, ender som dele i luften.
Alt foregår i et næsten optimistisk univers, hvor ingen rigtig lider, og hvor nøgenhed aldrig fremstilles som noget problematisk – bare som endnu et underholdningselement. For åbenbart kan kvinder nemmere knække koden i et narko-mysterium, ved at hoppe topløs ned i en jacuzzi og gruble og sporene… Det er den slags logik vi opererer med i det her bindegale univers.
Hard Ticket to Hawaii prøver ikke at være ironisk, smart eller moderne. Den er oprigtigt glad for at være præcis så dum, overdrevet og selvsikker, som den er. Og netop derfor bliver den ved med at blive elsket.
Filmen kan ikke købes eller streames herhjemme desværre, men den ligger frit tilgængelig på diverse videohjemmesider.
