Disney-chef Bob Chapek ændrer nu Disneys strategi til at prioritere ‘direct-to-consumer’.
Med indgangen til 2020 var Disneys strategi klar. Store film skal først i biografen – derefter på streaming.
Men den tilgang er blevet udfordret af coronakrisen, der har hevet først “Mulan” og snart “Soul” ud af biografen og direkte på Disney Plus.
Nu annoncerer Disney-chef Bob Chapek, at Disney officielt skifter strategi til først og fremmest at prioritere streaming og dermed Disney Plus, siger han til CNBC.
Det sker konkret ved etableringen af den nye afdeling Media and Entertainment division, der får til opgave at vurdere, hvor fremtidige film og serier skal have premiere.
Bob Chapek udtaler, at Disney for fremtiden ikke længere vil beslutte fra begyndelsen, om en film skal i biografen eller direkte til Disney Plus – det skal i stedet afgøres senere i den nye afdeling.
Hvordan kommer denne strategi konkret til at påvirke biograferne? Det vil Chapek først løfte sløret for den 10. december, hvor der er Investor Day i Disney.
Læs også ‘Stor biografpremiere bliver droppet: Endnu en direkte på Disney+‘.
Således vil Bob Chapek ikke afvise, at man i fremtiden vil tilslutte sig Universals biografaftale med AMC, hvor biografvinduet beskæres til kun 17 dage imellem biografpremiere og streaming.