I anledning af den første films 25-års jubilæum, har Lego og Dreamworks valgt at slå pjalterne sammen.
Man skulle næsten tro, det var løgn, men efter 25 år med prutter og mudderbade får verdens mest elskede trold nu endelig lov til at blive foreviget i plastik.
Shrek-filmene har trods alt skovlet over 4 milliarder dollars ind, så det er vel kun rimeligt, at vi nu kan bygge vores egen sump hjemme på sofabordet.
DreamWorks’ store guldæg har overlevet alt fra drager til onde tandfeer, og nu har Lego altså set sit snit til at fejre jubilæet med et par sæt, der rammer både de nostalgiske voksne og de yngre fans.
Sumphygge for de store legebørn
Lego har disket op med et seriøst voksen-sæt, der består af mere end 1.400 klodser. Her får man ikke bare en lille figur, men en hel base med Shrek, Æsel og selvfølgelig den lille kagemand.
Der er tænkt på det hele – lige fra det klassiske ”Pas på trolden”-skilt til de berømte løg, som Shrek jo mener, at alle trolde (og løg) består af.
Raquel Ojeda, der er kreativ chef hos Lego, lyder i hvert fald som en, der har haft en fest med projektet:
“Shrek har altid fejret fantasi, venskab og en smule ballade, hvilket er værdier, der passer perfekt til LEGO-leg. Vi er helt oppe at køre over at samarbejde med dette elskede univers og se, hvordan fans bygger deres egne eventyr. Det her er kun begyndelsen, så hold øjnene åbne for meget mere LEGO Shrek-magi!” fortæller Raquel Ojeda, Creative Lead hos LEGO Group i en udtalelse på Legos hjemmeside.
Firkantede hoveder og kagemands-knapper
Hvis man ikke lige har plads til en hel sump i stuen, er der også de her små BrickHeadz-figurer på vej. De er kendt for deres ret kiksede, men søde firkantede design, og man kan både bygge Shrek, Æsel og Gingy.
Detaljerne fejler ikke noget; Æsel har fået sit flabede smil, og kagemanden har selvfølgelig sine små glasur-knapper.
Rafa Macias fra Universal mener, at det er den perfekte måde at hylde troldens eftermæle på:
“At indgå partnerskab med Lego Group for at introducere Shrek i klodsform markerer et spændende øjeblik, mens vi fejrer franchisens 25-års jubilæum. Disse sæt bringer Langt Langt Væk til live med innovativt design, sjove påskeæg for fans at opdage og historiefortælling – en hyldest til den arv, der har gjort Shrek til et kulturelt ikon.”
Troldefeberen stopper slet ikke ved Lego-hylden. Vi kan nemlig se frem til Shrek 5 i sommeren 2027, hvor selveste Zendaya efter sigende skal spille datteren Felicia.
Oven i hatten får Æsel sit helt eget spin-off i 2028, så der bliver rigeligt med grunde til at udvide klodssamlingen i de kommende år.
De nye sæt lander i butikkerne den 1. juni, og priserne svinger fra 25 til 130 dollars for den store luksusudgave af sumpen.
Du kan se de spritnye sæt her:

Lego Group

Lego Group









