Disneys mørkeste – og måske bedste – film fylder 30 i år

Disney Animation Studios tog en gigantisk chance i 1996 – og til stor glæde for alle os.

Disney har aldrig været for gode til at tage dystre fortællinger, og omdanne dem til mindeværdige børnevenlige fortællinger. Pinocchio  er en langt mørkere bog end hvad Walt Disney sendte ud i biograferne i 1940. Det samme gør sig gældende med Bambi, Junglebogen, Den Lille Havfrue og mange flere.

Men ingen bogs tone og budskab læner sig længere væk fra det familievenlige eventyrunivers som stiduet er kendt for, som hvad de præsenterede i 1996.

I år er det tre årtier siden, at Klokkeren fra Notre Dame udkom. Og folkene bag havde fået noget af en opgave for sig, da det kom til at omdanne Victor Hugos tragiske roman til en spillefilm med sange, sjove karakterer og humor – for det er diametralt modsat af, hvad man finder i bogen.

Midt i 90’ernes farverige Disney-renæssance valgte studiet at fortælle en historie om skyld, begær, religiøs fanatisme og social udstødelse. Resultatet blev den mest dystre animationsfilm, Disney nogensinde har lavet.

Hvem er et monster, og hvem er en mand?

Filmen følger Quasimodo, der lever isoleret i Notre Dames klokketårn under opsyn af den magtfulde og fanatiske dommer Frollo. Quasimodo er blevet overbevist om, at han hører til i skyggerne, væk fra byens blik.

Under Narrefesten møder han den frie og modige Esmeralda, som selv lever på kanten af samfundet. Sammen med kaptajn Phoebus udfordrer hun Frollos jerngreb om Paris. Historien kredser om frihed, accept og kampen mod fordomme.

Humoren er der – især via de talende gargoyler – men tonen er langt fra klassisk Disney-let.

Skurkesangen, der stadig giver kuldegysninger

Musikken er en af filmens helt store styrker. Alan Menken og Stephen Schwartz leverede et soundtrack, som mange fans i dag fremhæver som noget af det stærkeste fra 90’erne.

Især Frollos sang “Et Helved’ af Flammer” har fået nærmest legendarisk status. Sangen skildrer hans indre kamp mellem religiøs selvretfærdighed og forbudt begær, og den er usædvanligt intens for en Disney-film. Visuelt og musikalsk bevæger sekvensen sig tættere på operadrama end traditionel familiefilm.

Samtidig er animationen blandt studiets mest ambitiøse fra perioden. Notre Dame-katedralen er gengivet med en detaljerigdom, der stadig imponerer, og de store massescener under Narrefesten viser et studie på toppen af sit håndværk.

Victor Hugos roman fra 1831 er langt mørkere og mere tragisk end Disneys version. I bogen ender historien uden forløsning, og flere af karakterernes skæbner er brutale.

Disney valgte at bløde fortællingen op. Tonen blev gjort mere håbefuld, og enkelte elementer blev ændret for at gøre filmen tilgængelig for et yngre publikum. Alligevel bevarede filmen kernen i fortællingen om outsideren, der længes efter at blive set som menneske.

Balancen mellem det tunge og det eventyrlige gør filmen unik i studiets historie.

90’erne bød på klassikere som Løvernes Konge, Skønheden og Udyret og Aladdin. Midt i det selskab står Klokkeren fra Notre Dame som den mest alvorlige og måske modigste produktion.

Mange fans fremhæver den som en undervurderet perle fra perioden. Dens mod til at tage svære temaer op – pakket ind i storslået musik og smuk animation – har givet den en varig plads i Disney-historien.