Lækket video afslører ‘Disney 18+’ – men muligvis tale om en fake præsentation.
En anonym Reddit-bruger med angiveligt gode Disney-forbindelser har delt en opsigtsvækkende video.
Her annonceres det, at Disney Plus lancerer et univers forbudt for børn i april 2021 under navnet ‘Disney 18+’.
Samtidig er der dato på en række udgivelser hele vejen igennem 2021 sammen med nyheden om, at Marvel giver ‘Premier Access’-premiere på MCU-filmen “Black Widow” på Disney Plus den 16. april.
Videoen er angiveligt skabt som en intern Disney-præsentation til deres kommende Investor Day.
Spørgsmålet er så, om der er tale om en ægte eller falsk video?
Der er flere ting, der kunne tyde på en forfalskning. For det første er ‘Disney 18+’ ikke skrevet med Disneys normale skrifttype.
Derudover er 18 år ikke en officiel aldersgrænse for film og serier i USA, hvor R-rating henviser til en grænse på 17 år. Aldersgrænsen kan dog være tænkt som en global grænse for tjenesten.
Disney har desuden allerede Hulu som deres voksne streaming-tjeneste, som der er globale planer med, hvor Disney vil ‘bundle’ Hulu med Disney Plus uden for USA.
“Black Widow”-premieren på Disney Plus vil også være overraskende. En vaccine nærmer sig, hvilket igen vil åbne verdens biografer, hvortil Marvel Studios aktuelt har tre titler (også “Shang-Chi” og “Eternals”) til 2021.
Vil Disney virkelig droppe biografpremieren til en stor Marvel-film?
Læs også ‘Disney-investor: Sådan indhenter Disney Plus konkurrenterne fra Netflix‘.
Disneys Investor Day afholdes den 10. december.