Disney dæmper bredbånds-forbruget i Europa – og udskyder lancering i Frankrig.
I morgen den 24. marts lanceres Disney Plus i europæiske lande som Storbritannien, Irland, Tyskland, Italien, Spanien, Østrig og Schweiz.
Men lanceringen bliver med en nedsat streaming-kvalitet, hvilket sker efter ønske fra EU:
”I tråd med Disneys langvarige forpligtelse om at agere ansvarligt reagerer vi nu på anmodningen fra EU-kommissær for interne markeder, Thierry Breton, for at samarbejde om at sikre et smidigt fungerende bredbånd,” siger Disneys Direct-to-Consumer-chef, Kevin Mayer.
Dermed følger Disney+ konkurrenterne fra Netflix, som også har valgt at sænke streaming-kvaliteten i Europa i de kommende 30 dage – læs om det her.
Det sker efter et stigende pres på de europæiske internet-netværk i kølvandet på coronakrisen.
Selv samme krise har fået Frankrigs regering til at anmode Disney om at udskyde lanceringen af Disney Plus i landet.
Læs også ‘Disney Plus udskyder lancering i verdens næststørste land‘.
Således får Frankrig ikke Disney+ i morgen som det øvrige Vesteuropa, men derimod først den 7. april.